Vejle modtager støtte til stormflodsbeskyttelse af by og havn

Et bredt flertal i Folketinget har besluttet at give flere af landets kystbeskyttelsesprojekter et stort skub i den rigtige retning.

Pressemeddelelse

I forbindelse med finansloven for 2026 har et bredt politisk flertal på Christiansborg oprettet en såkaldt accelerationspakke, der med 900 millioner kroner i ryggen skal sikre hurtigere og bedre kystsikring i Danmark. Her er Vejle blandt de fem områder og byer, der først kan se frem til støtte og samarbejde - blandt andet på grund af de allerede igangværende indsatser og det store forarbejde.  

”Vi er langt i vores arbejde med at udvikle en sammenhængende beskyttelseslinje af Vejle by og havn, og vi ser dette samarbejde som en mulighed for yderligere at kvalificere vores arbejde. Vi ønsker også at være en del af projektet, fordi vi er midt i en række afgørende beslutninger om delprojekters udformning og gennemførelse. Tiden er mod os, så potentialet er stort, hvis vi kan få tilført mere specialiseret viden, stærke samarbejder og ikke mindst en hurtig afklaring på bidragsfordelingen,” siger Jens Ejner Christensen, borgmester i Vejle Kommune.

Vejle Kommune befinder sig efter mere end ti års forarbejde og undersøgelse nu i fase 1 ud af 3 i ”Stormflodsstrategi – Stormflodsbeskyttelse der gror med byen”. I fase 1 skal Vejle by og havn beskyttes mod en vandstand på op til to meter. Det betyder, at der frem mod 2030 skal laves beskyttelsestiltag på den 7,8 kilometer lange strækning fra Tirsbæk Strandvej til Ibæk Strandvej.

Strækningen skal desuden gradvist kunne hæves i kote og dermed også kunne beskytte mod stigende vandstande og stormfloder i fremtiden. Allerede nu kan forbipasserende ved Tirsbæk Strandvej få en forsmag på fremtidens stormflodsbeskyttelse af Vejle med Membranen-projektets testanlæg, som det kommende år bl.a. skal indsamle viden om brugen af naturbaserede materialer.

”Vi er først og fremmest meget taknemmelige for at være blevet udvalgt. I Vejle er vi i forvejen langt fremme, og efter snart ti års grundigt forarbejde ligger vi nu inde med et detaljeret dispositionsforslag for hele beskyttelseslinjen. Vi står netop over for at igangsætte bidragsfordeling, miljøundersøgelser og en vurdering af et forhøjet beskyttelsesniveau, så støtten og samarbejdet kommer på det bedst tænkelige tidspunkt. Samtidig må jeg understrege, at kommunen ikke kan løfte udgifterne alene – regningen nærmer sig et trecifret millionbeløb,” udtaler Søren Peschardt, formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget.

I forbindelse med accelerationspakken har partierne udpeget 14 særligt udsatte områder i Danmark, der nu får hjælp fra staten til at kickstarte konkrete kystbeskyttelsesprojekter. Udpegelsen er sket på baggrund af et fagligt oplæg fra Kystdirektoratet, og her er Vejle altså blandt de fem første til at modtage støtte i løbet af 2026.

Det er Kystdirektoratet under Miljø- og Ligestillingsministeriet, der får ansvar for at accelerere de udvalgte projekter.

Kontaktpersoner 

Jens Ejner Christensen, borgmester i Vejle Kommune, 20163214 

Søren Peschardt, formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget, 24425887

Fakta

Ifølge den nationale kortlægning Økonomiske konsekvenser af oversvømmelser - Nationale skadesberegninger og vurdering af behov for klimasikring fra 2024 er Vejle den eneste kommune i Danmark med flere end 5.000 personer i oversvømmelsesrisiko. Det viser tal for, hvor mange personer der bor i ejendomme, som er truet af oversvømmelser fra stormflod.

Frem mod år 2124 forventes antallet af mennesker i hele Danmark, der bor i risikozonerne, at stige fra 66.000 til mellem 175.000 til 245.000. Samtidig kan antallet af oversvømmelsestruede bygninger vokse fra cirka 31.000 til mellem 86.000 og 117.000. Det gælder både helårshuse, sommerhuse og erhvervsejendomme.  

Kilde: Danmarks Tekniske Universitet (DTU) - lavet for KL og Klimaalliancen