Afgrænsning af miljøvurderingens indhold for cykelsti langs Fårupvej ved Skovdallundvej, Jelling
Afgørelser og tilladelser
Jelling
28. april 2026
14. april 2026
Projektet
Vejle Kommune ønsker at anlægge en ca. 550 meter lang dobbeltrettet cykelsti langs vestsiden af Fårupvej ved Skovdallundvej syd for Jelling, for at skabe mere trygge og sikre forhold for cyklister.
Cykelstien er en forlængelse af cykelstien langs Fårupvej fra Jelling og går fra Fårupgårdvej til parkeringspladsen ved Fårup Sø lige syd for Skovdallundvej.
Ved Skovdallundvej etableres en hævet flade og hastigheden for bilisterne sænkes fra 60 km/t til 50 km/t således, at cyklisterne har bedre mulighed for at krydse vejen.
Cykelstien etableres med en bredde på 2,5 meter. Mod kørebanen etableres en skillerabat med skærver i en bredde på 1,0-1,5 meter, mens der mod ydersiden etableres en græsrabat på 1,0 meter mod skråningen. Der etableres skråninger mod terræn.
Der opsættes autoværn mellem cykelstien og skråningen langs store dele af skråningen.
Cykelstien vil ikke blive belyst.
Projektets anlægsperiode forventes at strække sig over 7-8 måneder fra forår til efterår.
Miljøvurdering
Bygherre har anmodet om, at projektet skal undergå en miljøvurdering (miljøkonsekvensrapport) jævnfør miljøvurderingslovens § 19, stk. 4, da anlægget findes på lovens bilag 10e) Bygning af veje, havne og havneanlæg, herunder fiskerihavne og 10g) Dæmninger og andre anlæg til opstuvning eller varig oplagring af vand.
En miljøvurdering beskriver projektets miljøpåvirkning i anlægs- og driftsfasen. Formålet er at beskrive projektets miljømæssige konsekvenser og mulige gener f.eks. for mennesker, natur, landskab og andre interesser i det åbne land.
Afgrænsning af miljøkonsekvensrapportens indhold
Vejle Kommune skal jævnfør miljøvurderingslovens § 23 foretage en afgrænsning af indholdet af miljørapporten/miljøkonsekvensrapporten, og om hvor omfattende og detaljerede oplysningerne i rapporten skal være i en afgrænsningsudtalelse til bygherre.
Vejle Kommune har foreløbigt vurderet, at miljøvurderingen af projektet, kan afgrænses til følgende miljøemner:
• Flora, fauna og biodiversitet:
o Natura 2000-områder. Cykelstien krydser gennem et Natura 2000-område med skovnaturtypen ”bøg på muld”, og der er en række bilag IV-arter. Der skal gennemføres en væsentlighedsvurdering.
o Bilag IV-arter. Indenfor en radius af 3 km er der fundet odder, birkemus, flere arter flagermus, stor vandsalamander og spidssnudet frø.
o Beskyttede naturtyper og arter. § 3 beskyttet natur i nærheden og i området. Skovdallund Møllebæk fungerer som recipient for overfladevand. Projektet er indenfor søbeskyttelseslinjen.
o Fredskov. Fredskov fældes, og der skal derfor etableres erstatningsskov.
• Vand
o Overfladevand. Ledes til Skovdallund Møllebæk via regnvandsbassin og efterfølgende tilledes til Grejs Å. Der skal vurderes på målsatte recipienter.
• Kulturarv og arkæologi
o Fredede fortidsminder. Der er hulvejsspor i området, der har ligget der i mere end 1000 år. Cykelstien går udenom, men tæt på sporene.
Du kan læse mere om indholdet af miljøkonsekvensrapporten her:
Udkastet til udtalelse om afgrænsningsnotat
Ansøgning fra bygherre her
Bemærkninger til afgrænsningen
Miljøvurderingsprocessen indledes med denne høring om indkaldelse af forslag til andre miljøemner, som bør indgå i den kommende miljøvurdering.
Det vurderes, at projektet ikke får væsentlig indvirkning på miljøet i en anden stat, og der fortages derfor ikke høring af miljøministeren om dette.
Du kan komme med forslag til emner til miljøvurderingen i en periode på 14 dage fra 14.04.2026 til 28.04.2026.
Du kan sende dit høringssvar til plan@vejle.dk eller Teknik & Miljø, Plan & Energi, Kirketorvet 22, 7100 Vejle, hvor spørgsmål også kan rettes til.
Den videre proces
Efter høringen vil der blive udarbejdet en miljøvurdering af projektet. Miljøkonsekvensrapporten vil blive sendt i offentlig høring i 30 dage, hvor der bliver mulighed for at komme med bemærkninger.

Figur 1: Foreløbig afgrænsning og situationsplan af projektet [Cowi]
