
Om Skolesundhedspleje
Sundhedsplejen tilbyder undersøgelser og sundhedssamtaler til alle skolebørn fra 0.–9. klasse. Sundhedsplejersken deltager i det generelle sundhedsfremmende arbejde på skolen og arbejder tæt sammen med skolens lærere og børnenes forældre.
Alle skoler i Vejle Kommune inklusiv specialskoleafdelinger har tilknyttet en sundhedsplejerske.
Sundhedsplejens opgaver sammen med skolebarnet:
- At støtte det enkelte barn, så det selv ved, hvad der er sundt og dermed får mulighed for et godt liv
- At rådgive forældre og børn om sundhed og sygdom
- At opdage manglende trivsel hos barnet og tale med forældrene herom
- At foreslå hjælp og støtte, hvis der er et behov og måske inddrage andre samarbejdspartnere
Formålet med skolesundhedspleje er at medvirke til, at børn og unge får en sund opvækst. Det giver gode forudsætninger for en sund voksentilværelse.