start på hovedindhold

Pædagog til Kildedalen

Kunne du tænke dig at arbejde som pædagog i et spændende pædagogisk hus med faglighed så høj at den når helt op til trætoppene?

Vil du arbejde i et hus hvor vi ikke har stuepædagogik, men i stedet funktionspædagogik med mulighed for at arbejde fordybet og kvalificeret omkring en særlig retning, der styrker børnenes kompetencer?

Og drømmer du om at arbejde med pædagogik på mangfoldige måder, hvor man selv sætter husets pædagogik sammen af brudstykker af de mange retninger og koncepter, så det giver lige præcis den pædagogik som passer til målgruppen?

Om jobbet

Så er det her i Kildedalen, du skal søge job. Her bliver pædagogik udøvet med stort mod, skarpe skills, nysgerrighed og nerve, et sted hvor vi tror på en fælles ånd og retning er med til at bære alle styrkede og kloge videre i livet, klædt på til lige det man bliver mødt med.

Vi arbejder med fællesskaber som løftestangen for børns kompetencer, og med forberedelse, samtaler og vidensdeling som et stærkt værktøj til at udvikle både vores og forældrenes indsigt og handlemuligheder.

Lyder det komplekst? Det er det godt nok også! Det er jo børn, det er det vigtigste arbejde der findes! Og vi tager det dybt seriøst, selvom man kunne tro noget andet ved at høre stemningen i det glade og livlige hus, hvor humor har en stor plads.

Derfor skal vi have dig med på holdet, fordi du er stærk og dygtig, og tør vise din sårbarhed i vores gode trygge rammer. Fordi du kan lide at tale om tingene, lide at blive lidt udfordret – og udfordre andre.

Fordi du tænker at der nogle gange kommer noget virkelig godt ud af at prøve at gå en ny vej, og turde at træde ved siden af – for sæt nu at den nye vej leder til noget virkeligt stort og magisk.

Og fordi du har lyst til at være blandt kolleger der er ligeså forskellige som mennesker er, og som synes det bare er virkelig dejligt.

Alt imens du plukker af pædagogikkens træ, og samler det hele i en stor lækker pædagogisk frugtkurv som du kan dele ud af.

Om os

Vi er et velfungerende integreret hus med  ca. 16 vuggestuebørn og  ca. 60 børnehavebørn. Vi er 17 ansatte, samt 3 unge spire medarbejdere der hjælper os med alt det praktiske som ellers kan være svært at nå, så vi kan koncentrere os om det pædagogiske.

Vi er et hus med god plads, et spændende læringsmiljø med mange forskellige funktioner og en stor dejlig legeplads med plads til store og små og det stille og det vilde.

Vi ligger i et lille lokalmiljø hvor vi har både by og skov helt tæt på, og så ligger vi endda tæt på motorvejen og på togstationen.

Vi tilbyder dig

Et iderigt, entreprenant og levende hus, hvor der altid er gang i noget, og hvor dagene aldrig gentager sig. Og hvor der hele tiden bliver spekuleret i hvordan vi kan gøre det bedre, når personalet mødes på kryds og tværs, deler erfaringer, nysgerrigheder, opture og nederlag, dyrekøbte erfaringer og smuthuller.

Og hvor vejen til din leder er kort og nem, hvor der er lydhørhed og imødekommenhed, men også udfordringer og udvikling. Hvor vi kender hinanden, og hvor der er varme og kollegial støtte, sparring og plads til at være forskellige.

Lyder det som noget vi har fået AI til at finde på? Så kom og se det, mød os, mærk det og tag det hele ind. Vi lover vi er 100% ægte og helt menneskelige. Ligesom dig

Ansøgningsfrist

29. juni 2026

Samtaler forventes afholdt 1. juli 2026 mellem 8-14

Har du lyst til at vide mere?

Kontakt leder Majbritt Emborg Kristensen på majek@vejle.dk eller telefon 20 53 24 79 imellem 8-16 på hverdage

Oplysning om startløn

Ansættelse sker efter overenskomst for pædagoger ved daginstitutioner, skolefritidsordninger, klubber mv, §§4-9. Den forventede startløn på fuldtid og ekskl. pension er 32.343 kr. / ligger i intervallet 32.343 til 39.702 kr. Det bemærkes, at endelig indplacering, herunder overenskomstgrundlag og lønniveau, fastsættes på baggrund af din uddannelse og kvalifikationer og den konkrete tilbudte stilling.

Attester

Vi indhenter børneattest og offentlig straffeattest med samtykke.

Send din ansøgning

Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.

Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.

Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post.

Vejle Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.

Overvejer du at flytte til Vejle? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på www.vejle.dk/tilflytter.

Søg jobbet nu