
1 mio. kr. skal sætte idéer til byjubilæet i gang
Hvordan skal Vejles 700-års byjubilæum fejres i 2027? Det spørgsmål sender Vejle Kommune nu videre til byen.
Pressemeddelelse
Kommunen åbner en jubilæumspulje med samlet 1 mio. kr. til borgere, foreninger, virksomheder og fællesskaber, der vil være med til at skabe jubilæumsåret.
Koncerter, kunst, fællesskaber, historiske fortællinger eller noget helt andet, som ingen endnu har tænkt?
Når Vejle fylder 700 år i 2027, ønsker Vejle Kommune at give plads til de initiativer, der vokser frem blandt mennesker, foreninger og virksomheder i byen.
Derfor åbner kommunen nu en byjubilæumspulje på samlet 1 mio. kr.
”Vi ønsker et jubilæum, som vejlenserne selv er med til at forme. Vejle består af mennesker med idéer, engagement og lyst til at skabe noget sammen, og det skal kunne mærkes, når byen fylder 700 år, siger borgmester Jens Ejner Christensen.
Allerede nu oplever Vejle Kommune interesse fra borgere og lokale aktører, som arbejder med idéer til jubilæumsåret.
Projektchef for Byjubilæet og DM i Skills, Mikkel Harritslev, siger:
“Vi hører allerede nu om alt fra koncerter og kreative projekter til mennesker, der vil samle flere omkring nye fællesskaber. Med puljerne håber vi, at vi kan få endnu flere til at tænke: Hvad kunne jeg egentlig godt tænke mig, der skete i Vejle i 2027?“
Tre muligheder for støtte
Den samlede pulje på 1 mio. kr. er fordelt på tre indsatser:
- Ungpuljen – for og med unge under 30 år
Puljen rummer samlet 100.000 kr. og støtter aktiviteter, der er målrettet unge. Projekter, hvor unge selv er en del af arrangørgruppen, bliver prioriteret. - Den gode idé – for ildsjæle og kreative kræfter
Her er der samlet afsat 400.000 kr. til gode idéer, der kan bidrage til jubilæumsåret. - De store oplevelser – der gør indtryk og engagerer byen
Puljen rummer 500.000 kr. til større projekter. Projekterne skal blandt andet have 50 procent egenfinansiering og være klar til at involvere andre lokale aktører.
Borgere, foreninger, organisationer, virksomheder, netværk og lokale fællesskaber kan søge støtte.
Jubilæet skal forbinde Vejles historie med fremtiden
Projekterne skal tage afsæt i mindst ét af de fire pejlemærker, som Vejle Kommune har sat for jubilæumsåret.
Jubilæet skal:
- forbinde fortid, nutid og fremtid,
- skabe fest og oplevelser for alle,
- give plads til fællesskab og forskellighed og
- styrke bystoltheden.
Aktiviteterne skal foregå i Vejle i 2027. De skal som udgangspunkt være gratis og åbne for offentligheden og have en tydelig lokal forankring.
Første frist er 15. oktober
Første frist for at søge jubilæumspuljen er 15. oktober 2026 kl. 12.00.
Vejle Kommune vurderer derefter alle ansøgninger. Ansøgere til den første runde kan forvente svar inden for cirka en måned.
Hvis der fortsat er penge i puljerne, åbner Vejle Kommune igen for ansøgninger fra 15. november 2026. Herefter kan interesserede søge løbende.
Kommunen anbefaler derfor alle med en idé at søge inden den første frist, hvis de vil være sikre på, at idéen kommer i betragtning.
Informationsmøde for interesserede
Vejle Kommune holder informationsmøde mandag den 28. september 2026 på Vejle Stadsarkiv.
Der er to møder, henholdsvis kl. 16.30 og kl. 19.00. Her kan interesserede høre mere om puljerne og få svar på spørgsmål til deres idé eller ansøgning.
Læs mere om jubilæumspuljen, kriterierne og hvordan du søger
Fakta: Byjubilæumspuljen
Den samlede pulje er på 1 mio. kr.
- Ungpuljen: 100.000 kr.
- Den gode idé: 400.000 kr.
- De store oplevelser: 500.000 kr.
- Første ansøgningsfrist: 15. oktober 2026 kl. 12.00
- Løbende ansøgning: Fra 15. november 2026, hvis der er penge tilbage
- Informationsmøde: 28. september 2026 kl. 16.30 og kl. 19.00 på Vejle Stadsarkiv