Trafik i Vejle før og under Landsstævnet

Cirka 50.000 deltagere, borgere og gæster finder vej til Vejle i landsstævneugen.

 

Se hvad det betyder for trafikken i og omkring byen.

Kolonihaver i Vejle Kommune

I Vejle Kommune er der knap 1.000 kolonihaver, hvoraf næsten halvdelen er ejet af kommunen. Læs mere om dem her.

Du må kun bruge din kolonihave til fritid. Det vil sige rekreation og have. Du må ikke bruge dit kolonihavehus som bolig. Hvis du har registreret din folkeregisteradresse i din kolonihave, er det ikke ensbetydende med, at du må bruge kolonihaven til helårsbolig.

Fra den 1. april til den 30. september må du gerne overnatte i din kolonihave. Uden for sæsonen fra den 1. oktober til den 31. marts må du kun overnatte i weekender, kortvarige ferier og lignende.

Hvordan kommer jeg på venteliste?

Hvis du ønsker at leje én af de kommunalt ejede kolonihaver i Engene eller Nørreskoven, kan du kontakte Vejle Kommunes ejendomsadministration. Du finder kontraktinformationer nederst på siden. 

For de øvrige kolonihaver, både de kommunalt ejede og de private, skal du kontakte de enkelte foreninger direkte, hvis du har spørgsmål til indmeldelse, ventelister eller lignende. Selvom Vejle Kommune ejer nogle af kolonihaverne, har vi ikke noget at gøre med den daglige drift.

Herunder kan du se en liste over alle kolonihaver og kolonihaveforeninger i kommunen. Der er både kommunale haveforeninger og private haveforeninger. Der er også havelodder, som ikke er organiseret i en haveforening, men som er privatejede:

Hvilke regler gælder for mit kolonihavehus og småhusbyggeri?

Der findes ikke samme regler for at bygge kolonihavehuse som for anden fast ejendom. Alle kolonihaveområder i Vejle Kommune er omfattet af en lokalplan. Lokalplanen stiller krav til dit kolonihavehus eller småbygninger. Husk at gennemlæse den lokalplan, der er gældende for det område, du har kolonihave i. Og vær opmærksom på, at din haveforening kan have særskilte og strengere regler end lokalplanen. 

Vejle Kommune administrerer kun forhold, der er omfattet i lokalplanerne.

Hvis du er i tvivl, om dit kolonihavehus eller småbygning overholder lokalplanens bestemmelser, er det en god ide at inddrage kommunen. Har du spørgsmål vedrørende regler og lovgivning, kan du kontakte Vejle Kommune: tlf. 76 81 22 30 eller på e-mail: kolonihaveteam@vejle.dk

Hvad med nybyggeri?

Når du skal søge om at bygge eller ændre dit kolonihavehus eller småbygninger, skal du starte med at kontakte bestyrelsen i din kolonihaveforening for en indledende snak.

Du skal ikke have en byggetilladelse til byggeri i din kolonihave, men du skal altid overholde lokalplanens krav, når du bygger eller ændrer på bygningerne i din kolonihave.

Selvom du ikke skal søge byggetilladelse, er der krav til fire hovedområder i bygningsreglement 2018 (BR18), som du skal overholde i henhold til BR18, §6, stk. 5: afløbsinstallationer, energiforsyningsanlæg, vandinstallationer og røgalarmanlæg. Det kan du læse mere om ved at trykke her.

Kolonihavehuse med strømforsyning udføres med røgalarmanlæg. Kolonihavehuse uden strømforsyning udføres med batteridrevet røgalarmer.

Du kan klikke på kortet og få informationer om haveforeningen, og hvor du kan henvende dig og få oplyst, hvilken lokalplan der gælder for kolonihaveområdet:

Lovliggørelse af kolonihaverne

Vi har kørt en længere proces med vedtagelse af ti lokalplaner og undervejs været i dialog med bestyrelserne fra foreningerne, som er blevet orienteret om de forskellige skridt i processen.

Senest har vi fået en professionel landmåler til at måle alle kommunens havelodder op, så vi har faktuelle data til brug i lovliggørelsesprocessen.

Lokalplanerne for kolonihaverne har tidssvarende og enkle rammer, der regulerer anvendelse, bebyggelse og miljøforhold, således kolonihaveområderne bevares og udvikles i overensstemmelse med kolonihaveloven.

Med vedtagelsen af lokalplanerne er det både blevet nemmere at bygge nyt, og hvis man ønsker at ændre på eksisterende bebyggelse. Man skal ikke søge en byggetilladelse, men sørge for at opfylde lokalplanens krav til byggeriet.

Du kan læse flere spørgsmål om indsatsen herunder:

Hvad kommer der til at ske?

Første skridt i lovliggørelsesprocessen er, at du som er ejer af bygningen, og hvis der er en anden ejer af havelodden, vil modtage et partshøringsbrev, hvor du kan se, hvad der er opmålt på din havelod, og hvilke eventuelle overskridelser der er konstateret.

Jeg har overtaget kolonihavehuset fra en anden person, som har bygget det – er det så stadig mit ansvar?

Ja, ansvaret påhviler den til enhver tid værende ejer, når vi taler om ansvaret i forhold til myndigheden.

Kan jeg forvente at få en dispensation til at beholde mit byggeri?

Det er en konkret skønsmæssig vurdering i hver enkelt sag. Du kan søge om dispensation fra lokalplanen, men praksis er restriktiv. Du skal ikke generelt forvente at kunne få dispensation herunder, særligt ikke hvis der er tale om en større overskridelse, og hvis lokalplanens afstandskrav ikke overholdes.

Hvis du mener, at der er grundlag for, at du kan få en dispensation, kan du sende en begrundet ansøgning gennem kolonihaveforeningen. Haveforeningen sender din ansøgning til kommunen sammen med haveforeningens bemærkninger.

Får jeg en bøde, hvis jeg har bygget for meget, og hvad er den på?

Du får ikke en bøde, hvis du vælger at samarbejde med os om at få forholdet lovliggjort. Hvis du derimod ikke reagerer på forvaltningens breve eller eventuelle påbud, kan du risikere, at du bliver politianmeldt, og det vil normalt være forbundet med en bødestraf.

Ofte stillede spørgsmål og svar

Kontakt Projektlederen for Kolonihaver

Kontakt Ejendomsadministrationen