
Undersøger mulighederne for et frivilligt naturprojekt i Vejle Ådal og Fjord
Den kommunale grønne trepart og Klima-, Natur- og Miljøudvalget i Vejle har besluttet at igangsætte en udviklingsproces, som skal afklare, om Vejle Ådal og Fjord kan udvikles til et af Danmarks nye, store sammenhængende naturområder. Udviklingen skal ske gennem frivillige aftaler med lodsejerne.
Nyhed
Som led i Grøn Trepart vil Vejle Kommune nu undersøge, om der kan skabes et ambitiøst, langsigtet naturprojekt i og omkring Vejle Ådal og Fjord. Undersøgelsen skal danne grundlag for det, som har arbejdstitlen: Signaturprojekt Vejle Ådal og Fjord.
Det skal undersøges, om vores ådal og fjord kan blive et eksempel på, hvordan natur, klima, landbrug, skovbrug, turisme og lokalsamfund kan tænkes sammen i stor skala. Det skal ske i tæt og frivilligt samarbejde med de lokale lodsejere, lokalsamfund og erhverv.
Der er allerede store områder i ådalene, som er offentligt ejede eller ejet af fonde, som vi vil forsøge at binde sammen igennem frivillige aftaler med lodsejerne.
Grøn Trepart repræsenterer en enestående mulighed for at realisere de planer og strategier, der gennem de seneste år er udviklet for Vejle Ådal og Fjord i samarbejde med lodsejere og erhvervsliv i området. En udvikling, der allerede har skabt flere naturgenopretningsprojekter og adgang til dejlige naturoplevelser. Det vil den kommunale, grønne trepart gerne have mere af.
Bliv klogere på projektet på blot 2:45 minutter
Se filmen om signaturprojekt Vejle Ådal og Fjord
Frivillighed er afgørende
En helt central del af arbejdet bliver dialogen med lodsejerne i området. Deltagelse er frivilligt, og udviklingsprocessen handler netop om at afdække muligheder, interesser og bekymringer, før der træffes beslutninger.
Det skal give mening for den enkelte lodsejer at være med, så der skabes større og mere varierede naturområder, uden det går ud over områdets udvikling.
Derfor vil vi sammen med lodsejerne undersøge, om der kan skabes attraktive ordninger og nye muligheder, som giver lyst til at bidrage til projektet.
Natur med plads til mennesker og erhverv
Et eventuelt signaturprojekt, der bygger videre på eksisterende planer for Vejle Ådal og Fjord, skal styrke biodiversiteten og klimaindsatsen, samtidigt med at der tages hensyn til landbrug, skovbrug, bosætning og turisme.
En rigere natur er en gevinst på mange områder. Det kommer ikke alene naturen til gode, men også mennesker, lokalsamfund og erhverv. God natur giver bedre trivsel, flere rekreative muligheder og nye potentialer for lokal udvikling og bosætning.
Finansiering skal afklares
En vigtig del af undersøgelsen er at afklare, hvilke fonde der er villige til at støtte udviklingen af stor, sammenhængende natur i Vejle Kommune. Den tidligere regering har nemlig ikke afsat penge i Grøn Trepart til at finansiere ny natur i Danmark.
Novo-fonden har meddelt, at den har afsat 10 mia. kr. til blandt andet stor, sammenhængende natur, og flere andre fonde har vist interesse for arealomlægningen i Grøn Trepart.
Der er også en ny biodiversitetslov på vej, som forventeligt vil have penge med til at indfri målsætningen om, at 20 % af Danmarks areal på sigt skal være beskyttet natur.
Første skridt
Udviklingsprocessen er første skridt frem mod et eventuelt Signaturprojekt Vejle Ådal og Fjord. Udviklingsprocessen løber frem til sommeren 2027, og skal munde ud i et samlet projektoplæg, som Byrådet så skal tage stilling til.
Som en del af processen vil lodsejere, borgere, lokalsamfund og erhvervsliv blive inddraget gennem møder og dialog. Udviklingsprocessen skydes i gang med et informationsmøde i Nørup Hallen den 18. juni kl. 19, hvor alle har mulighed for at høre mere om signaturprojekt Vejle Ådal og Fjord:
Fakta: Signaturprojekt Vejle Ådal og Fjord
Projektet begynder med en forundersøgelse under den kommunale, grønne trepart. Den skal afklare mulighederne for større, sammenhængende natur i Vejle Ådal og Fjord.
Forundersøgelsen forventes afsluttet medio 2027, og skal derefter behandles i Byrådet.
Signaturprojekt Vejle Ådal og Fjord skal bygge på frivillige aftaler og partnerskaber, så der skabes større, sammenhængende naturområder, som kan bidrage til biodiversiteten, klimaet, erhvervene og lokalsamfundene.
Undersøgelsesområdet omfatter ca. 53.800 ha. i Vejle Kommune med fokus på ådalene omkring Vejle, Egtved, Grejs og Højen Å, samt skrænterne mod fjorden og koblingen mod vest til Frederikshåb Plantage og Randbøl Hede.
Der er allerede omkring 8.400 hektar natur i området – herunder ca. 1.500 hektar i fjorden. På lang sigt (år 2055) er ambitionen op mod 15.000 hektar sammenhængende natur, men vi ved endnu ikke, hvordan det konkret kan se ud. Det er netop det, udviklingsprocessen skal være med til at afklare.
Læs mere på vores hjemmeside og tilmeld dig vores Grøn Trepart Nyhedsbrev.
