Tandlæge med mulighed for ledelsesfunktion i Voksentandplejen

Vil du gøre en forskel for samfundets mest sårbare borgere – og arbejde i en moderne klinik med dygtige kolleger og god trivsel?
Vi søger to tandlæger til voksentandplejen – én med afdelingslederfunktion.
Om jobbet
Vi har to spændende stillinger ledige i vores voksentandpleje, hvor vi arbejder med specialtandpleje, omsorgstandpleje og socialtandpleje. Her behandler vi borgere med fysiske og psykiske handicap, ældre med særlige behov og socialt udsatte, som ikke kan benytte det almindelige tandplejetilbud.
Vi er et fagligt stærkt og engageret team, der arbejder tæt sammen om at skabe det bedst mulige tandplejetilbud. Kollegial sparring og backup er en selvfølge hos os.
Stillingen som tandlæge
Som tandlæge i voksentandplejen får du en meningsfuld hverdag, hvor din indsats gør en reel forskel for vores brugere. Arbejdet kræver:
- Rummelighed, tålmodighed og empati
- Stor faglig indsigt og evne til at tilpasse behandlinger til den enkelte
- Lyst til at indgå i et tæt samarbejde med kolleger og eksterne samarbejdspartnere
Du bliver en del af et team, hvor faglighed og fællesskab går hånd i hånd, og hvor du altid har mulighed for sparring og støtte.
Stillingen som afdelingstandlæge
Som afdelingstandlæge kombinerer du klinisk arbejde 3-4 dage om ugen med ledelsesopgaver. Du får ansvar for:
- Personaleledelse af afdelingens 7 medarbejdere
- Fokus på arbejdsmiljø, trivsel og faglig udvikling
- Tværfagligt samarbejde med plejecentre, bosteder og andre aktører
Du er med til at planlægge og strukturere tandplejetilbuddet og bidrager aktivt til udviklingen af afdelingen. Du får mulighed for at sætte dit præg på:
- Hvilke faglige indsatser vi prioriterer
- Hvilke medarbejderkompetencer vi skal udvikle
- Hvordan vi bedst bruger vores ressourcer for at styrke tandsundheden
Som afdelingstandlæge bliver du en del af Tandplejens ledergruppe, som består af overtandlægen og tre øvrige afdelingstandlæger. Her vægter vi samarbejde, fælles ansvar og helhedstænkning højt.
Ledererfaring er ikke et krav – vi sørger for god introduktion og støtte.
Om os
Tandplejen i Vejle Kommune omfatter børne- og ungetandpleje, tandregulering og voksentandpleje – i alt ca. 105 medarbejdere.
Voksentandplejen har:
- Ca. 650 patienter i Specialtandplejen
- Ca. 650 patienter i Omsorgstandplejen
- Ca. 300 aftaler årligt i Socialtandplejen
- Ca. 30 narkosedage om året, hvor vi arbejder parallelt på to klinikker i samarbejde med Børne- og Ungetandplejen
Vi holder til i Sundhedshus Vejle med moderne klinikfaciliteter og avanceret udstyr – bl.a. mikroskoper, digitale aftryk og CBCT-scanner. Vi følger med i den teknologiske og faglige udvikling og afprøver gerne nye idéer og arbejdsgange.
Vi prioriterer faglig kompetenceudvikling – og tilbyder også lederuddannelse, hvis du har en ledelsesfunktion.
Vores patienter er forskellige, og vi tilpasser behandlingerne til den enkeltes behov og formåen. Vi lægger vægt på tryghed, kvalitet og dialog – både med patienter og samarbejdspartnere.
Vi har et godt arbejdsmiljø med fokus på tillid, rummelighed og psykologisk tryghed. Her er plads til forskellighed, faglig nysgerrighed og gode grin. Vi har fælles temadage og sociale arrangementer på tværs af Tandplejens afdelinger.
Ledergruppen arbejder tæt sammen og har et fælles ansvar for at skabe en arbejdsplads, hvor medarbejderne trives og har gode rammer for at lykkes.
“Folk vil gerne hinanden. Vi er meget forskellige i forhold til alder og baggrund, men folk er søde og får tingene til at fungere i fællesskab. Jeg plejer at sige til nye kolleger, at de er kommet til verdens bedste arbejdsplads.”– Medarbejder i Tandplejen
Vi tilbyder dig
- En arbejdsplads med høj faglighed og stærkt kollegialt fællesskab
- En varieret og meningsfuld hverdag
- Mulighed for faglig og personlig udvikling
- Moderne faciliteter og teknologisk udstyr
- Lederuddannelse og støtte, hvis du har ledelsesfunktion
Ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst.
Vi vil gerne høre fra dig, uanset om du ønsker at arbejde på fuld tid eller deltid.
Ansøgningsfrist
10. september 2025
Hvis du har lyst, må du gerne sende en kort videopræsentation af dig selv sammen med din ansøgning.
Samtaler forventes afholdt den 18. september 2025.
Har du lyst til at vide mere, er du velkommen til at kontakte
Overtandlæge Heidi Roed Breuning 23 65 67 90, herbr@vejle.dk
eller afdelingstandlæge Simone Hougaard Pedersen på 23 65 67 91, shped@vejle.dk
Profilanalyse
Vi benytter personprofilanalyse i forbindelse med lederansættelsen.
Attester
Vi indhenter børneattest med samtykke.
Send din ansøgning
Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.
Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.
Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post.
Vejle Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.
Overvejer du at flytte til Vejle? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på www.vejle.dk/tilflytter.