
Find legepladser i skov og by
I Vejle Kommune kan du tage børnene med på eventyr på en lang række legepladser – både midt i byens rum og ude i naturen. Her kan du finde alt fra klassiske naturlegepladser til aktivitetsparker, skovlegepladser og interaktive anlæg.
Find flere informationer om de enkelte legepladser under kortet
Kort over legepladserne
Aktiviteter og legepladser i byerne
Fodboldgolf er en underholdende sport, hvor du spiller fodbold på en bane, der er udstyret med 18 forskellige forhindringer. Målet er at få bolden i hul med færrest mulige spark, ligesom i golf, men på en bane designet til fodbold.
Banen
Banen er kuperet uden at være for bakket, og du vil blive udfordret af varierende forhindringer, der gør spillet sjovt for både begyndere og erfarne spillere. Undervejs kan du være heldig at spotte rådyr, harer og grævlinge, hvilket gør oplevelsen endnu mere naturskøn.
Der er både borde og bænke, så du kan tage en pause og nyde medbragt mad. Små vogne er tilgængelige for transport af maden, og der er også en gratis grill, som du kan benytte under dit besøg.
Åbningstider og priser
Banen er åben dagligt fra kl. 9-21.
Prisen for at spille fodboldgolf er 100 kr. pr. voksen (+15 år) og 50 kr. for børn (7-14 år). Det er gratis for børn i aldrene 0-6 år.
Alle er velkomne – reservation er kun nødvendig, hvis I er mere end 10 personer.
Vejle Fodboldgolf
Lunden 2 7182 Bredsten
www.vejlefodboldgolf.dk
Ved Brejning Havn finder du en naturlegeplads helt ned til vandet.
I området er der også madpakkehus, bålplads og bord/bænkesæt.
Ved lystbådehavnen er der adgang til toiletfaciliteter og parkering.
Der går en sansesti rundt i området, som også bruger nogle af naturlegepladsens faciliteter.
Bliv udfordret på to innovative legepladser
De intelligente legepladser er designet til ældre og handicappede, men er åbne for alle – uanset alder og evner. Her får du mulighed for at blive udfordret på en sjov og engagerende måde, der både stimulerer krop og sind.
Legepladserne finder du på disse steder:
- Plejecenter Kastaniehaven
Sdr. Ringvej 6-16, Give
Find vej til legepladsen ved Plejecenter Kastaniehaven - Søndermarkens Bofællesskaber (Bakken, Dalen-Skrænten)
Søndermarken 26, Give
Find vej til legepladsen ved Søndermarkens Bofællesskaber
Hvad gør legepladserne specielle?
Legepladserne er udstyret med en række elektroniske enheder, der integrerer lys, lyd og touch-funktioner. Disse enheder kan kommunikere med hinanden og tilpasses den enkelte bruger, hvilket gør legeoplevelsen unik for hver person. Legeredskaberne måler, hvordan du klarer dig – og hvis du klarer dig godt, bliver udfordringerne sværere. Hvis du har brug for en lettere udfordring, justeres legepladsen automatisk, så du stadig kan få gavn af træningen.
Motivation til fysisk aktivitet
Legepladserne er ikke kun sjove, de kan også motivere til motion og fysisk aktivitet gennem leg. De er designet til at hjælpe både unge og ældre med at holde sig aktive på en underholdende måde.
I Give Museumsskov ved siden af Museum Give finder du en skovlegeplads med legeredskaber, balancebaner og bålhytte.
Der er flere gode stier rundt i skoven, hvor man kan gå rundt og lede efter krible-krable-dyr.
Rulleskøjte-rundbanen er 150 meter lang og 5 meter bred, og den inkluderer en asfalteret multibane i rundbanens inderkreds.
Mangfoldige sportsmuligheder
Banen giver mulighed for at dyrke en lang række boldspil både om sommeren og vinteren, samt den spændende sport rulleskøjte-hockey.
Sportspladsen Løveparkvej, Givskud
Fodboldgolf er en sjov og udfordrende sport, der kombinerer elementer fra golf og fodbold. Banen består af 18 huller, og i stedet for golfkølle bruger du din fod til at sparke en fodbold, der skal i hul med færrest mulige spark. Hver bane varierer i længde og sværhedsgrad, hvilket gør det til en underholdende aktivitet for både nybegyndere og erfarne spillere.
Efter en omgang fodboldgolf kan du benytte grillhytten til at nyde en pause eller lave en grillmiddag. Hunde er tilladt i snor.
Åbningstider
April til 1. november, alle ugens dage fra kl. 8-22. (Tjek under arrangementer på www.givskudfodboldgolf.dk for at se, om banen er reserveret)
Givskud Fodboldgolf
Engmarksvej 2, 7323 Give
www.fodboldgolf.dk/baner/givskud-fodboldgolf/
I Gødding Skov mellem Vandel og Ny Nørup finder du en skovlegeplads i med mange forskellige redskaber
Pladsen strækker sig over et stort legeområde rundt i skoven, hvor stier og forskellige legeredskaber udfordrer motorik og fantasi. På den åbne legeplads findes også en stor grillplads med borde og bænke.
Her er der adgang til brænde og vand.
Skovlegepladsen ligger ved siden af en rasteplads ved Billundvejen i Gødding Skov, hvor der også er adgang til toiletter.
For børn, unge og voksne – en legeplads for alle aldre.
Aktivitetslegepladsen ved Gårslevhallen byder på muligheder for både leg, bevægelse og motion i det fri. Her kan hele familien være aktiv sammen.
Du finder aktivitetspladsen ved siden af Gårslevhallen, Skolegade 14b, 7080 Børkop.
I Hastrup Plantage finder du en naturlegeplads med mange aktivitetsmuligheder, madpakkehus, bålplads med grill samt adgang til vand og multtoilet.
Se info om parkering på udinaturen.dk
Prøv også natureventyret i Hastrup Plantage - en rigtig fin aktivitet med børnene
Et aktivitetsområde for alle – med plads til leg, sport og bevægelse.
I Aktiv Park Højen kan du spille hockey, fodbold, tennis og basketball eller udfordre dig selv i klatrestativet. Pladsen byder på aktiviteter for både børn, unge og voksne.
Pladsen er handicaptilgængelig.
Aktiv Park Højen findes ved Højen Skole,
Jenlevej 3, 7100 Vejle
Et anlæg for alle aldre – til både leg, motion og idræt.
Anlægget byder på faciliteter til petanque og en multibane, der kan bruges til mange former for idræt og boldspil. Her er der mulighed for aktivitet året rundt for både børn, unge og voksne.
Beliggende ved skolen og Multihuset,
Jenlevej 5, 7100 Vejle
Ildved - aktivitets legeplads
Aktivitetsplads med muligheder for både leg, bevægelse og overnatning.
Pladsen byder på forskellige aktiviteter for hele familien, og der er shelters, hvor du kan overnatte under åben himmel.
Du finder aktivitetspladsen på Haugevej i Ildved.
Den store legeplads i Jelling, der åbnede i 2025, har et mytologisk tema relateret til vikingetiden, og på den store legeplads kan man kravle gennem Midgårdsormen, prøve kræfter med Fenrisulven eller sige hej til guden Odins ravne. Her kan store og små lade fantasien få frit spil og lege sig ind i Danmarks oldtid. Legepladsen har desuden svævebane og gynger.
Placering
Kollegievej 13, Jelling
Der er parkeringsplads lige op til parken.

Projektillustration - legepladsen er indviet i 2025
Projektillustration - legepladsen er indviet i 2025
I en lysning ved Jelling Skov finder du en fin skovlegeplads med mange sjove redskaber
Her kan børnene muntre sig med balancestammer, edderkoppespind, svævende stammer og redskaber til armgang og meget mere.
Tre billedskærere har udformet vikingefigurer i træ og flere elementer bærer præg af vikingetiden.
På legepladsen er der madpakkehus og bålpladser med grill samt brænde til fri afbenyttelse. Brænde bliver leveret ugentligt, men vil du være helt sikker på at kunne have et bål, bør du selv medbringe brænde.
Der er toiletfaciliteter på stedet.
Stort indendørs legeland i Bowl’n’Fun
I Bowl’n’Fun Vejle finder du Happie’s Legeland, et 1.000 m² stort indendørs legeland fyldt med aktiviteter. Her kan børn boltre sig på trampoliner, i hoppeborge, rutchebaner, boldbassiner, cykel- og boldbaner, klatretårne, spillemaskiner og meget mere.
Der er garanti for mange timers sjov og underholdning for både store og små.
Placering
Happie's Legeland
Bowl'n'Fun
Enghavevej 9, 7100 Vejle
Tlf. 75 83 04 88
Legepladsen ved Ibæk har et maritimt tema med legeredskaber som både et sørøverskib, en strandet hval og hængekøjer at slænge sig i.
Her er kiosk og ishus, toiletter, grillsted, borde- og bænkesæt og bålplads med brænde, som du frit kan benytte.
Tag dine børn eller børnebørn på legeplads under jeres shopping- eller cafétur i Vejle. Klosterpladsen ligger en stenkast fra Vejle Gågade.
På Klosterlegepladsen kan du lege i klostret, stikke hovedet ind i munkenes teglovn, rutsje, gynge og balancere. Legepladsen er inspireret af det historiske Vejle. Dels af Sortebrødreklosteret, der lå mellem Rådhustorvet og Mariaparken, og dels af Munkenes Teglovn, som du stadig kan finde ruinen af (Jagtvej 1) i Vejle.
Placering
Blegbanken 9, Vejle
Der er parkeringsplads lige op til parken.
Handicaptilgængelighed
- To parkeringspladser er reserveret til handicappede.
- Offentligt toilet findes ved multibanen.






Leg på hval og vikingeskib
En børnevenlig legeplads med inspiration fra Vejle Fjords historie.
Ved Lystbådehavnen i Vejle finder du en lille, spændende legeplads, hvor børn kan lege på en stor hvalrutsjebane – en hilsen til den finhval, der strandede i Vejle Fjord i 2010. Legeområdet er belagt med faldgummi for ekstra sikkerhed.
I 2019 blev legepladsen udvidet med et strandet vikingeskib, hvor lidt større børn kan udfordre sig selv ved at balancere på vragdele, hoppe på vikingeskjolde i vandet, finde vikingeskatte i stævnen eller slappe af i et stort fiskenet.
Du finder legepladsen på Stævnen, 7100 Vejle.
En park med plads til både aktivitet, hygge og arrangementer.
Mariaparken byder på en multibane, som om sommeren kan bruges til boldspil og leg, og om vinteren omdannes til en skøjtebane. Parken rummer også en pavillon til optræden og samvær samt en café, hvor du kan købe mad og drikke og låne forskelligt udstyr. Der er desuden mulighed for at leje parken til både store og små arrangementer.
Placering
Blegbanken 10, Vejle
Der er parkeringsplads lige op til parken.
Handicaptilgængelighed
- To parkeringspladser er reserveret til handicappede.
- Offentligt toilet findes ved multibanen.
Oplev sagnet om trolden og munken ved Skovsøen i Munkebjergskoven.
Ifølge en gammel fortælling blev Skovsøen dannet, da trolden på Troldebakken i Bredballe kastede en stor sten mod munken på Munkebjerg, irriteret over støjen fra klosterets klokker. Stenen – med troldens håndaftryk – ligger der stadig og kan ses ved søen.
Søen har gennem tiden haft flere navne som "Skovsøen", "Munkens Sø" og "Munkens Øje". Den blev opstemmet i 1885, og der blev udsat karper og åkander for at forskønne området.
Sådan finder du Troldestenen
Stenen ligger lige ved en bænk ved Skovsøen i Munkebjergskoven.
Snup en spurt mod dine kammerater og se hvem der er hurtigst på en sjov, interaktiv løbebane.
På Bindeballestien ved Nyboesgade er der optegnet to 60 meter lange løbebaner på asfalten – med markeringer for hver 10. meter. Ved start- og målstregen står en stander med trykknapper, hvor I starter og stopper løbet.
En skærm viser jeres tider og kårer dagens hurtigste løber.
Placering
Bindeballestien, Nyboesgade 37, 7100 Vejle
Book SkyttehushavenEn historisk have fyldt med aktiviteter, natur og oplevelser.
Skyttehushaven blev etableret for 161 år siden, da Vejle Skyttelaug købte området. Først i 1915 blev haven åbnet for offentligheden, da Vejle Kommune overtog ejerskabet. I 2019 gennemgik haven en omfattende fornyelse med blandt andet en ny scene, en sandstrand, otte grønne haverum, nye stier, en skovrutsjebane, og restaurering af fuglevolieren og det hvide lysthus.
Haven byder på mange muligheder
- Otte grønne haverum med plads til ophold og leg
- Flot udsigt over Vejle Fjord
- Mulighed for at slå smut, fiske, bygge sandslotte og lege på den nye sandstrand
- Leg i rhododendronskoven, skovhaven og hasseltunnellen
- Aktiviteter som klatring på klatrestammer, rutsjebaneture og trædestenslege
- Et rigt fugleliv og det gamle takstræ med huler
- Masser af Pokémon-aktiviteter for de spilleglade
Underholdning og arrangementer
Om sommeren er der løbende arrangementer på scenen i Skyttehushaven.
Praktisk information
Beliggenhed: Tirsbæk Strandvej, ned til Vejle Fjord
Der er offentligt toilet åbent fra påske til og med efterårsferien.
Lån af Skyttehushaven
Foreninger og lignende kan låne haven til offentligt tilgængelige arrangementer.
Interesserede bedes kontakte vejogpark@vejle.dk
Læs mere på www.udeliv.vejle.dk.
I Sønderskoven på Søndermarken finder du en stor skovlegeplads med mange faciliteter for børn i alle aldre.
Til de mindre børn er der balancebane og legeredskaber udformet som træfigurer. For de lidt større samt de voksne er der en Tarzanbane med hængebroer, klatrebane og balanceredskaber. Legepladsen har mange forskellige områder.
Du finder også en lille indianerby med bålblads, tippier samt et stort overdækket Westernhus med borde og bænke. Her er også bålplads med grill i det fri samt tilhørende borde og bænke.
Der er toiletfaciliteter ved pladsen.
I Tommy Troelsens Park finder I forskellige baner til boldspil og beach volley samt en multibane og en skaterbane. På skaterbanen kan I køre med løbehjul, rulleskøjter med videre.
Aktivitetsparken er en del af Klimaprojekt Østbyen, og ved kraftige regnskyl omdannes banerne til bassiner. Parken er god til børn, der vil spille med bold.
Adresse:
Steensens Vej 8, Vejle 7100
Du finder banen ved siden af ØSVN-Hallen på adressen Starupvej 45, 6040 Egtved
Vores naturlegepladser
Vejle Kommune byder på et væld af naturlegepladser, der kombinerer leg og læring i naturskønne omgivelser. Disse legepladser er spredt over hele kommunen og tilbyder unikke faciliteter, der appellerer til både børn og voksne.
I Sønderskoven finder du en stor naturlegeplads med trælegeudstyr, bålhytte og borde-bænkesæt, perfekt til en dag i det fri . Brejning Naturlegeplads, beliggende ved Brejning Lystbådehavn, tilbyder en motionsbane, shelters og en grillplads. I Gødding Skov strækker legepladsen sig over et stort område med forskellige redskaber, balancebaner og en stor grillplads.
Disse naturlegepladser er ikke kun steder for leg, men også for de gode naturoplevelser. De er ideelle udflugtsmål for familier, institutioner og alle, der ønsker at nyde naturen i Vejle Kommune.
Madpakkehuse og grillsteder
Sommervejr er picnic- og grillvejr, men desværre er det ikke altid tørvejr.
I madpakkehusene er du garanteret tørvejr og behøver ikke at planlægge efter vejrudsigten. Inviterer du på grillaften finder du også let et grillsted eller en bålplads på Vejle-Egnen. De fleste i forbindelse med madpakkehuse.