Projekt- og eventkoordinator til Vejle Erhverv

Projekt- og eventkoordinator til Culinary Institute by Vejle Erhverv
Søg hos os, hvis du kan planlægge et event, drive et projekt – og samtidig flytte en stol, tænde en lampe og få folk til at smile?
Om jobbet
Hos Culinary Institute by Vejle Erhverv leder vi efter en projekt- og eventkoordinator, der kan holde overblik i kaos, skabe struktur i vilde idéer – og tænde gnister mellem mennesker, mad og muligheder, og som både kan tænke stort og handle hurtigt. Du skal være med til at omsætte visioner til virkelighed – og strategi til handling.
Du bliver en central del af vores arbejde med:
- Mad som Motor – vores strategiske Stjernemål frem mod 2030
- Madens Univers – et partnerskab for fremtidens måltider
- Projekter og events, der styrker: Hotel-, restaurant- og fødevareerhvervet; smagen i den planterige rejse og grønne omstilling; maden i fokus, når der snakkes sundhed og trivsel; gastronomien i fokus ved talentudvikling og fællesskaber
- Projektkoordinering i projektet: Food Environments 4 Future
Og du skal arbejde både strategisk og praktisk – fra idé til afvikling
Vi forestiller os desuden, at du:
- Trives i krydsfeltet mellem planlægning og praksis. Kan planlægge, koordinere og gennemføre projekter, netværk, konkurrencer, events og videndeling
- Er struktureret – men ikke firkantet, og du trives i et miljø med høj faglighed og stor variation
- Kan kommunikere klart, når mange aktører er involveret, og være bindeled mellem virksomheder, vidensinstitutioner, kokke og kommunen
- Har viden om og er nysgerrig på gastronomi, fødevarer og samfund, samt kan formidle den viden om mad, måltider og bæredygtighed
- Har evner og flair for SoMe, billeder og video, som kan formidle vores arbejde – både i tekst, billeder og levende oplevelser
- Du er nysgerrig, engageret og samarbejdsstærk. Du arbejder tværfagligt, praksisnært og modigt med mange bolde i luften – uden at tabe smagen
- Sikrer fremdrift, struktur og overblik (og redder situationen, når virkeligheden driller)
Om os
Din arbejdsgiver bliver Vejle Kommune. Du bliver en del af et fællesskab på knap 10.000 medarbejdere – et stort fællesskab, hvor der er rigtig mange erfaringer og kræfter at trække på.
Vi er en del af Kommunaldirektørens Stabe, hvor vi arbejder med området ”Erhvervsservice & Turisme”. Her brænder vi for at ”gøre godt” for virksomhederne. Det gør vi i et samarbejde med vores kolleger i Vejle Kommune og vores kolleger i det danske erhvervsfremmesystem.
Vi er pt. 17 medarbejdere fordelt mellem fastansatte og projektansatte. Vi hjælper alle typer af virksomheder og har særlige prioriteter indenfor iværksætteri, digitalisering, grøn omstilling, fødevarer og turisme. Her har vi en række faste ydelser, og vi forsøger altid at skabe nye projekter, der kan bibringe yderligere værdi.
Fysisk er vi fordelt på 3 lokationer: Vejle Midtby, Vejle Havn og i Erhvervsparken Dandy Business Park.
På fødevareområdet arbejder vi efter vores strategi: Mad Som Motor.
Vi arbejder dér, hvor gastronomi, erhverv, klima, sundhed og fællesskaber mødes. Og ja – nogle dage er det Michelin-kokke, andre dage børn, producenter, forskere, AI-nørder eller frivillige. Ofte det hele på én gang.
Vi tilbyder dig
- En dynamisk arbejdsplads med stor frihed, høj tillid og højt til loftet
- En arbejdsplads med humor, faglighed og højt engagement med mulighed for at præge både indhold, form og udvikling
- Et stærkt netværk i det danske fødevarelandskab og et stærkt kulinarisk fællesskab
- En hverdag, hvor mad ikke bare er mad – men en løsning
- Et sted, der tror på, at mad, som smager godt, bliver spist, og at smag er nøglen til forandring
Ansættelsesvilkår
Vi går efter opstart 1. april 2026 eller hurtigst muligt.
Stillingen er en projektstilling i perioden frem til 31. december 2028 med 37 timer/uge. Stillingen har udgangspunkt hos Culinary Institute by Vejle Erhverv, Ørstedsgade 45, Vejle. Men med hele geografien Vejle Kommune som virkeområde. Kørekort/bil er derfor en forudsætning.
Løn- og ansættelsesvilkår i øvrigt efter gældende overenskomst mellem Vejle Kommune og relevant organisation.
Ansøgningsfrist
25. februar 2026.
Samtaler forventes afholdt
Primo marts 2026.
Har du lyst til at vide mere
Så kan du kontakte Per Mandrup; pemne@vejle.dk; 20 64 24 62 eller besøge vores web: www.vejle.dk/erhverv
Send din ansøgning
Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.
Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.
Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post.
Vejle Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.
Overvejer du at flytte til Vejle? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på www.vejle.dk/tilflytter.