Nyt år, nyt job? Vi søger nye kolleger til Plejecenter Højager i Jelling

Vi søger lige nu faglærte social- og sundhedshjælpere og autoriserede social -og sundhedsassistenter både til fast dagvagt og til fast aftenvagt. 

Om jobbet

Vi leder efter engagerede kolleger, som sammen med det nuværende personale, har lyst til at fortsætte det gode arbejdsfællesskab på Plejecenter Højager. Vi søger derfor både SSH’er og SSA’er til faste stillinger i primær dagvagt eller aftenvagt, med et ugentligt timetal på 30 til 37 timer.

Vi håber, du kan starte den 1. marts 2026 – men vi hører også meget gerne fra dig, hvis du kan begynde før.

Om os

På Plejecenter Højager handler vores hverdag om at gøre livet værd at leve – også når man har brug for lidt ekstra hjælp og støtte. Vi er mere end kolleger; vi er et fællesskab, der støtter hinanden, griner sammen og skaber trygge og omsorgsfulde rammer for vores beboere. Vi lægger vægt på nærvær, respekt og samarbejde – både med beboere og kolleger. Vi inddrager beboerne så meget som muligt i de daglige aktiviteter, fordi vi tror på, at alle kan mere, når de får den rette støtte og opbakning. Plejecenter Højager består af 48 hyggelige lejligheder – heraf 3 midlertidige boliger – fordelt på 4 boenheder. Du vil møde beboere med forskellige behov, og hver dag bringer meningsfulde opgaver, små øjeblikke af glæde og mulighed for at gøre en reel forskel. Hvis du ønsker at være en del af et sted, hvor arbejdsmiljø og sammenhold vægtes højt, og hvor du kan gøre en forskel hver dag, så er Plejecenter Højager stedet for dig.

Vi tilbyder dig

Hos Plejecenter Højager bliver du en del af et varmt og stærkt arbejdsfællesskab, hvor vi hjælper hinanden – både fagligt og menneskeligt. Din hverdag vil primært foregå i én af vores fire boenheder, men vi løfter i flok og hjælper på tværs af huset, når det er nødvendigt. Vi tror på, at faglig udvikling, tryghed og trivsel skaber kvalitet – både for beboere og medarbejdere. Derfor får du en grundig introduktion, der er tilpasset dig og dine behov, så du får den bedste start. Vi deler viden, holder spændende faglige møder og sørger for, at du altid føler dig godt klædt på til opgaverne. Hos os handler det dog ikke kun om arbejde – det handler også om arbejdsglæde. Vi har en kaffemaskine med masser af lækre menuvalg, og vi gør os umage for at skabe et godt kollegialt sammenhold. Vi fejrer jul med kalender, gaver og fester sammen med beboerne, og tager gerne på spontane ture – lige fra "ud i det blå" til en tur til pølsevognen. Hos os får du ikke bare et job – du bliver en del af et fællesskab, hvor der er plads til grin, nærvær og gode oplevelser i hverdagen.

Ansøgningsfrist

Vi ser meget frem til at modtage din ansøgning senest den 26. januar 2026.

Samtaler forventes afholdt

Vi holder løbende samtaler og sidste samtaledato er den 29. januar 2026.

Har du lyst til at vide mere?

Ønsker du at vide mere om arbejdet på Plejecenter Højager, er du meget velkommen til at kontakte centerleder Christina L. Søberg på csoeb@vejle.dk eller ass. centerleder Mette Munkholm på mebvm@vejle.dk. Du er også velkommen til at skrive til vores TR, Maria Pajda, på jadmp@vejle.dk.

Ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst og lokal løn.

Ansættelsesdato er 1. marts 2026 eller snarest muligt.

Arbejdstiden er 30-37 timer om ugen.

Straffeattest

Vi indhenter offentlig straffeattest med samtykke ved ansættelse.

Send din ansøgning

Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.

Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.

Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post.

Vejle Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.

Overvejer du at flytte til Vejle? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på www.vejle.dk/tilflytter.

Søg jobbet nu