Daglig koordinator søges til afdeling Møllen på Fårupgård Ungecenter

Vi søger en daglig koordinator med et godt organiseret overblik, der er god til at gribe boldene og særlig dygtig til samarbejde.
Om jobbet
Vi søger en pædagog eller medarbejder med anden socialfaglig uddannelse, som daglig koordinator til vores afdeling Møllen på Fårupgård Ungecenter.
Møllen er en veletableret afdeling beliggende på Fårupgård Ungecenter i Jelling. Afdelingen er normeret til 6 unge imellem 12 – 18 (23) år. Vores målgruppe på afdelingen er drenge og piger, som er særligt udfordret i livet på grund af deres adfærd eks. kriminalitet, misbrug, seksualiserende adfærd eller aggressiv og truende adfærd. Målgruppen er oftest belastet yderligere med forskellige psykiske diagnoser, herunder begyndende personlighedsforstyrrelser, adfærdsforstyrrelser, ADHD og socio-emotionelle vanskeligheder.
Din rolle som daglig koordinator indebærer en bred vifte af opgaver, herunder planlægning, strukturering og samarbejde. Du kommer til at arbejde tæt med afdelingslederen og socialrådgiveren, samt vores interne skole. Du vil være ansvarlig for den daglige koordinering af kalenderen og være den der samler alle trådene.
Dine arbejdsopgaver er b.la. morgenvækning af de unge, div. kørsel til læge, tandlæge mm. Du vil herudover skulle køre og deltage i møder i psykiatrien, ungdomskriminalitetsnævnet, misbrugssamtaler mf. Du skal være omstillingsparat, da ingen dage er ens og dagsformen hurtigt kan ændre sig. Du skal derfor også være indstillet på at tage ad hoc-opgaver og være stand-in i div. formøder, indskrivningsmøder og opfølgningsmøder.
Der kan ligeledes være nogle praktiske opgaver mens de unge er skole, hvor du fx skal hjælpe døgnpædagogen med oprydning, rengøring og generel klargøring af huset til de unge kommer hjem fra skolen.
Du kan forvente, at arbejdstiderne ligger i tidsrummet kl. 7.00 til 15:00.
Stillingen kræver, at du har kørekort til bil.
Om os
Fårupgård Ungecenter er en højt specialiseret døgninstitution under Vejle Kommune for børn og unge i alderen 12-23 år, med forskellige vanskeligheder af adfærdsmæssig, social og psykiatrisk karakter. De unge har forskellige former for risikoadfærd, eksempelvis udadreagerende, selvskadende, misbrug eller rømninger fra stedet.
Vores fysiske rammer er en gammel herregård beliggende i fantastiske, naturskønne omgivelser ved Fårup Sø i Jelling, samt en afdeling i Brejning og en stor villa i Vejle.
Fårupgård består af 6 døgnafdelinger tilpasset forskellige målgrupper, samt en intern skole. Vores pædagogiske tilgang er fagligt funderet i mentalisering kombineret med elementer fra Low Arousal.
Vi tilbyder dig
- Internt intro forløb
- Kontinuerlig supervision og undervisning, tilrettelagt efter vores pædagogiske tilgang og metoder.
- Engagerede kollegaer.
- En arbejdsplads med fokus på sikkerheden og procedure for defusing og debriefing.
- En synlig, proaktiv og tilgængelig ledelse
- Et spændende og alsidigt arbejde på en stor kommunal døgninstitution.
Personlige kvalifikationer
- Du er struktureret
- Du har gode samarbejdsevner
- Du er dynamisk og omstillingsparat
- Du er god til at prioritere dine opgaver, følge op på og afslutte dem.
Ansættelsesvilkår
Arbejdstid: 37 timer, efter gældende overenskomst og løn efter kvalifikationer.
Ansøgningsfrist
6. april 2026
Samtaler forventes afholdt
17. april 2026
Har du lyst til at vide mere?
Kontakt afdelingsleder Simon Høj på tlf.: 40 43 34 49
Profilanalyse
Vi kan benytte personprofilanalyse og eventuelt cases i forbindelse med ansættelsen.
Attester
Vi indhenter børneattest og offentlig straffeattest med samtykke.
Send din ansøgning
Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.
Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.
Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post.
Vejle Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.
Overvejer du at flytte til Vejle? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på www.vejle.dk/tilflytter.
