Digital screening af sygedagpengemodtagere
Information til dig, der er sygemeldt fra job.
Hvad er digital screening med kunstig intelligens?
JOBVejle bruger et digitalt screeningsværktøj som støtte, når vi skal vurdere, hvilket sygefraværsforløb, der passer bedst til din situation.
Værktøjet anvender kunstig intelligens til at skabe et samlet og ensartet overblik over de oplysninger, der er indsendt.
Når din arbejdsgiver har indberettet din sygemelding, og du har udfyldt oplysningsskemaet i Mit Sygefravær, bruger værktøjet oplysningerne til at lave et forslag til dit videre forløb.
Værktøjet træffer ikke beslutninger. En jobrådgiver i JOBVejle gennemgår altid forslaget, kvalitetssikrer oplysningerne og vurderer, hvilket forløb, der er det rette for dig.
Hvordan virker screeningsværktøjet?
Når du udfylder oplysningsskemaet i Mit Sygefravær, bliver dine svar brugt som en del af grundlaget for screeningen.
Screeningsværktøjet gennemgår oplysningerne og laver – ved hjælp af kunstig intelligens – et forslag til, hvilket forløb, der passer bedst til din situation.
Forslaget kan fx pege på:
- fritagelse for opfølgning
- et digitalt eller telefonisk forløb
- et forløb med fysisk fremmøde
- eller yderligere vurdering
Formålet er at give jobrådgiveren et hurtigt og bedre overblik, så vi kan vurdere behovet for opfølgning og støtte dig bedst muligt i dit sygefraværsforløb.
Det er altid en jobrådgiver, der træffer den endelige vurdering. Værktøjet er derfor en støtte til sagsbehandlingen – ikke en automatisk vurdering.
Hvilke oplysninger behandler vi?
Når din sygedagpengesag oprettes i JOBVejle, og vi bruger det digitale screeningsværktøj, behandler vi almindelige personoplysninger om dig, fx navn, CPR-nummer, kontaktoplysninger, oplysninger om ansættelse og oplysninger fra dit oplysningsskema.
Derudover kan vi behandle følsomme oplysninger i form af helbredsoplysninger, når de er nødvendige for vurderingen af dit sygefraværsforløb.
Hvornår bruger vi screeningsværktøjet?
Vi bruger det digitale screeningsværktøj i sygedagpengesager, hvor sygefraværet er indberettet af din arbejdsgiver via virk.dk.
Du har ret til at sige nej
Du kan altid frabede dig, at vi bruger screeningsværktøjet i din sagsbehandling. Det gør du ved at skrive det i kommentarfeltet i Mit Sygefravær.
Hvis du frabeder dig brugen af screeningsværktøjet, vil din sag fortsat blive behandlet af JOBVejle efter gældende praksis