
Uge 6: Sne på vej - sådan rydder vi nær dig
Der er sne, frost og fygning på vej til store dele af Vejle Kommune i slutningen af uge 6. Bliv klogere på, hvor og hvornår vi rydder sne i dit lokalområde.
Nyhed
De kommende dage (5. og 6. februar) skal vi rydde sne og salte veje på en distance, der cirka svarer til at køre fra Vejle til Paris - og tilbage igen. Mere præcist har vi 1.915 kilometer veje og 350-400 kilometer cykelstier i Vejle Kommune, der gerne skal ryddes og saltes.
Vi forsøger at holde vejene fri for sne, men det vil kræve en prioritering af ressourcer ved for eksempel snefygning, som kan ramme os de næste dage. Giver det for eksempel mening at rydde mindre veje, der er dækket af meget sne kort tid efter?
Hvis vi har ryddet sne eller saltet uhensigtsmæssigt, må du meget gerne bruge vores app Giv et praj, så vi kan fortælle det videre til vognmanden.
Hvis du vil vide, hvor og hvornår vi generelt rydder og salter veje og stier nær dig, kan du læse mere her:
Snerydning
Vidste du, at..
- Vi har 80 køretøjer på veje og stier samt flere personer i manuelt arbejde, når al mandskab er kaldt ud
- Vi kører døgnet rundt på vinterklasse 1-veje
- De første køretøjer på vinterklasse 2-veje sendes ud fra klokken 3.00 og kører frem til 21.00
- Vi kører på såkaldte hovedstier/skolestier og prioriterer stier nær skoler, som vi bestræber os på at salte inden klokken 7.30
- Vi har vintervagter i døgndrift, som forsøger at tilpasse vores ressourcer til lokale snebyger og fygning
- Vi rydder ikke sne på villaveje og stikstier til villavej. Er du på cykel, så træk den eventuelt frem til hovedstierne.
Kilde: Vejle Kommune, Teknik & Miljø



