start på hovedindhold

Leder af ny daginstitution i Uhrhøj, Vejle

Vil du stå i spidsen for udvikling af nybygget daginstitution – så er der en unik chance her!

Om jobbet

Vi har brug for en leder, der vil stå i spidsen for vores helt nye daginstitution, der ligger på toppen af en skrænt i forstaden Uhrhøj i Vejle. Bygningen står færdig omkring nytår og vi forventer, at de første børn kan starte i de nye rammer fra omkring vinterferien 2027. Institutionslederen bliver det centrale omdrejningspunkt for planlægning af opstarten og etableringen af indholdet af den helt nye institution.

Vi forventer at:

  • Du er indstillet på at bygge nyt helt fra bunden, hvor meget er uprøvet og der ikke findes sikre svar.
  • Du har fokus på at skabe størst mulig trivsel og læring for børnene
  • Du sætter retning og er synlig samt leder udviklingen af en stærk pædagogisk praksis
  • Du arbejder strategisk, er vedholdende og følger op på aftaler
  • Du besidder organisatorisk overblik og kan skabe struktur og systematik
  • Du bringer medarbejdernes kompetencer i spil gennem tillid, inddragelse og anerkendelse
  • Du er en god kommunikator og kan samarbejde med forældre og andre samarbejdspartnere på Uhrhøj herunder skolen og det seniorbofællesskab som bygges ved siden af institutionen.
  • Du er synlig og tilgængelig for både medarbejdere og forældre
  • Du kan stå i spidsen for et stærkt lederteam ved at spille andre gode, skabe følgeskab og uddelegere opgaver
  • Du har flair for og kan tage ansvar for den administrative og økonomiske ledelse
  • Du har relevant pædagogisk uddannelse og gerne ledelseserfaring

Om os

Den nye institution supplerer kommunens nuværende to institutioner på Uhrhøj. Her er børnetallet steget gennem en årrække og vi forventer, at byudvikling vil medføre at det stiger yderligere på længere sigt. Vi har i en årrække haft rigtigt mange børn indskrevet i de to eksisterende institutioner og har også måttet anvise børn til institutioner udenfor Uhrhøj. Derfor har vi besluttet at åbne en ny integreret institution med plads til 120 børn.

Institutionen ligger på toppen af en skrænt, hvor skrænten er en del af legepladsen. Ved siden af institutionen arbejdes på etableringen af seniorboliger, hvor det er tanken, at der skal være et samarbejde med daginstitutionen omkring brug af fælles faciliteter og fælles aktiviteter. Indholdet af dette skal udvikles nærmere.

Opgaven for den nye leder bliver inden opstart at forberede denne – herunder sørge for indretning, ansættelse af personale og fastlæggelse af rammer for den pædagogiske praksis. Efter opstart omkring vinterferien vil ske en gradvis optagelse af børn i et tempo som sikrer tryghed for alle parter.

Institutionslederen vil få understøttelse af forvaltningen på forskellig vis – men det forventes at institutionslederen i stort omfang er den som sikrer fremdrift i opstartsprocessen.

Vi tilbyder dig

  • Et spændende og udfordrende lederjob i en helt ny institution, hvor lederen kan få stor indflydelse på udviklingen.
  • På sigt at stå i spidsen for et lederteam med en pædagogisk leder, som endnu ikke er ansat.
  • Ledelse af en ny personalegruppe som rekrutteres af lederen selv.
  • Samarbejde med en ny forældregruppe og forældrebestyrelse
  • At blive en vigtig del af lokalområdet på Uhrhøj, hvor vi samarbejder med dagplejerne, de to øvrige daginstitutioner og Petersmindeskolen.
  • At blive en del af Vejle Kommunes samlede ledergruppe og ledelsesudvikling på Dagtilbudsområdet

Ligesom de øvrige dagtilbud i Vejle Kommune skal den nye institution arbejde med omstillingen ”Flere børn og unge sammen - i lokale fællesskaber”, hvor vi har fokus på at omsætte inspiration fra Tea Thyrre Sørensen til vores praksis med børnene. Herudover er institutionen selvfølgelig forpligtet på de øvrige politikker og retningslinjer i Vejle Kommune.

Ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesforhold følger overenskomst med BUPL, forhåndsaftalen og regler om lokal løndannelse.

Oplysning om startløn

Ansættelse sker efter overenskomst for pædagogisk uddannet personale ansat i lederstillinger i kommunerne, § 3-6. Den forventede startløn på fuldtid og ekskl. pension er 44.300 kr./ ligger i intervallet 44.300 – 45.700 kr. afhængig af anciennitet. Det bemærkes, at endelig indplacering, herunder overenskomstgrundlag og lønniveau, fastsættes på baggrund af din uddannelse og kvalifikationer og den konkrete tilbudte stilling.

Ansøgningsfrist

Der er ansøgningsfrist søndag den 7. september inden midnat. Første samtalerunde afholdes mandag den 14. september og evt. anden samtale den 22. september om eftermiddagen.

Har du lyst til at vide mere?

Yderligere oplysninger kan fås hos dagtilbudschef Rune Asmund Sørensen på 76 81 50 38.

Institutionens placering: https://maps.app.goo.gl/eZ2LMF3zYJrbgNLe7

Her kan læses lidt mere om den nye institution: Ny institution på Uhrhøj (Hovertoften) - Vejle Kommune

Oplysninger om at være dagtilbudsleder i Vejle Kommune kan findes her: https://www.vejle.dk/da/om-os/organisation/boern-unge/job-med-boern/info-vedr-lederstillinger-i-dagtilbud/

Attester

Vi indhenter børneattest og offentlig straffeattest med samtykke.

Send din ansøgning

Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.

Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.

Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post.

Vejle Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.

Overvejer du at flytte til Vejle? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på www.vejle.dk/tilflytter.

Søg jobbet nu