Administrativ medarbejder til Dagtilbudsafdelingen (Pladsanvisningsteamet)

Søger du mere mening i dit arbejdsliv og vil du hjælpe med at finde dagtilbudspladser til de mindste borgere i Vejle Kommune? Trives du med at være i tæt dialog med forældre og ledere og holder du orden i dit penalhus? Så har vi måske jobbet til dig.
Børne- og Ungeforvaltningens dagtilbudsafdeling søger en administrativ medarbejder til Pladsanvisningsteamet, hvor du bliver en del af et team på 6 faste medarbejdere.
De primære opgaver i Pladsanvisningen er visitation til dagtilbud/SFO og beregning af økonomiske fripladser på linje med dine fem kolleger i teamet.
Du får en travl og spændende hverdag, hvor du har mange varierende opgaver, som du selvstændigt skal kunne prioritere og løse. Der er både rutineprægede og mere komplekse opgaver, som forudsætter, at du evner at analysere tal og lave beregninger, som holder stik.
Telefonen ringer ofte i åbningstiden og møder også dagligt borgere, som foretrækker det personligt fremmøde. Det er derfor en forudsætning, at du trives og har let til smil, når du er i kontakt med mange forskellige mennesker i din hverdag. For mange forældre betyder det alverden, at de kan få en plads i den ønskede daginstitution, og for vores daginstitutionslederne og dagplejen er det vigtigt, at tilbuddet er fyldt op. Når udbud og efterspørgsel passer sammen, går det let, og det er en spændende udfordring, når puslespillet bliver svært, og du skal formidle et tydeligt budskab. Vi forventer derfor, at du har let ved at skabe struktur og overblik og er en troværdig samarbejdspartner, som forældre og ledere kan sætte sin lid til.
Jobbet er en kombination af sagsbehandling, betjening af borgere og administrative opgaver, ligesom den løbende kapacitetsstyring i samarbejde med dagtilbudslederne er vigtig for at lykkes med opgaven. Vi forestiller os, at du med tiden får et særligt ansvar for at holde afdelingen ajour med lovgivningen om økonomiske fripladser og sikre at dokumenter og skabeloner bliver opdaterede.
Vi forventer, at du
- har erfaring med kommunal administration
- generelt har flair for IT-systemer og gerne kendskab til KMD, SB-SYS og ØS
- kan arbejde selvstændigt og struktureret
- har en god talforståelse/logisk sans
- har gode kommunikationsevner og er serviceminded
- vil give en kvalitetsbevidst og personlig service til borgerne
- kan bevare ro og overblik i en hektisk hverdag og overholde deadlines
- kan samarbejde og indgå i et team og sammen med dine øvrige kollegaer i forvaltningen
- har gode engelsk kundskaber
- har en relevant administrativ uddannelse og gerne målrettet den offentlige sektor
Vi tilbyder dig
- en spændende og udfordrende stilling
- en hverdag med kontakt med mange mennesker – både borgere og samarbejdspartnere
- et godt samarbejde med gode kollegaer
Om os
Vi er 20 medarbejdere placeret i den centrale dagtilbudsafdeling, hvis primære opgave er at understøtte den administrative ledelse og drift af daginstitutionerne og dagplejen. Dagtilbudsafdelingen består foruden pladsanvisningsteamet af et administrativt team og et ledelses- og pædagogiskkonsulent team. Sammen skaber og understøtter vi de bedst mulige rammer og vilkår for dagtilbuddene til gavn for børnenes trivsel og læring.
Hvis du vil vide mere
Du kan få yderligere oplysninger ved henvendelse til afdelingsleder, Jesper Hilligsø, på tlf. 23 44 54 23 eller mail jeshi@vejle.dk i uge 32.
Du kan også læse mere om Dagtilbudsafdelingen på Vejle Kommunes hjemmeside www.dagtilbud.vejle.dk
Ansøgningsfrist
Vi skal have din ansøgning senest søndag den 9. august 2026.
Vi holder ansættelsessamtaler fredag den 14. august 2026 og 2. samtale torsdag den 20. august 2026.
Ansøgere, der indkaldes til 2. samtale, må være indstillet på evt. at deltage i en personprofilanalyse og logisk test.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 30-32 timer ugentligt og er til ansættelse snarest og senest den 1. oktober 2026.
Arbejdstiden er mandag til fredag fra kl. 8 - 14 og evt. fra kl. 8 - 16 om torsdagen.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til HK overenskomst.
Oplysning om startløn
Ansættelse sker efter overenskomst for administration og IT §§3-6. Den forventede startløn på fuldtid og ekskl. pension er 28.886 kr. / ligger i intervallet 28.886 til 35.195 kr afhængig af anciennitet. Det bemærkes, at endelig indplacering, herunder overenskomstgrundlag og lønniveau, fastsættes på baggrund af din uddannelse og kvalifikationer og den konkrete tilbudte stilling.
Send din ansøgning
Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.
Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.
Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post.
Vejle Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.
Overvejer du at flytte til Vejle? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på www.vejle.dk/tilflytter.