Jobafklaring
Hvis du er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom og dine sygedagpenge ikke kan forlænges, skal kommunen beslutte, om du kan få et jobafklaringsforløb.
Hvad er et jobafklaringsforløb?
Et jobafklaringsforløb skal være med til at hjælpe dig med at komme tilbage på arbejdsmarkedet og tager udgangspunkt i dine forudsætninger og behov. Forløbet er derfor individuelt tilpasset.
Et fælles udgangspunkt er dog, at dine sygedagpenge ikke kan forlænges efter de 22 uger, og at du er uarbejdsdygtig.
Vi lægger en plan sammen med dig
Når du overgår til jobafklaringsforløb, skal du sammen med din beskæftigelsesrådgiver lægge en plan for, hvilken indsats og støtte, der er relevant for dig i dit jobafklaringsforløb.
Vi vurderer løbende, om du skal fortsætte i jobafklaringsforløb - med udgangspunkt i dine helbredsmæssige oplysninger, dine egne oplysninger samt dine muligheder for at stå til rådighed på arbejdsmarkedet.
I jobafklaringsforløbet får du således en individuelt tilpasset indsats, som tager udgangspunkt i dine forudsætninger, behov og dit helbred. Målet er, at du hurtigst muligt kommer tilbage til arbejdsmarkedet.
Hvis du er i et ansættelsesforhold, tilrettelægges jobafklaringsforløbet så du hurtigst muligt kan vende tilbage til dit job. Her kan din arbejdsgiver blive inddraget.