IT-supporter med passion for AI

Bliv en nøglespiller i udviklingen af vores AI-platform og vær med til at forme fremtidens digitale kunderejser. 

Er du den type, der både trives med tekniske udfordringer, datakvalitet og at skabe struktur i komplekse systemer? Og får du et glimt i øjet, når du hører ord som AI, automation og vidensdatabaser? Så er du måske den IT-supporter, vi leder efter.

Om jobbet

Du bliver en del af et engageret team, hvor samarbejde, vidensdeling og nysgerrighed driver os fremad. Her får du en central rolle i drift, udvikling og kvalitetssikring af vores AI-platform – både på chat- og voicekanaler.

Vores Support er en vigtig del af kommunens centrale IT-afdeling, som dagligt hjælper ca. 10.000 administrative brugere med deres IT-udfordringer. 

Du kommer også til at arbejde bredt med support af vores mange brugere – både ved direkte henvendelser og gennem telefon og mail, ligesom du kommer til at arbejde med både genbrug og nyinstallation af computere. Du vil som en naturlig del af vores support også være en del af vores kørende team, der møder brugerne dér, hvor de er, og sikrer at teknikken spiller, og oplevelsen er god.

Vi VIL være forretningens foretrukne samarbejdspartner – det betyder, at vi hver eneste dag arbejder benhårdt for at give arbejdspladserne i Vejle Kommune den bedste oplevelse.

Dine ansvars- og arbejdsområder

  • Løbende opdatering, validering og strukturering af AI-platformens vidensgrundlag
  • Daglig drift og optimering af chatbot på chat- og voicekanaler
  • Monitorering af AI-svar og identificering af forbedringsmuligheder
  • Udvikle og skrive vejledninger til vores arbejdspladser 
  • Tæt samarbejde med fageksperter for at sikre korrekt og relevant indhold
  • Hurtig identifikation og løsning af datarelaterede udfordringer
  • Deltagelse i Supportens mange alsidige opgaver

Om dig 

Du trives godt i fællesskaber, og er med til at dyrke samarbejde og det kollegiale i en rolle hvor struktur og overblik er afgørende, og du formår let at organisere både dine egne og teamets opgaver.

Din entusiasme for AI og teknologisk udvikling driver dig til at udforske nye muligheder og bidrage aktivt til forbedringer. Du har et skarpt blik for detaljer og spotter hurtigt fejl eller uoverensstemmelser, samtidig med at du agerer proaktivt og handlekraftigt når udfordringer opstår. Derudover er du en stærk kommunikator, der kan samarbejde på tværs af faggrupper og sikre, at alle parter forstår både processer og løsninger.

Du har erfaring fra en større IT-organisation og ved, hvad det kræver at levere service i verdensklasse. Du har teknisk flair, høj arbejdskapacitet og masser af gåpåmod. Du er nysgerrig, positiv og trives i en hverdag, hvor forandringer er en del af kulturen.

Vi lægger vægt på, at du har:

  • Kendskab til AI-chatplatforme og knowledgebase-systemer
  • Erfaring med prompt engineering
  • Kendskab til og erfaring med IT-support
  • Forståelse for datastrukturer
  • Systematisk tilgang til datakvalitet og dokumentation
  • Stærke skriftlige og kommunikative evner

Vi tilbyder dig

Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor brugeren er i centrum, og hvor høj brugertilfredshed er et fælles mål. Vi har et uformelt og kollegialt arbejdsmiljø, hvor vi hjælper hinanden og værdsætter samarbejde i hverdagen. Der er fokus på trivsel og udvikling – både fagligt og menneskeligt – og du får mulighed for at arbejde med en bred vifte af teknologier. Samtidig prioriterer vi sociale og faglige arrangementer, som styrker fællesskabet og relationerne på tværs af teamet.

Ansættelsesvilkår

  • Fastansættelse, fuldtid (37 timer/uge)
  • Tiltrædelse: Hurtigst muligt
  • Løn og ansættelse efter gældende overenskomst

Om os

IT Support er en del af Vejle Kommunes centrale IT-afdeling. Vi understøtter stabil drift, strategisk ansvar og kvalificeret support – og vi arbejder hver dag for at være forretningens foretrukne samarbejdspartner.

Afdelingen består af 38 fastansatte og 1 elev – heraf 13 i Support. Vi har en flad struktur og et tæt samarbejde på tværs af områder som Printcenter, Support, Drift, Udvikling og Arkitektur. Vi arbejder delvist efter ITIL-principper og er i konstant udvikling.

Har du lyst til at være med? Så glæder vi os til at høre fra dig!

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfrist er mandag 19.01.2026.

Samtaler forventes afholdt

Samtaler forventes afholdt mandag 26.01.2026 og evt. anden samtale torsdag 29.01.2026, hvor du kan forvente en testcase og personlighedstest.

Har du lyst til at vide mere?

Du kan få yderligere information hos afdelingsleder Carsten Pedersen på telefon 20 23 42 90 eller e-mail caped@vejle.dk.

Send din ansøgning

Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.

Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.

Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post.

Vejle Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.

Overvejer du at flytte til Vejle? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på www.vejle.dk/tilflytter.

Søg jobbet nu