
Pædagogisk assistent elev
Brænder du for at arbejde med børn og gøre en forskel? Som pædagogisk assistent elev i Vejle Kommune får du en spændende hverdag, hvor du lærer nyt, udvikler dig, betyder noget for andre og bygger din fremtid.
Hvis du vil vide mere
Pædagogisk assistentuddannelsen er en erhvervsuddannelse, der klæder dig på til at arbejde professionelt med børn og unge Du lærer om pædagogik, kommunikation, samarbejde og udvikling af aktiviteter, der fremmer trivsel og læring. Uddannelsen varer typisk 2 år og veksler mellem skole og praktik. På skolen har du fag som pædagogik, psykologi og sundhed, og i praktikken får du mulighed for at få den praktiske erfaring.
Din praktik vil foregå i daginstitutioner, hvor du sammen med dine kollegaer og din vejleder arbejder for at skabe de allerbedste rammer og miljøer for de yngste borgere, nemlig børnene mellem 0 og 6 år. Børnene skal hver dag være sammen med voksne, som møder dem med omsorg, nærvær, lyst til leg, glæde og engagement. Som pædagogiske assistent elev bliver du en vigtig medspiller i vores mål om at skabe de allerbedste daginstitutioner for alle børn.
Du får elevløn under hele uddannelsesforløbet.
Du kan søge voksenelevløn hvis du opfylder alle af de følgende krav:
- Du er fyldt 25 år inden uddannelsens start
- Du begynder uddannelsen for første gang
- Du kan dokumentere mindst 1 års relevant fuldtidsbeskæftigelse inden for de sidste 4 år,
For at søge en elevplads som pædagogisk assistent, skal du have gennemført grundforløb 2 PA.
Grundforløb tages på en erhvervsskole - læs mere her.
Som færdiguddannet pædagogisk assistent kan du arbejde med børn, unge og voksne i pædagogiske miljøer. Du kan f.eks. få job i daginstitutioner, SFOér, skoler og døgninstitutioner.
Velkomstfolder - til dig som pa elev
Hej og velkommen som elev i Vejle Kommune!
Vi er super glade for at have dig med som en del af vores dagtilbud. Du er vigtig for os, og vi glæder os til at følge dig på din uddannelsesrejse.
Vi håber, du vil føle dig godt taget imod og få en masse ud af din oplæring både fagligt og personligt.
Denne folder giver dig et overblik over nogle af de vigtigste ting, du skal vide som elev og ansat hos os.
Opdateret September 2026.
Dine kontaktpersoner i Vejle Kommune
Lisbeth Overgaard Friis – Konsulent for uddannelse og kompetenceudvikling
Mail: lisof@vejle.dk
Tlf.: 21 51 17 53
Opgaver:
- Ansættelse af PA-elever
- Støtte og kontakt til elever under uddannelse, herunder afholdelse af omsorgssamtaler og sygesamtaler
- Kontakt til oplæringssteder og fordeling af oplæringspladser
- Koordinering mellem oplæringssteder og Sosuskolen
Carina Søndergaard Nielsen– Administrativ medarbejder
Mail: cnnno@vejle.dk
Tlf.: 20 46 29 97
Opgaver:
- Ansættelser af PA-elever
- Udarbejdelse af uddannelsesaftaler
- Registrering af sygefravær
- Indberetning af ferie og andre administrative opgaver
- Spørgsmål til løn og fravær
DIN UDDANNELSE OG ROLLE SOM ELEV
Du er både elev og ansat
Du er ansat i Vejle Kommune og samtidig under uddannelse. Det betyder, at du deltager aktivt i arbejdet i institutionen og samtidig skal have tid og rum til at udvikle dig fagligt.
Det betyder:
- Du er med til at få hverdagen til at fungere, og er en væsentlig del af arbejdsfælleskabet.
- Du kan godt blive bedt om at hjælpe på en anden stue eller få rykket dine mødetider.
- Du er kollega – men med fokus på din udvikling som elev.
- Som PA-elev er du under uddannelse og lærer faget - samtidig indgår du delvist i normeringen under vejledning.
Du skal samtidig have:
- Tid og ro til at øve dig og stille spørgsmål
- Vejledning og faglig sparring
- Mulighed for at koble teori og praksis
Din vejleder
Du får tilknyttet en vejleder, der hjælper dig med at nå dine oplæringsmål og støtter dig i din faglige udvikling. Brug også dine kolleger som inspiration og læring – der er masser af erfaring og viden i huset.
AT VÆRE ANSAT OG I OPLÆRING
Arbejdstid og fleksibilitet
- Du arbejder 37 timer om ugen. Nogle af timerne er til vejledning og forberedelse. 32 timer er skemalagt med børn og 5 timer er til vejledning samt forberedelse. Som udgangspunkt foregår forberedelsen på arbejdsstedet.
- Du skal kunne arbejde inden for institutionens åbningstider.
- Din arbejdsplan laves lokalt på stedet.
- Der er mødepligt til personalemøder, som kan ligge uden for almindelig arbejdstid.
- Nogle tider kan blive ændret ved fx sygdom. Fleksibilitet er en vigtig del af arbejdet i en daginstitution.
Ferie og fravær
- Du holder ferie i institutionens lukkedage og planlagte ferieperioder.
- Ved sygdom og fravær skal du give institutionen og Dagtilbudsafdelingen besked. Send en mail til Carina Søndergaard Nielsen cnnno@vejle.dk
- Hvis du er syg 3 gange indenfor en periode på 6 måneder, vil du blive indkaldt til en sygesamtale med Lisbeth Overgaard Friis i Vejle Kommune.
Samarbejde og arbejdsmiljø
- Du er med til at skabe en god hverdag for både børn og kolleger.
- Brug de hjælpemidler, der er i institutionen (fx hæve/sænkepusleborde).
- Hjælp børnene til at være selvhjulpne – ikke gøre det hele for dem.
- Vær opmærksom på god hygiejne og sikkerhed.
Rollemodel og ansvar
Som elev er du også en rollemodel for børnene. Det betyder fx:
- Vær opmærksom på dit sprog, din påklædning og din opførsel
- Vær til stede, engageret og vis interesse for det faglige arbejde
Rygning
Det er ikke tilladt at ryge i arbejdstiden.
ELEV I VEJLE KOMMUNE
Når du er elev i Vejle Kommune er vi optaget af din trivsel og læring, men vi har også forventninger til dig:
- Vi forventer du er engageret i din uddannelse.
- Vi forventer du er engageret i at medskabe gode pædagogiske miljøer for børnene.
- Vi forventer du bidrager positivt til en positiv kultur og et godt arbejdsmiljø.
Vi ved, at når man er elev, så er man i en proces, hvor man skal lære nyt. Så vi forventer ikke, at I kan det hele, når I starter i oplæring. Men vi forventer at du har lyst til at lære.
PRAKTISKE OPLYSNINGER
Transport
Når du er i oplæring:
Du får ikke transportgodtgørelse fra kommunen, men du kan få befordringsfradrag via din årsopgørelse hos SKAT.
- Du skal selv indberette transporten til SKAT.
- De første 24 km pr. dag giver ikke fradrag (generel regel).
- Tjek SKAT.dk for beregning og regler.
Når du er på skole:
Vejle Kommune dækker billigste transportudgift mellem din bopæl og skolen.
- Kommunen får automatisk besked om dine skoledage.
- Du får pengene udbetalt via din løn – du skal ikke selv gøre noget.
Spørgsmål om transport?
Kontakt din vejleder eller skriv til: Carina Søndergaard Nielsen cnnno@vejle.dk
Har du spørgsmål, så spørg din vejleder – eller kontakt os i forvaltningen:
Børne- og Unge Forvaltningen
Lisbeth Overgaard Friis
Mail lisof@vejle.dk
Tlf. 21 51 17 53
Vi glæder os til samarbejdet med dig!
Velkomstfolder - til print
Kontakt
Lisbeth Overgaard Friis
Konsulent for uddannelse og kompetenceudvikling
Dagtilbudsadministrationen