start på hovedindhold

Bliv frivillig Peer-mentor

Er du psykisk sårbar, eller har du haft et misbrug og været ude af det i mindst 1 år, så er det måske noget for dig at blive frivillig Peer-mentor.

Hvad betyder det at være Peer-mentor?

I Recovery College har vi vores eget frivillige Peer-mentorkorps. Du kan blive mentor i enten Peer-to-peer for mennesker med psykisk sårbarhed eller Peer-fællesskabet for mennesker, der er kommet ud af et misbrug. 

For at blive Peer-mentor skal du have gennemført vores mentoruddannelse.

Hvad er Peer-mentoruddannelsen?

Peer-mentoruddannelsen er for dig, der er nået så langt i din egen recovery proces, at du både har ressourcer og reflektionsevner til at støtte og give håb for andre. Uddannelsen til Peer-mentor er et undervisningsforløb på otte gange á fire timer over fire måneder.

Temaerne er bl.a. Recovery, kommunikation, relationskompetencer og samtaleteknikker.

Næste undervisningsforløb i efteråret 2026 er kl.10.00 - 14.00 på følgende datoer:

  • Tirsdag d. 11. august 2026
  • Tirsdag d. 25. august 2026
  • Tirsdag d. 8. september 2026
  • Tirsdag d. 22. september 2026
  • Tirsdag d. 6. oktober 2026
  • Tirsdag d. 20. oktober 2026
  • Tirsdag d. 3. november 2026
  • Tirsdag d. 17. november 2026

Hvad indebærer det at være Peer-mentor?

Som mentor kan dine opgaver være:

  • Én-til-én match, hvor du er mentor for en peer i en afgrænset periode (seks måneder)
  • Cafévært i vores caféfællesskaber
  • Medunderviser eller oplægsholder i Recovery College, hvor vi tilbyder kurser og temadage

Du bliver en del af Peer-mentorkorpset, hvor vi mødes hver anden måned til gruppesupervision og sparring.

Hvad får du ud af at være Peer-mentor?

  • Mulighed for at bruge dine egne livserfaringer på en positiv måde
  • Du bliver en del af et spændende fællesskab med andre frivillige mentorer
  • Energi og engagement i at støtte andre mennesker i deres Recovery
  • Du bliver ved med at udvikle dig som menneske