start på hovedindhold

Vejle Kommune betaler penge tilbage til forældre på dagtilbudsområdet

Pengene bliver enten modregnet i nuværende betaling eller sat ind på forældrenes NemKonto. Det sker automatisk.

Pressemeddelelse

Vejle Kommune tilbagebetaler nu forældrebetaling til en række familier på dagtilbudsområdet efter en fejl i beregningen af forældretakster.

Fejlen betyder, at nogle forældre, som har haft børn indskrevet i børnehave, dagpleje eller vuggestue i perioden fra 1. oktober 2021 til 31. december 2025 har betalt for meget for deres plads.
Fejlen blev konstateret i efteråret 2025 og skyldes, at udgifter til specialdagtilbuddet Solen fejlagtigt har indgået i beregningen af taksterne på dagtilbudsområdet. Sagen blev behandlet i Byrådet den 17. december 2025.

Tilbagebetalingen sker automatisk, og forældrene skal ikke selv gøre noget.

Modtager direkte information

Forældre, der fortsat har barn i dagtilbud, vil få beløbet modregnet i deres betaling, mens tidligere forældre får pengene udbetalt til deres NemKonto.

Tilbagebetalingens størrelse afhænger blandt andet af tilbudstype, tidsmodul og indskrivningsperiode.
Berørte forældre modtager direkte information fra Vejle Kommune sammen med et bilag, der forklarer beregningerne nærmere.

I alt får 8.208 forældre penge tilbage. Det samlede beløb er cirka 9,5 mio. kr.

Vejle Kommune beklager fejlen.