Stedfortræder for Centerleder til Center for Social Rehabilitering

Vil du være med til at sætte retning og styrke ledelseskapaciteten i et stort og fagligt ambitiøst center, der arbejder for livsmestring, recovery og meningsfulde fællesskaber for mennesker med psykisk sårbarhed og komplekse livssituationer?

Center for Social Rehabilitering (CSR) søger en stedfortræder for Centerleder, som – sammen med Centerleder – skal understøtte afdelingsledere, sikre kvalitet og drive strategisk udvikling i et center i fortsat udvikling. Stillingen har et særligt ledelsesansvar for Mestringsvejen (§ 82) og Recovery College, som begge er tilbud i vækst og med stort udviklingspotentiale.

Tiltrædelse 1. maj 2026 eller efter aftale.

Om jobbet

Som stedfortræder for Centerleder indgår du i centrets øverste ledelse og bliver Centerlederens nærmeste sparringspartner. Stillingen har et tværgående ledelsesfokus og skal bidrage til at:

  • Styrke den samlede ledelseskapacitet i CSR
  • Understøtte og sparre med afdelingsledere
  • Sikre fælles retning, kvalitet og sammenhæng
  • Omsætte strategi og vision til praksis

Du varetager Centerlederfunktionen i dennes fravær inden for aftalte rammer.

Dine primære opgaver

Ledelsesunderstøttelse, sparring og facilitering

  • Understøtte afdelingsledere i deres ledelsesopgave
  • Facilitere fælles ledelsesrum, processer og udviklingsforløb
  • Bidrage til fælles ledelseskultur og tydelig prioritering

Kvalitetssikring og implementering

  • Sikre høj faglig kvalitet og ensartet praksis på tværs af centrets tilbud
  • Understøtte implementering af nye arbejdsgange, metoder og tiltag
  • Følge op på kvalitet, dokumentation og læring

Strategisk udvikling

  • Medvirke til den strategiske udvikling af CSR
  • Drive og understøtte tværgående udviklings- og forandringsprocesser
  • Have blik for sammenhæng mellem borgerperspektiv, faglighed og organisatoriske rammer

Ledelse af Mestringsvejen (§ 82a/b)

  • Lede og videreudvikle Mestringsvejen som et § 82-tilbud i stor vækst
  • Sikre faglig kvalitet, tydelig målgruppe og sammenhæng til øvrige tilbud
  • Understøtte udvikling af nye indsatser og tilbud
  • Varetage personaleledelse af teamet, sikre arbejdsmiljøet og gå foran med rammer og retning

Vores tilbud er i vækst, og vi ønsker at styrke tilgangen endnu mere, fordi vi tror på, at kortere og intensive forløb kan få flere borgere til at mestre eget liv, så de kan klare sig selv. Derfor skal du have et stærkt blik for og erfaring med rehabilitering og recovery – både i arbejdet med medarbejderne og i udviklingen af tilbud. Teamet består pt. af 5 medarbejdere.

Ledelse af Recovery College

Du har et særligt ansvar for ledelse og videreudvikling af Recovery College, som bygger på peer-tilgangen og samskabelse mellem borgere, medarbejdere og frivillige.

Recovery College i CSR omfatter bl.a.:

  • Peer-indsatser, hvor peers deltager aktivt i fællesskaberne
  • Caféfællesskaber, åbne to gange ugentligt, hvor peers støtter hinanden i at styrke håb, mod og egne ressourcer – med støtte fra ansatte og frivillige peermentorer
  • 1:1-match mellem peermentorer og peers
  • Recovery-kurser og oplæg
  • Uddannelse og løbende supervision af frivillige peermentorer

Som leder skal du sikre kvalitet, sammenhæng og fortsat udvikling af Recovery College samt forankring af recovery- og peer-tilgangen i praksis. Teamet består pt. af 6 medarbejdere.

Hvem er du?

Vi forestiller os, at du:

  • Har solid ledelseserfaring, gerne fra social-, handicap- eller psykiatriområdet
  • Har forståelse for rehabiliterende, recovery- og peer-baserede tilgange
  • Er stærk i facilitering, sparring og relationsbaseret ledelse
  • Kan skabe overblik og retning i en stor og kompleks organisation
  • Trives i spændingsfeltet mellem drift, udvikling og strategi
  • Har kørekort, da der ofte forekommer samarbejdsmøder mv. ude af huset

Vi tilbyder:

  • En central og meningsfuld lederrolle i et stort center med høj faglighed og professionalisme
  • Mulighed for at sætte tydeligt præg på udviklingen af Mestringsvejen og Recovery College
  • Tæt samarbejde med Centerleder, 6 engagerede afdelingsledere og administration
  • En organisation med stærkt værdigrundlag og fokus på livsmestring
  • Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst

Om os

CSR er organisatorisk forankret ved handicap-, social- og psykiatriområdet under Velfærdsforvaltningen i Vejle Kommune. Opgaverne er i vækst, og centret har lige nu 170 medarbejdere. Vi har stor spændvidde – geografisk i opland og centralt i Vejle centrum – så du skal være indstillet og klar til en hverdag med kørsel og skift i opgaverne.

CSR leverer kommunens samlede tilbud til borgere med betydelig nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer inden for:

  • Rehabiliterende støtte efter Servicelovens §§ 82a/b og 85, individuelt og i grupper
  • Aktivitets- og samværstilbud efter SEL § 79
  • Opsøgende støtte til borgere med særlige sociale problemer efter SEL § 99
  • Sundhedsscreening af borgere i centrets tilbud
  • Hjemløseindsatser
  • Mentoropgaver for Jobcentret
  • Administration af Ledsagerordning (SEL § 97), Hjælperordning (SEL § 94) og plejevederlag (SEL §§ 118–120)
  • Understøttelse af netværk, frivillighed og peer-støtte

Medarbejderne har primært pædagogiske, socialfaglige eller sundhedsfaglige uddannelser og arbejder i teams, bl.a. inden for ADHD/autisme, erhvervet hjerneskade, spiseforstyrrelser, opsøgende sygepleje, sindslidelser og udviklingshæmning.

CSR arbejder ud fra strategien Sammen om livsmestring og har et tydeligt rehabiliterende og recoveryorienteret fagligt fundament.

Ansættelsesvilkår

Stillingen er på 37 timer uden højeste arbejdstid og med tiltrædelse 1. maj 2026 eller efter aftale. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Du vil have fast base hos Mestringsvejen og Recovery College, Vestre Engvej 10 og i Sundhedshuset, Vestre Engvej 51B. Begge adresser i Vejle midtby.

Ansøgningsfrist

Der er ansøgningsfrist tirsdag d. 17. marts 2026.

Samtaler forventes afholdt

Vi forventer at afholde 1. samtale d. 23. marts og 2. samtale d. 26. marts.

Har du lyst til at vide mere?

Har du spørgsmål til ovenstående er du velkommen til at kontakte Centerleder Signe Rame. Send en sms på 21 77 89 88, så bliver du kontaktet.

Du kan se mere om Mestringsvejen her.

Du kan se mere om Recovery College og Peer-indsatserne her.

Du kan se mere på vores LinkedIn-side.

Du kan også se Vejle Kommunes personalepolitiske værdier her og vedhæftet til opslaget er centrets strategiplan.

Send din ansøgning

Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.

Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.

Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post.

Vejle Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.

Overvejer du at flytte til Vejle? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på www.vejle.dk/tilflytter.

Søg jobbet nu