Familiekonsulenter til Børne- & Familiecentret i Vejle Kommune

Familiekonsulenter til Børne- & Familiecentret i Vejle Kommune

Er du familiekonsulent med erfaring i arbejdet med udsatte og sårbare børn og familier? Har du et helhedsorienteret blik og vægter borgerinddragelse? Så er du måske den, vi søger!

Vi søger familiekonsulenter, der kan arbejde professionelt og engageret med familier i udsatte positioner. I vores tilgang er det centralt, at indsatsen tager højde for både barnet og familiens samlede situation, og at borgerinddragelse er en integreret del af arbejdet.

En arbejdsplads med faglig retning og fælles platform

I Børne- og Familiecentret (BFC) arbejder vi ud fra en fælles professionel platform, som vi har udviklet sammen. Vores arbejde bygger på en systemisk referenceramme og benytter Feedback Informed Treatment (FIT) som metode til at sikre, at barnet og familiens stemme løbende bliver inddraget i indsatsen.

I BFC vægter vi både faglighed og samarbejde højt

Derfor forventer vi, at du er en holdspiller, som bidrager aktivt til samarbejdet med kolleger, borgere og samarbejdspartnere – og som har lyst til at udvikle både din egen og organisationens praksis.

En ny og vigtig opgave

Ud over vores kerneopgave med støttende indsatser efter §32 har vi fået en nyere ydelse, hvor vi yder kortvarig støtte og vejledning til forældre i sager med mistanke om vold mod et barn. Her kan du blive inddraget i at skabe ro og overblik for forældrene, når barnet vender tilbage fra afhøring i Børnehuset.

Opgaven kræver, at du kan bevare et anerkendende og mentaliserende blik i en følelsesmæssigt krævende situation, samtidig med at du fastholder den faglige retning.

Dine primære arbejdsopgaver:

  • Samtaler, vejledning og aktiviteter med barnet og/eller familien
  • Støtte til at skabe struktur, stabilitet og tydelige rammer i hjemmet
  • Vejledning om konflikthåndtering, kommunikation og forældreskab
  • Tværfagligt samarbejde med fx sundhedsplejersker, institutioner og skoler
  • Støtte og rådgivning i forbindelse med fx skilsmisse, diagnoser eller psykiske udfordringer

Vi forventer, at du:

  • Er uddannet pædagog – gerne med en terapeutisk efteruddannelse
  • Har erfaring med udsatte familier og kan agere i komplekse, følelsesmæssige situationer
  • Er fleksibel, selvstændig og struktureret
  • Har stærke samarbejdsevner og værdsætter og bidrager til det gode kollegaskab og arbejdskultur
  • Har gode skriftlige kompetencer og er fortrolig med IT
  • Motiveret for faglig udvikling og indstillet på at integrere FIT i din praksis efter introduktion
  • Har kørekort (da der er tale om en udgående funktion)

Vi tilbyder:

  • Dygtige kolleger med bred erfaring og et stærkt fagligt fællesskab
  • En organisation i udvikling med fokus på metodefrihed og vidensdeling
  • En hverdag med både alvor og plads til humor
  • Et selvstændigt og meningsfuldt arbejde med stor betydning for familier
  • Et arbejde hvor du i høj grad er selvtilrettelæggende og har fleksible arbejdstider (morgen-, eftermiddags- og aftenbesøg)
  • Fast supervision, sparring og FIT-konsultationer

Om Børne- og Familiecentret

Børne- og Familiecentret i Vejle Kommune består af ca. 90 medarbejdere og er et dagbehandlingstilbud under Familie og Forebyggelse. Vi arbejder med udsatte børn, unge og familier og dækker hele kommunen.

Vores tværfaglige personale består bl.a. af pædagoger, psykologer, lærere, socialrådgivere og SOSU-assistenter. Familiekonsulenterne arbejder både ude i hjemmene, og har samtaler i vores lokaler.

Ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår efter overenskomst (PFF) og principperne i Ny løn.

Stillingen er på 37 timer pr. uge med tiltrædelse 1. marts 2026.

Flere oplysninger

Børne- og Familiecentret har fast base i Staldgårdsgade 10 C.

Besøg os meget gerne på vores hjemmeside www.bfc.vejle.dk

Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, kontakt venligst Koordinator Joanna Munkholm på telefon 29 33 13 27. Afdelingsleder Gitte Sjøberg har ferie frem til 19. januar 2026.

Ansøgningsfrist

Vi skal have din ansøgning, CV med referencer og dokumentation for uddannelse senest 19. januar 2026. Samtaler forventes afholdt fredag 23. januar 2026

Børneattest

Vi indhenter Børne- og offentlig straffeattest.

Send din ansøgning

Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.

Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.

Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post.

Vejle Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.

Overvejer du at flytte til Vejle? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på www.vejle.dk/tilflytter.

Søg jobbet nu