start på hovedindhold

I Vinding deler de bøger og læseoplevelser

Med bøger egen bogreol og genbrug har Käthe Bredlund Pedersen startet et lokalt delefællesskab ved Vindinggård Centret.

En mand og en kvinde står foran et bogskab, der hænger på en murstensvæg. De holder hver sin bog.
Käthe Bredlund Pedersen og Rasmus Juul Hansen foran bogskabet, hvor princippet er enkelt: tag en bog og giv en videre.

Käthe Bredlund Pedersen læser i gennemsnit to til tre bøger om ugen. Det kan mærkes hjemme i Mølholm, hvor bogreolen hurtigt bliver fyldt, og pladsen er begrænset. Derfor bruger hun flittigt Vejle Bibliotekerne og finder også ofte bøger i Butikken på RessourceCenter Vejle.

I flere år har hun haft gode erfaringer med bogskabe rundt omkring i byen - små delefællesskaber, hvor princippet er enkelt: Man tager en bog og giver en videre, så oplevelserne kan vandre fra hånd til hånd. Netop den måde at dele på inspirerede hende til at skabe et lignende sted tættere på hjemmet.

Fra tanke til træ og skruer

Idéen fik hurtigt ben at gå på. Gennem sit netværk fik Käthe kontakt til Syddansk Erhvervsskoles tømrer- og snedkerafdeling, som gerne ville bygge et nyt bogskab af overskudstræ.

Så manglede hun bare det rette sted.

Det fandt hun lidt tilfældigt, da hun en dag kom forbi Vindinggård Centret og faldt i snak med Rasmus Juul Hansen, som ejer Vinding Cykelcenter.

- Der er ret god trafik omkring centret, så det virkede som et oplagt sted. Og da jeg først havde forklaret idéen, var Rasmus hurtigt med, siger Käthe Bredlund Pedersen.

Sammen fandt de hurtigt en konkret løsning både i forhold til placering og de praktiske rammer omkring skabet.

- Jeg synes det er en rigtig god idé. Vi vil gerne lægge væg til og jeg synes, vi har fundet et godt spot, hvor skabet hænger i læ, siger Rasmus Juul Hansen. 

Klar til nye læseoplevelser

Bogskabet blev sat op i slutningen af marts, og Käthe Bredlund Pedersen har sørget for en god start.

Hylderne er fyldt med en blanding af krimier, romaner, kogebøger og bøger til både børn og unge. Nogle er fundet på RessourceCenter Vejle, andre kommer fra hendes egen bogreol.

Tanken er, at bogskabet på sigt skal passe sig selv. For at det kan lade sig gøre, kræver det, at man ikke kun tager, men også giver. Derfor håber Käthe, at brugerne husker at aflevere en bog igen. Ikke nødvendigvis samme dag, men næste gang de har mulighed for det.

- Mit håb er, at skabet kan komme til at leve sit eget liv. For at deleskabet skal kunne fungere, skal man jo både give og tage, siger hun.

Hun glæder sig allerede til at kigge forbi igen - måske er der dukket en ny læseoplevelse op i mellemtiden.

Jeg kommer også til at holde lidt øje med, om der er nok bøger på hylderne. Man har jo ikke altid lige en bog i tasken, man kan give videre, så der kan godt blive lidt tomt på hylderne fra tid til anden, men så fylder jeg gerne op igen, siger hun.

Kan deles på kryds og tværs

Allerede mens skabet blev gjort klar, stoppede de første nysgerrige forbipasserende op for at se nærmere på skabet. Det tager Käthe som et godt tegn.

- Jeg håber selvfølgelig, at der er mange, der kan få glæde af det, når de først opdager, at det er her, siger Käthe Bredlund Pedersen.

For nu er skabet i hvert fald fyldt op og klar til brug. Og planen er enkel: At bøgerne får lov at skifte hænder og at gode læseoplevelser kan blive delt på kryds og tværs. Et lille initiativ, der gør det nemt at være med i et delefællesskab - midt i hverdagen.