Dine rettigheder
Du har bla. ret til aktindsigt og at skifte til privat tandlæge med tilskud. Læs om dine rettigheder her.
Du kan frit vælge, om du vil benytte dig af den kommunale tandpleje eller af en privat tandlæge.
Vælger du at skifte fra kommunal til privat tandlæge, kan du få tilskud til din behandling.
Du har ret til at få aktindsigt i din patientjournal.
Du har også ret til på en let forståelig måde at få besked om, hvilke oplysninger, der behandles i manuelle patientjournaler og lignende, formålet med behandlingen af oplysningerne, kategorierne af modtagere af oplysningerne og tilgængelig information om, hvor oplysningerne stammer fra.
Ønsker du aktindsigt i din patientjournal, skal du kontakte tandplejen.
Når du er under 15 år, er det forældremyndighedens indehaver som skal give samtykke til at vi kan behandle dig. Du bliver efter omstændighederne informeret og inddraget i drøftelserne af din behandling.
Tandplejen kan på baggrund af et generelt, udtrykkeligt samtykke fra forældremyndighedens indehaver gennemføre fluorbehandlinger og røntgenundersøgelser.
Tandplejen kan uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver:
- Indkalde dig til undersøgelse
- Undersøge dig uden brug af røntgen
- Instruere i god mundhygiejne
- Pudse og rense tænder
Hvis du er mellem 15-17 år, kan du selv give informeret samtykke til at vi må behandle dig, men indehaveren af forældremyndigheden skal også informeres og inddrages i din stillingtagen.
Hvis du er over 18 år, kan du selv give informeret samtykke til, at vi må behandle dig.
Har du haft en dårlig oplevelse, eller er du ikke tilfreds med din behandling, så kan du klage.
For at sikre et godt samarbejde med børn og forældre og en smidig arbejdsgang for tandplejen, arbejder vi ud fra Sundheds- og Ældreministeriets bekendtgørelse om samtykke til behandling af børn og unge ved den kommunale tandpleje.
Vi kan uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver:
- Indkalde børn i klassen til undersøgelse.
- Foretage undersøgelser uden brug af røntgen.
- Give mundhygiejneinstruktion.
- Foretage afpudsning og tandrensning.
Vi kan på baggrund af et generelt, udtrykkeligt samtykke fra forældrene gennemføre
- fluoridbehandlinger,
- røntgenundersøgelser og
- lakforseglinger.
At samtykke gives generelt til behandlinger betyder, at I som forældre samtykker til at få foretaget f.eks. fluoridpensling af tænder før første behandling og samtidig samtykker til nødvendige efterfølgende fluoridbehandlinger.
Behandling med fluorid
Fluoridbehandlinger, anvendes til at standse udviklingen af begyndende huller i tænderne.
Hvis der ikke foretages fluoridbehandling af tænder på børn i høj risiko for at få huller eller har begyndende huller, vil udviklingen af huller fortsætte. Der er ingen risiko for komplikationer.
Der findes forskellige fluoridbehandlingsmetoder, så det er meget få børn, der ikke kan fluoridbehandles.
Undersøgelse med røntgen
Røntgenundersøgelser, der anvendes som hjælpemiddel ved tandundersøgelser og til kontrol af sygdomsudvikling mv.
Hvis der ikke tages røntgenbilleder ved behov, vil der være huller eller andet, der ikke opdages. Der er ingen risiko for komplikationer.
Den anvendte røntgendosis til et lille røntgenbillede svarer til ca. 1/5 af den gennemsnitlige baggrundsdosis på en dag. Et oversigtsbillede af alle tænder svarer til en dags baggrundsstråling.
Lakforsegling
Lakforsegling er er en behandling, der giver kindtænderne en ekstra beskyttelse mod huller.
Kindtænderne har furer på tyggefladen, som kan være så dybe, at de er svære at holde rene.
Hvis bakteriebelægningerne får lov til at ligge i fred i disse furer, er der stor risiko for at få huller.
Med lakforseglingen lukkes furerne med en speciel plastlak, så bakterierne ikke kan trænge ind. Tyggefladen bliver jævn og glat i bunden af furen, så den er nemmere at holde ren.
Lakforsegling kan også anvendes til behandling af et begyndende hul på tyggefladen. Her forsegler plastlakken det begyndende hul, således at hullet ikke bliver større.
Lakforseglingen holder som regel i mange år, men er nem at reparere eller forny, hvis der er behov for det.
Ovennævnte behandlinger udføres af autoriserede tandlæger og tandplejere, men kan også være uddelegeret til uddannede og erfarne klinikassistenter.
Vi vil derfor bede jer forholde jer til det generelle samtykke omkring fluoridbehandlinger, røntgenundersøgelser og lakforseglinger. Samtykket kan gives mundtligt eller telefonisk, og kan til hver en tid tilbagekaldes.
Øvrige behandlinger
Tandplejen skal indhente samtykke til alle øvrige tandbehandlinger. Der skal gives en fyldestgørende og forståelig information, før samtykke gives af forældrene til behandlingen.
Gældende og anvendte regler
- Sundhedsloven (LBK nr. 1011 af 17/06/2023)
- Bekendtgørelse om tandpleje (BKG nr. 959 af 14/06/2022)
- Vejledning om den kommunale tandpleje - vejledning for omfanget af og kravene til den kommunale tandpleje (VEJ nr. 9660 af 29/09/2020)