Forslag til lokalplan nr. 1378 Boligområde ved Ribevej og Mølkærvej, Ødsted og tillæg nr. 15
Boligområde ved Ribevej og Mølkærvej, Ødsted
Formålet med lokalplanen er at give mulighed for opførelse af lav boligbebyggelse i form af åben-lav (parcelhuse og kompaktparceller) og tæt-lav (rækkehuse). Formålet med lokalplanen er også at skabe et større udbud af mindre boliger i Ødsted, der hovedsageligt består af parcelhuse.
Formålet med tillægget er at lave en mindre udvidelse af ramme 24.B.8, for at skabe plads til en vejforbindelse til planområdets nordlige del.
Dine muligheder
Byrådet har den 03.12.2025 vedtaget forslag til lokalplan nr. 1378 Boligområde ved Ribevej og Mølkærvej, Ødsted og tillæg nr. 15 til Vejle Kommuneplan 2025-2037.
Du kan komme med idéer, bemærkninger og indsigelser i perioden fra mandag den 8. december 2025 til mandag den 2. februar 2026 kl. 15.00. Hvis indsigelsen også er på vegne af andre, skal du medsende fuldmagter. Bemærkninger og indsigelser sender du ved at klikke på knappen ”Afgiv høringssvar”. Du skal bruge MitID til login. Du kan også sende dit høringssvar til plan@vejle.dk eller Teknik & Miljø, Plan & Energi, Kirketorvet 22, 7100 Vejle.
Derefter tager byrådet endelig stilling til planerne.
Her kan du se planen/planerne
Hent lokalplanen
Hent tillægget
Hvis du ønsker at få planerne printet, kan du kontakte Teknik & Miljø, Kirketorvet 22, 7100 Vejle.
Lokalplanens foreløbige retsvirkning
Når lokalplanforslaget er offentliggjort, må ejendommene inden for området ikke bebygges eller udnyttes på en måde, der kan foregribe indholdet af lokalplanen.
Screening for miljøvurdering
Lokalplanens og tillæggets indvirkning på miljøet er screenet jævnfør miljøvurderingsloven. Vejle Kommune har vurderet, at planerne ikke har en væsentlig indvirkning på miljøet og derfor ikke skal miljøvurderes.
Fortidsminder
Der er kendskab til et enkelt fortidsminde i planområdet. I 1873 i planområdets nordlige del fundet 13 brudstykker af to bronzelurer. Det er museet vurdering, at der i planområdet som helhed er risiko for at finde fortidsminder. Derfor anbefales det, at der forud for jordarbejde foretages en arkæologisk forundersøgelse.
Kirkeomgivelser
Den nordlige del af planområdet ligger inden for fjernomgivelserne til Ødsted Kirke, men da området ligger bag eksisterende bebyggelse med tæt hegn omkring, vurderes ny lav bebyggelse ikke at påvirke udsigten til eller fra kirken.
Bevaringsværdigt landskab
Øst og syd for planområdet ligger et bevaringsværdigt landskab. Der udlægges en 15 meter bufferzone mod det bevaringsværdige landskab, hvor der ikke må opføres bebyggelse, så det vurderes, at der ikke sker væsentlig påvirkning.
Oversvømmelse og erosion
En del af kommuneplanrammen er særligt påvirket af vand eller vil påvirke nedstrømsliggende arealer. En del af kommuneplanrammen er særligt påvirket af vand eller vil påvirke nedstrømsliggende arealer. Der er udarbejdet et vandhåndteringsnotat, der viser, at der kan udlægges nødvendige arealer til håndtering af vand i området, eksempelvis som regnbede i en del af fællesarealerne.
§ 3 områder: Eng, hede, mose, overdrev, strandeng, sø og vandløb
Langs planområdets vestlige side ligger et bevaringsværdigt småbakket landskab i form af overdrev, lavninger og mindre landskabsrum omkranset af beplantning.
Lokalplanen stiller krav om, at der skal holdes en bufferzone hertil på minimum 15 meter, hvor der ikke må opføres bebyggelse. Det vurderes derfor, at der ikke vil ske væsentlig påvirkning af § 3 området.
Beskyttede sten- og jorddiger
Langs den vestlige afgrænsning af planområdets delområde 2 ligger et beskyttet dige.
Lokalplanen stiller krav om, at der skal holdes en afstand på minimum 5 meter til digefod, hvor der ikke på opføres bebyggelse. For at få vejadgang mellem lokalplanens delområde 1 og 2, er det nødvendigt at bryde igennem digets sydlige ende. Lokalplanen stiller krav om, at der skal søges tilladelse til et digegennembrug.
Økologisk forbindelse
Øst og syd for planområdet ligger en økologisk forbindelse. Der udlægges en 15 meter bufferzone mod det bevaringsværdige landskab, hvor der ikke må opføres bebyggelse. Zonen udlægges som fælles opholdsareal med spredt beplantning og sti og med forbindelse til øvrige fælles grønne arealer i lokalplanen. Det vurderes derfor, at lokalplanen ikke forringer dyre- og plantelivs spredningsmuligheder væsentligt.
Potentielle økologiske forbindelser
Det vurderes, at lokalplanen ikke hindrer dyr og planters bevægelighed i landskabet i den potentielle økologiske forbindelse, der ligger i lokalplanplanområdets vestlige del, idet der etableres forbindelser mellem de enkelte grønne arealer i området.
Særligt værdifulde naturområder
Øst og syd for planområdet ligger et særligt værdifuldt naturområde. Der udlægges en 15 meter bufferzone mod naturområdet, hvor der ikke må opføres bebyggelse. Zonen udlægges som fælles opholdsareal med spredt beplantning og sti. Det vurderes derfor, at der ikke sker væsentlig påvirkning af særligt værdifulde naturområder.
Områder med skovrejsning uønsket
Langs lokalplanens vestlige side ligger et område med uønsket skovrejsning, som enkelte steder ligger inden for lokalplanafgrænsningen. Det vurderes at være uvæsentligt, da lokalplanen ikke giver mulighed for at plante skov.
Naturområder
Øst og syd for planområdet ligger naturområder og potentielle naturområder. Der udlægges en 15 meter bufferzone mod disse områder, hvor der ikke må opføres bebyggelse. Zonen udlægges som fælles opholdsareal med spredt beplantning og sti. Ny beplantning på fællesarealer skal følge en planteliste med hjemmehørende arter, der kan fremme biodiversiteten. Det vurderes derfor, at der ikke sker væsentlig påvirkning af naturområder og potentielle naturområder.
Trafiksikkerhed
Den nuværende tilslutning mellem Mølkærvej og Ribevej ændres, således der kommer en venstresvingsbane på Ribevej ind til det nye boligområde med krydsningshelle for bløde trafikanter. Mølkærvej får et sving og tilsluttes den nye stamvej i stedet for Ribevej. Det vurderes, at dette giver god trafiksikkerhed og derfor vurderes ikke at være væsentligt.
Klagevejledning for screening for miljøvurdering
Du kan klage over afgørelsen til Planklagenævnet over retlige spørgsmål. Klagen skal du sende til Planklagenævnet via Klageportalen inden for 4 uger efter offentliggørelsen. Det koster et gebyr på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer at klage.
Du kan søge om at blive fritaget fra at bruge klageportalen ved at sende en begrundet anmodning til plan@vejle.dk eller Teknik & Miljø, Kirketorvet 22, 7100 Vejle. For oplysning om gebyr, og hvem der kan fritages for brug af Klageportalen, se Planklagenævnets hjemmeside.
Frist for indbringelse for domstolene er 6 måneder.
Undtagelse fra områdeklassificering
Al jord i byzone er som udgangspunkt klassificeret som lettere forurenet, men kan af kommunen undtages fra klassificeringen via Regulativ for Jord, hvis der er en rimelig grad af sikkerhed for, at et område generelt ikke er forurenet.
Området omfattet af lokalplanen vurderes at leve op til kriterierne for undtagelse fra områdeklassificeringen jævnfør jordforureningsloven. Regulativ for Jord agtes derved ændret således at området undtages fra områdeklassificeringen. Du kan læse mere og se regulativet på:
www.vejle.dk/områdeklassificering
Spørgsmål og høringssvar sendes til jordogvarme@vejle.dk.
Høringsfristen er den 05.01.2025.
Kortbilag

Oversigtskort

Oversigtskort
Høringssvar (2)
Lisbeth Gaardhøj
Kirkestien, 7100 Vejle
Tilføjelse
Nu hvor man ser på et stort og område, så kunne jeg ønske at der indtænkes cykelsti langs Ribevej, da der mangler en del forbi kroen på Ribevej.
Vigtigt med sikkerheden for de bløde trafikanter der vil komme til at krydse Ribevej fremadrettet fra området.
Dejligt at søen er indtegnet i projektet, det ser flot ud.
Jesper Duus
Ribevej, 7100 Vejle
Vejens udformning ift Ribevej
I forhold til det nye boligområde vest for Ribevej har vi følgende i forhold til vejens udformning af trafiksikkerhedsmæssige grunde.
VI har to forslag til vejens udformning.
1) i stedet for en venstresvingsbane bør der i stedet laves en rundkørsel på stedet. Det vil sikre en højere sikkerhed for alle trafikanter, der skal passere indfaldsvejen til det nye boligområde.
Begrundelsen for dette forslag er, at det er et meget trafikfarligt sving på Ribevej, hvor trafikanter ud af byen kører væsentlig over det tilladte/gennesnitshastigheden (kommunens egne målinger og politiets ATK målinger bekræfter dette.) vejbumbet på Ribevej vest for Mølkjær Kro, Ribevej 105 ses mest som en udfordring for visse trafikanter tiil at kunne holde den høje hastighed) Rundkørslen vil ikke fylde mere end den foreslåede løsning, da der alligevel skal være grønt område og ændret vejforløb for Mølkærvej.
2) skulle byrådet forkaste forslag 1 bør der som minimum anlægges en cykelsti vest for Ribevej ind mod det nye boligområde. Det vil være en fortsættelse af den eksisterende cykelsti på Ribevej i Ødsted der stopper ved Mølkærvej. Cykelstien bør anlægges og fortsætte langs Ribevej forbi Mølkjær Kro og ned indtil indkørslen ved Ribevej 107, hvor cyklister skal ledes over Ribevej ind på den eksisterende cykelsti.
Dette forslag beror på daglige observationer på Ribevej i cykelsæsonen, hvor området er et skattet område for Vejle borger/cykelentusiaster. Det er et væsentligt antal som køre på vejbanen og med den nye trafikafvikling på stedet vil det give mange trafikfarlige situationer. Derudover og mindst lige så væsentligt vil det give beboerne i det nye boligområde en mulighed for på en trafiksikker måde, at passere Ribevej trafiksikkerhedsmæssigt korrekt.
3) Der blev forespurgt om Ribevej 103 måtte laves til rækkehuse, men det kunne ikke lade sig gøre, at lede flere trafikanter ud på Ribevej - derfor vil det så afgjort også være til gene for Ribevej 103, at der bliver flere fra den anden side med venstresving og ikke en rundkørsel.