Ungekonsulent til Børne- & Familiecentret i Vejle Kommune

Vi søger en Ungekonsulent, som er uddannet pædagog og står stærkt på særligt disse tre parametre;
Evnen til at skabe relation til de unge, - og samtidig kan have samtaler med de unges forældre.
Blikket for det professionelle ansvar der følger med i en politisk styret organisation.
Et solidt personligt fundament, da du skal være i et overskud for at kunne arbejde mentaliserende og regulerende med de unge og deres familier.
Vi tilbyder til gengæld den fedeste målgruppe at arbejde sammen med – de unge! Vi er en afdeling i trivsel, hvor et godt kollegaskab betyder meget i en hverdag med komplekse opgaver.
En arbejdsplads med faglig retning og fælles platform
Ungekonsulenterne er en del af Børne- og Familiecentret (BFC). I BFC arbejder vi ud fra en fælles professionel platform, som vi har udviklet sammen. Vores arbejde bygger på en systemisk referenceramme og vi benytter Feedback Informed Treatment (FIT) som metode til at sikre, at barnet og familiens stemme systematisk bliver inddraget i indsatsen.
I BFC vægter vi både faglighed og samarbejde højt
Derfor forventer vi, at du er en holdspiller, som bidrager aktivt til samarbejdet med kollegaer, borgere og samarbejdspartnere – og som har lyst til at udvikle både din egen og organisationens praksis.
Om jobbet som Ungekonsulent
Ungekonsulenterne arbejder med unge i alderen 13-18 år og deres familier, samt unge i målgruppen for ungestøtte. Vi tilbyder støttende indsatser til unge jf. Barnets Lov § 32.
I BFC er vi hos Ungekonsulenterne indgangen for de unge, og vores primære funktion er at varetage opgaver ift. støtte-/kontaktpersonsordninger til unge, som har særlige behov og/eller udfordringer i livet.
Hos Ungekonsulenterne arbejder vi i en afdeling bestående af 28 Ungekonsulenter, en psykolog og en faglig koordinator. Vi arbejder med en bred vifte af sårbarheder, såsom; skolevægring, omsorgssvigt, isolation eller konflikter i hjemmet, sårbarheder som er relaterede til psykiatriske diagnoser, selvmordstruede unge, misbrug, kriminalitetstruede
unge, sociale samspilsudfordringer med andre unge, eksponering og håndtering af angst og ængstelig adfærd.
Vi søger derfor en kollega, der brænder for arbejdet med unge i mistrivsel og trives med en bred og varieret målgruppe.
Dine primære arbejdsopgaver:
- Vi arbejder pædagogisk og relationelt med de unge omkring deres mål
- Vi arbejder både gruppebaseret, med familiesamtaler og individuelle samtaler, hvor vi vejleder og guider de unge og deres familier enten i hjemmet, eller gennem samtaler og aktiviteter med de unge i vores lokaler
- Vi samarbejder tværfagligt med andre fagpersoner omkring de unge, fx Rådgiver, Uddannelsesvejlerne, skoler, ungdomsuddannelser, psykiatri, fritidsjobs, SSP, frivillige tilbud
- Vi arbejder koordinerende sammen med de unge, hvor vi er opsøgende og aktivt samarbejder med de unges netværk og deltager fx ofte i netværksmøder
- Vi deltager i obligatoriske møder, og samarbejder om organisatoriske opgaver og mål samt hjælper med at holde vores fælles hus godt kørende
Vi forventer, at du:
- Er uddannet pædagog – gerne suppleret med en relevant efteruddannelse
- Har erfaring med udsatte sårbare unge og kan agere professionelt i komplekse situationer
- Har et solidt personligt fundament, som gør dig i stand til at bevare overblik, mentalisere og støtte regulering hos både unge og familier – også i følelsesmæssigt krævende situationer
- Tager aktivt ejerskab for fælles organisatoriske opgaver, fx arbejde i ansættelsesudvalg, systematisk vidensdeling og samarbejde med kollegaer og ledelse om at realisere organisationens mål
- Har stærke samarbejdsevner og værdsætter og bidrager til det gode kollegaskab og arbejdskultur
- Er fleksible og kan variere arbejdstiden ud fra behovet hos de unge og hvornår de har mulighed for at ses
- Har gode skriftlige kompetencer og er fortrolig med IT
- Motiveret for faglig udvikling og indstillet på at integrere FIT i din praksis efter introduktion
- Har kørekort (da der er tale om en udgående funktion)
Vi tilbyder dig
- En seriøs onboarding til vores arbejdsplads
- En afdeling som værdsætter forskellighed
- At få mulighed for at bidrage til trivslen og det gode kollegaskab i afdelingen, hvor god stemning, humor, seriøsitet og vidensdeling er nøgleord for hverdagen
- Et meningsfyldt og afvekslende arbejdsliv, hvor din indsats har stor betydning for de unge og familier, vi arbejder med
- Et arbejde hvor du i høj grad er selvtilrettelæggende og har fleksible arbejdstider (morgen-, eftermiddags- og aftenbesøg)
- Regelmæssig supervision, faglig sparring samt FIT konsultationer
Om Børne- og Familiecentret
Børne- og Familiecentret i Vejle Kommune består af ca. 100 medarbejdere og er et dagbehandlingstilbud under Familie og Forebyggelse. Vi arbejder med udsatte børn, unge og familier og dækker hele kommunen.
Vores tværfaglige personale består bl.a. af pædagoger, psykologer, lærere, socialrådgivere og SOSU-assistenter. Ungekonsulenterne arbejder både ude i hjemmene, og har samtaler i vores lokaler.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter overenskomst (PFF) og principperne i Ny løn.
Stillingen er på 37 timer pr. uge med tiltrædelse 1. maj 2026.
Flere oplysninger
Børne- og Familiecentret har fast base i Staldgårdsgade 10 C.
Besøg os meget gerne på vores hjemmeside www.bfc.vejle.dk
Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, kontakt venligst Koordinator Trine Hytting Nielsen på telefon 51 24 22 79. Afdelingsleder Pi Schønemann på telefon 91 16 60 04.
Ansøgningsfrist
Vi skal have din ansøgning, CV med referencer og dokumentation for uddannelse senest 8. marts 2026. Samtaler forventes afholdt mandag 16. marts 2026.
Profilanalyse
Hos Ungekonsulenterne prioriterer vi diversitet og værdsætter forskellighed. Derfor benytter vi JTI-profilanalyse i ansættelsen.
Børneattest
Vi indhenter børneattest og offentlig straffeattest ifm. ansættelser.
Send din ansøgning
Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.
Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.
Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post.
Vejle Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.
Overvejer du at flytte til Vejle? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på www.vejle.dk/tilflytter.