Liveblog: PostNord Danmark Rundt i Vejle 2025
Få seneste nyt om trafik, parkering og ikke mindst stemningen, når cykelstjerner som Mads Pedersen, Mattias Skjelmose med flere gæster Vejle i dag.
NyhedVelkommen til Vejle Kommunes liveblog om PostNord Danmark Rundt 2025, der i dag gæster os og vores veje og smukke landskaber. Vi vil løbende dele informationer om parkering og trafik her på siden samt stemningsbilleder fra flere steder langs ruten og meget andet.
Du finder også kontaktoplysninger til Vejle Kommunes trafiktelefon nederst på denne side.
Live
Klokken 10.03
Der er flere trafikale ændringer, når nogle af verdens bedste cykelryttere skal duellere på vores veje. For eksempel spærrer vi flere strækninger af i løbet af i dag, hvor følgende kan nævnes:
- Børkop: Follerupvej, Vejle Landevej, Tornvaldshavevej, Søndergade og Vognsvadvej samt Andkær og Munkebjerg ventes spærret af fra 15.30 til cirka 16.00
- Feltet kører forbi Jerlev to gange. Derfor er Højenvej, Engmarksvej, Obkærvej, Jerlevgårdsvej, Jerlevvej, Vilstrupvej, Høllundvej, Ruevej med flere spærret af i tidsrummet 15.30 til 17.30
- Søndermarksvej, Pedersholms Allé samt en del af Koldingvej ventes spærres fra 12.00 til 20.00. Her er holdbusserne og andre parkeret
- Kiddesvej og Koldingvej er spærret af fra klokken 6.00 til cirka 22.00. Vi skal nok opdatere om dette her på siden i løbet af dagen.
Tryk her for at se, hvornår vi forventer at afspærre veje nær dig i løbet af dagen.
Klokken 8.57
Hvis du ankommer i bil til Vejle i dag for at se dagens etape af PostNord Danmark Rundt, kan du bl.a. parkere i parkeringshuset Cronhammar, Sjællandsgade 10, 7100 Vejle. De første to timer er gratis.
Herfra er der 10-12 minutters gang til Kiddesvej, ligesom du f.eks. kan svinge forbi Vejle midtby for at proviantere lidt snacks til ventetiden eller blot få en bid mad og lidt at drikke på en af de mange spisesteder.
Tryk her for at finde flere parkeringsmuligheder i Vejle.
Hvis du kommer med bus, eller er borger og skal benytte din lokale bus i dag, så vær opmærksom på flere ruteændringer.
Klokken 8.15
PostNord Danmark Rundt er landets absolut største og mest traditionsrige cykelløb, som i dag, fredag den 15. august 2025, kommer til Vejle for 26. gang, og hvor området ved Kiddesvej igen lægger asfalt til en hård, bakket afslutning.
Dagens startby er Svendborg, og rytterne skal samlet set køre 226,5 kilometer, inden vinderen kåres i Vejle. Det er med andre ord kongeetapen, vi har med at gøre.
Vi forventer, at de første ryttere kører ind i Vejle Kommune cirka klokken 15.30, hvor de rammer Børkop, Munkebjerg og Vinding, inden de skal forbi Jerlev ad to omgange, før den vilde rundstrækning ved Kiddesvej skal passeres tre gange.
Tryk her for at læse mere om ruten og midlertidige vejafspærringer i Vejle Kommune.
Tryk her for at se hele ruten på løbets officielle hjemmeside.
Kontakt os
Vejle Kommunes trafiktelefon
Hvis du har spørgsmål vedrørende trafikafviklingen, vejafspærringer eller andre trafikrelaterede emner, kan du kontakte Vejle Kommunens trafiktelefon på 24 79 16 28 resten af dagen.