
Velkommen til Plejecenter Hejlskov
Med Egtveds skønne natur, sansehave og et opvarmet orangeri, er der mange muligheder for en spændende hverdag på Plejecenter Hejlskov.
Det særlige ved Hejlskov
Centret ligger lige op til skov og sø i udkanten af Egtved, hvor vi har rig mulighed for at nyde den skønne natur, vi er omgivet af.
Ud over skoven har vi en dejlig sansehave, der flittigt benyttes til hygge og arrangementer, og hvor ponyer går frit om sommeren. De flisebelagte stier er perfekte til små gåture, og de store terrasser og det opvarmede orangeri giver mulighed for at nyde det flotte haveanlæg året rundt.
Hejlskov er afgrænset af et hegn, der sikrer, at alle kan færdes trygt og frit i den smukke sansehave.
Hejlskov består af fem fritliggende huse, som er indrettet med køkken-alrum, opholdsstue og ti lejligheder. Hvert hus er derfor en selvstændig og overskuelig mindre enhed, hvortil der er knyttet en fast stab af personale.
Når du flytter ind, får du tilknyttet to kontaktpersoner, som er din primære kontakt – også til din familie. Du vil uden tvivl også komme til at føle en nær tilknytning til det øvrige personale i huset.
Vi fokuserer på selvbestemmelse og medindflydelse på beslutninger i det enkelte hus, så vidt det er praktisk og økonomisk muligt.
Det ene af de fem huse er en skærmet enhed til borgere med demenslidelse.
Vi lægger vægt på, at personalet i samarbejde med beboerne varetager almindelige daglige gøremål som for eksempel madlavning, tøjvask, rengøring, tømme postkasse osv. Det sker kun i det omfang, den enkelte beboer magter og ønsker det. Der er således mulighed for at kunne bo individuelt, suppleret med livet i fællesskabet.
På Hejlskov sætter vi en ære i at samarbejde på tværs af generationer. Det betyder, at vi ofte har besøg af- og fejrer forskellige begivenheder med både den lokale børnehave og skolen. Der er ungarbejdere mellem 14-17 år ansat, som har til primær opgave at sørge for stjernestunder til beboerne - på beboernes præmisser. Generelt arbejder vi med det formål, at alle skal have en følelse af, at livet skal være værd at leve – hele livet!
På Hejlskov er der plads til både 2-benede som 4-benede, hvorfor der også er mulighed for, at din dyreven kan flytte med dig, når du flytter ind hos os. Du skal dog selv være i stand til at passe dit dyr på forsvarlig vis. Aftale om at tage dyr med på Hejlskov, sker altid i dialog med og accept fra ledelsen.
Aktiviteter på Hejlskov
Ugentlige
- Stolegymnastik i centerbygningen v. fysioterapeut
- Strikkeklub/læseklub v. frivillige
- DameGodt (en klub kun for damer) v. fysioterapeut
- HerreGodt (en klub kun for mænd) v. fysioterapeut
- Hver anden torsdag sang eller anden underholdning i centerbygningen
Andre begivenheder/arrangementer:
- Gudstjeneste én gang om måneden
- Underholdning v/Hejlskovs Venner ca. fire gange årligt
- Sommerhustur én gang om året
- Fastelavn med tøndeslagning
- Generalforsamling i Venneforeningen
- Forårsfest
- Påske - æggejagt m. børnehaven
- Sct. Hans
- Sensommerfest
- Åbent hus
- Den 1. søndag i Advent er der julepyntning i beboernes lejligheder, og Vejen Garden kommer forbi og spiller dejlig julemusik
- Julegudstjeneste
Desuden får vi blandt andet besøg af Max Mortensen, som sælger undertøj, sengetøj og diverse tekstiler, og Astrids Tøj, som sælger tøj.
Mærkedage og højtider markeres på forskellig vis fortrinsvis ude i de små enheder.
Plejecenter Hejlskov ligger i rolige omgivelser med børnehave, skov, sø og skønt haveanlæg som nærmeste naboer
Boligerne på Hejlskov
Plejecenter Hejlskov er bygget i 2005/2006 og rummer i alt 50 lyse lejligheder fordelt på 5 huse. Alle lejligheder er ens i indretning og har en størrelse på hver 44 m2. Derudover har man 20 m2 i fællesarealerne.
I hver lejlighed er der opholdsrum med soveplads, tekøkken, badeværelse og en lille terrasse.
I alle lejligheder er der klædeskabe som kan flyttes, skabe på badeværelset og skinner til loftlift.
Ud over de 5 bo-enheder, er der også en centerbygning. I Centerbygningen har leder, planlægger, sygeplejersker og terapeut kontor. Hjemmeplejen, vaskeriet, køkken samt træningsfaciliteter findes ligeledes i centerbygningen.
Spisestuen i Centerbygningen kan lånes gratis af beboerne i husene til arrangementer (fødselsdage og andre mærkedage) i weekender og på hverdage efter kl. 16.00.
Nøgler
Der udleveres 4 nøgler, som passer til hoveddør, aflåst skab, teknik skab og postkasse.
Der udleveres en nøglebrik, som kun passer til beboerens lejlighed og yderdørene i huset.
Personalet har adgang med universalnøgle til hele huset.
Når du flytter ind på plejecentret
Frivillighed
På Hejlskov har vi en meget aktiv og velfungerende venneforening, og vi opfordrer pårørende til at være medlem af foreningen. Kontingent er p.t. kr. 100,00 årligt.
Venneforeningens pjece udleveres ved indflytningssamtale.
Husavis
Husavisen Agern udkommer én gang om måneden dog ikke i juli og januar. Avisens formål er bl.a. at informere om kommende aktiviteter, mærkedage på Hejlskov og forskellige indlæg.
Nyindflyttede beboere bliver interviewet ved indflytning og artiklen med et billede af beboeren sættes i Agern (hvis dette ønskes).
Alle er velkomne til at komme med indlæg.
Pårørende har mulighed for at få avisen sendt med posten (pris kr. 20,00) eller via mail. Besked til jybja@vejle.dk
Læs om nogle af vores aktiviteter, hvor frivillige spiller en vigtig rolle her:
- Gå- og cykelture med beboerne
- Køreture i bussen
- Hjælpende hånd ved vores fester
- Kreative aktiviteter med beboerne
- Dansepartner
- Tid til at snakke og lytte
- Læse avis for beboerne
- Banko og meget mere
Brugerrådet
Opgaver:
- Fungerer som talerør for beboerne i alle spørgsmål af fælles interesse
- Samarbejder med Venneforeningen omkring arrangementer
- Kommer med forslag til tilrettelæggelse af Hejlskovs hverdag
- Referat af møderne kan læses i Husavisen Agern
- Pårørende kan altid henvende sig til brugerbestyrelsen og centerleder
Brugerbestyrelsens sammensætning:
- 2-3 pårørende, som repræsenterer hver sit hus.
- 2-3 beboer/dagbrugere
- 1 medarbejder
- Centerlederen
- 1 frivillig
- Ældrerådsrepræsentant
Vi sætter stor pris på alle frivillige tiltag og gør meget for, at alle har en god oplevelse ved at hjælpe i hverdagen på vores plejehjem.
Værd at vide




