Forslag til lokalplan nr. 1435

Sommerhusområde ved Hvidbjergvej, Mørkholt

Kommune- og lokalplaner
Type

Høring

Område

Vejle Kommune

Høringsfrist
Offentliggjort
Afgiv høringssvar
Type

Høring

Område

Vejle Kommune

Høringsfrist

3. november 2025

Offentliggjort

6. oktober 2025

Afgiv høringssvar

Formålet med lokalplanforslaget er, at sætte rammerne for et attraktivt og åbent sommerhusområde samt sikre fælles friarealer, beplantning, vandhåndtering og at området kommer til at fremstå som et sommerhusområde med bebyggelse i stil med de klassiske sommerhustypologier. 

Dine muligheder

Byrådet har den 01.10.2025 vedtaget forslag til lokalplan nr. 1435 Sommerhusområde ved Hvidbjergvej, Mørkholt.

Du kan komme med idéer, bemærkninger og indsigelser i perioden fra mandag den 06. oktober 2025 til mandag den 03. november 2025 kl. 15.00. Hvis indsigelsen også er på vegne af andre, skal du medsende fuldmagter. Bemærkninger og indsigelser sender du ved at klikke på knappen ”Afgiv høringssvar”. Du skal bruge MitID til login. Du kan også sende dit høringssvar til plan@vejle.dk eller Teknik & Miljø, Plan & Energi, Kirketorvet 22, 7100 Vejle.
Derefter tager byrådet endelig stilling til planen.

Her kan du se planen/planerne

Hent lokalplanen

Hvis du ønsker at få planen printet, kan du kontakte Teknik & Miljø, Kirketorvet 22, 7100 Vejle.

Lokalplanens foreløbige retsvirkning

Når lokalplanforslaget er offentliggjort, må ejendommene inden for området ikke bebygges eller udnyttes på en måde, der kan foregribe indholdet af lokalplanen.

Screening for miljøvurdering 

Lokalplanens indvirkning på miljøet er screenet jævnfør miljøvurderingsloven. Vejle Kommune har vurderet, at planen ikke har en væsentlig indvirkning på miljøet og derfor ikke skal miljøvurderes.

Oversvømmelse og erosion (kp25)
Der er udpeget enkelte områder med risiko for oversvømmelse i lokalplanområdet. De to største udpegninger er naturlige lavninger, som udbygges til nedsivningsbassiner.

Nye arealer til byudvikling inddrages, herunder arealforbrug
Lokalplanområdet er et sommerhusområde der er udlagt i kommuneplanen 2025. Området er lagt ind i den nye kommuneplan, ved at tage andet og tilsvarende areal ud jf. Landsplandirektivet 2021.

Natura 2000-områder (habitat-, fuglebeskyttelses- og ramsarområder)
Nærmeste Natura 2000-område er område nr. 79, Munkebjerg Strandskov beliggende ca. 7 km vest for planområdet. Det vurderes, at planen ikke påvirker udpegningsgrundlaget for et Natura 2000-område og områdets integritet væsentligt pga. afstanden til Natura 2000-områder og planens omfang og indhold.

Bilag IV-arter (habitatdirektivet)
Vejle Kommune har ikke kendskab til, at der i lokalplanområdet forekommer dyrearter, der er omfattet af habitatdirektivets bilag IV. Kommunen vurderer derfor, at lokalplanen kan realiseres, uden at projektet vil beskadige eller ødelægge væsentlige yngle- eller rastepladser for flagermus og andre dyrearter, der er omfattet af habitatdirektivets bilag IV.

Beskyttede sten- og jorddiger
Der findes et mindre sten- og jorddige i lokalplanens nordlige del. Diget bliver bevaret i sin helhed.

Strandbeskyttelseslinjen
Lokalplanområdet grænser mod nordøst op til strandbeskyttelseslinjen. Lokalplanen udlægger en natursti som buffer mellem udstykningerne og strandbeskyttelseslinjen, hvorfor lokalplanområdet vil ikke påvirke området indenfor strandbeskyttelseslinjen. Der planlægges for adgangsvej over strandbeskyttelseslinjen mod nord-vest, hvortil der søges dispensation fra Kystdirektoratet.

Kystnærhedszonen (kp25)
Hele lokalplanområdet er beliggende indenfor kystnærhedszonen. Lokalplanen giver ikke mulighed for at bygge over 5 meter i højden, og vurderes ikke at have væsentlig visuel påvirkning på kysten.

økologiske forbindelser (kp25)
Mod syd-vest ligger lokalplanområdet, med mindre arealer, indenfor potentielle økologiske forbindelser. Det vurderes ikke at have betydning, da området ligger i udkanten af den potentielle økologiske forbindelse, som er et stort område, og vil derfor ikke påvirke udpegningen væsentligt.

Skovrejsningsområder (kp25)
Mod syd-vest ligger lokalplanområdet, med mindre arealer, indenfor ønsket skovrejsningsområder. Udpegningen af ønskede skovrejsningsområder er et større areal, hvor lokalplanområdet kun påvirker en mindre del og dermed ikke påvirker den samlede udpegning væsentligt.

Hent screeningen

Klagevejledning for screening for miljøvurdering

Du kan klage over afgørelsen til Planklagenævnet over retlige spørgsmål. Klagen skal du sende til Planklagenævnet via Klageportalen inden for 4 uger efter offentliggørelsen. Det koster et gebyr på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer at klage.

Du kan søge om at blive fritaget fra at bruge klageportalen ved at sende en begrundet anmodning til plan@vejle.dk eller Teknik & Miljø, Kirketorvet 22, 7100 Vejle. For oplysning om gebyr, og hvem der kan fritages for brug af Klageportalen, se Planklagenævnets hjemmeside.
Frist for indbringelse for domstolene er 6 måneder.

Kortbilag

Høringssvar (16)

Gitte Sønderby

Emiliedalsvej, 8270 Højbjerg

Vedrørende planlagt udstykning af sommerhusgrunde

Indsigelse mod lokalplanforslag / udstykning af sommerhusgrunde


Jeg vil hermed på vegne af min husstand gøre indsigelse mod den planlagte udstykning og opførelse af 30 sommerhuse på op til 180 m² stykket på marken ved siden af vores sommerhus beliggende Johannevej 12, 7080 Børkop.


Vi har følgende væsentlige bekymringer i forhold til projektet:



1.Indkigsgener og forringet privatliv


Flere af de planlagte nye sommerhuse vil få direkte indkig til hele vores grund. Dette er en væsentlig forringelse af vores privatliv og oplevelse af at være i et roligt sommerhusområde. Det er desuden en klar forringelse af vores ejendomsværdi. Vi vil opfordre til, at der ikke bliver bygget huse helt op imod den sydlige del af udstykningen, så i hvert fald en del indkigsgener kan undgåes. 



2.Placering af regnvandssø og risiko for oversvømmelse


Vi har med bekymring noteret os, at der planlægges etableret en regnvandssø umiddelbart nord for vores grund, og at denne skal ligge højere end vores grundniveau. Vi frygter, at dette vil øge risikoen for oversvømmelse af vores grund ved kraftige regnskyl. Vi efterlyser en konkret plan for håndtering af overfladevand og en garanti for, at vi ikke kommer til at lide skade som følge af denne sø.



3.Trafikale forhold – Bjørnsvej er ikke egnet


Det oplyses, at adgangsvejen til det nye sommerhusområde skal gå via Bjørnsvej, som er en vej med begrænset kapacitet og en meget vanskelig tilkørsel til Hvidbjergvej. Den øgede trafikmængde – både under anlægsfasen og senere i driftsperioden – vil medføre trafikale problemer og øget risiko for uheld. Vi finder det stærkt problematisk, at der ikke er planlagt en mere passende adgangsvej.



4.Uhensigtsmæssig bygningsstørrelse i forhold til nærområdet


Det eksisterende sommerhusområde omkring Johannevej og Bjørnsvej er præget af mindre og mere beskedne sommerhuse, som harmonerer med det naturskønne område og den fredelige karakter. At tillade opførelse af 30 sommerhuse på op til 180 m² vil ændre områdets karakter markant og være i strid med områdets nuværende udtryk og helhedsindtryk. I planen for udstykningen bliver der netop lagt vægt på, at den nye udstykning skal passe ind i det eksisterende kulturmiljø. Hvordan det skal kunne ske med huse, der er 3-4 gange så store som den eksisterende bebyggelse, er svært at se.



5. Udlejning og øget støjniveau


Vi frygter, at de planlagte store sommerhuse primært vil blive opført med henblik på udlejning, hvilket vil medføre en markant højere udskiftning af gæster og deraf følgende støjgener, især i ferieperioder. Dette vil påvirke områdets nuværende ro og fredelighed og forringe oplevelsen og værdien for de omkringliggende ejere, der benytter deres huse som rekreative fristeder. 



Afslutning og opfordring


Vi opfordrer Vejle Kommune til at genoverveje projektets omfang og placering, herunder størrelsen af husene, antallet af grunde, adgangsforholdene og de miljømæssige konsekvenser. Vi ønsker, at der i stedet udvikles en løsning, der respekterer det eksisterende områdes karakter og de nuværende beboeres rettigheder og forventninger til ro og privatliv.


Med venlig hilsen

Gitte Sønderby

Sommerhusejer, Johannevej 12

7080 Børkop





Blanketnummer 571097

Egon Sørensen

Grundejerforeningen Hvidbjerg, Høll og Mørkholt.

Hvidbjergvej 15A, 7080 Børkop

Trafik, æstetik og natur i nyt sommerhusområde

Under henvisning til udsendelse af lokalplan 1435, udtaler Grundejerforeningen for Hvidbjerg, Høll og Mørkholt følgende.


Vi tager til efterretning, at Vejle Kommune fortsat vil udbygge området til endnu flere sommerhuse. Vi mener dog, at det er betænkeligt at forsætte udstykningen, da det er vores opfattelse, at området i forhold til natur og infrastruktur nu bliver yderligere belastet.

Infrastruktur

Det er en kendt sag, at hele området i Hvidbjerg, Høll og Mørkholt er udfordret med en dårlig infrastruktur. Oversigtsforholdene kan mange steder give decideret farlige situationer. Trafikbelastningen på Hvidbjergvej er de senere år steget voldsomt og med mange renoveringer og nybyggerier oplever vi tillige meget store køretøjer på vejen.

Hvidbjergvej har ikke noget fortov og har ikke cykelsti, hvilket betyder, at gående og cyklende må færdes direkte på kørebanen. Det giver mange farlige situationer og en yderlige udbygning af trafikken i området vil bestemt ikke forbedre dette.

Vi foreslår, at der findes en alternativ adgangsvej til sommerhusområdet, så trafikken ikke skal belaste Hvidbjergvej yderligere.


Æstetik

Vi noterer med tilfredshed, at lokalplanen skal sikre at området fremstår som et klassisk sommerhusområde, som falder naturligt ind i landskabet. Vi ønsker dog at skærpe opmærksomheden på at skabe større diversitet af bebyggelsen, således det ikke fremstår som 30 ensartede sorte sommerhuse. I forhold til husenes størrelse, kan vi frygte, at området kun skal anvendes til udlejningsformål og ikke vil blive beboet/anvendt af ejerne. Lokale naboer vil kunne frygte store grupper, der kan feste til langt ud på natten i et ellers roligt område.


Natur

Området er beriget med en del dyre- og fugleliv. Dyrene bruger de åbne, grønne arealer og skoven, der er i området. Vi mener, det er vigtigt, at der i planlægningen sikres plads til naturen med grønne områder, træer, smukke stier o.s.v. Vi foreslår i den forbindelse, at der indtænkes et sammenhængende stisystem i området, der animerer beboere og gæster til at bruge dette i stedet for at færdes på Hvidbjergvej.


Venlig hilsen

Egon Sørensen

Formand for Grundejerforeningen

Hvidbjergvej, Høll og Mørkholt

12-10-2025


Blanketnummer 571937

Verificeret afsender

Adgang til omtådet

Vil det ikke være muligt at tilkørslen til området blive koblet på indkørslen til Sommerhaven? Og for at nedbringe trafikstøj og ophvirvlet støv at asfaltere "hovedvejen". Der er allerede en del trafik på denne vej pga de mange turister, der allerede nu kommer og går/kører i Sommerhaven.


Blanketnummer 571998

Verificeret afsender

Indsigelse imod byggeri på marken v. for Bjørnsvej

Jeg vil gerne gør indsigelse imod, at der bygges på marken vest for Bjørnsvej og på marken, der ligger vest for forannævnte mark, dvs. ned mod Stadsvej. 

I området står grundvandet højt. Dette så vi i forbindelse med etablering af kloak, hvor det var nødvendigt at foretage grundvandssænkning på Johannevej.

Dernæst har der været episoder med stormflod fra markerne, efter kraftigt regnvejr.

Den 21. marts 2020 var trykket fra stormfloden så stort, at en del af Stadsvej blev skyllet væk. Se vedhæftede billede.

Stormflod har også fosset ned igennem matriklerne på Blåbærvej og videre ud på Fædrift. Dette har jeg desværre ikke billede af, men vandmasserne var så kraftige, at det lignede der var sprunget en vandledning. 

Årligt er dele af matriklerne på Johannevej 10 og Johannevej 12 oversvømmet. 

I lokalplanen er der screenet for oversvømmelse, og her fremgår det, at "der er udpeget enkelte område med risiko for oversvømmelse" og "De 2 største udpegninger udbygges til nedsivningsbassiner". 

Der foreligger desværre en nærliggende fare for, at risikoen for oversvømmelse er undervurderet. Os der færdes dagligt i område ved, hvor ofte og i hvor stort omfang det sker. 


Hvis der alligevel skal bygges på markerne, gør jeg indsigelser imod typen af byggeri. Store sommerhuse på op til 180 kvm. uden hække imellem matriklerne vil hovedsageligt blive opført med udlejning for øje. Dette passer slet ikke ind i det eksisterende område, hvor langt de fleste sommerhuse er 50-80 kvm, og primært bruges af sommerhus-ejerene selv. 

Det eksisterende område er et gammelt, roligt sommerhusområde, hvor vi kommer hinanden ved, og hvor vi tager hensyn til naboerne.

Et stort område med primært udlejning-huse vil give en helt anden atmosfære med en del støj både dag og nat, især i ferieperioden og i helligdagene.


Der vil også være meget mere trafik til område. Den øgede trafikmængde er infrastrukturen omkring Hvidbjerg og Mørkholt slet ikke gearet til. Hvidbjergvej er smal uden fortov og cykelsti. Flere steder på Hvidbjergvej kan 2 personbiler kun med forsigtighed (nedsat fart) passere hinanden, hvis der vel og mærke ikke er fodgængere eller cyklister på vejen. Når "de bløde trafikanter" færdes på langs vejen, er det ikke muligt for bilerne at passere hinanden. Man ønsker formentlig heller ikke mere trafik igennem Gårslev, og Fædrift er slet ikke egnet, idet den er smal og snoet med dårlige oversigtsforhold. Trafiksituationen igennem Hvidbjerg og Høll er allerede nu en udfordring for alle.

 

 Jeg vil derfor på det kraftigste opfordre Vejle kommune til at få udbygget og forbedre infrastrukturen for området Høll, Hvidbjerg og Mørkholt inden man planlægger udstykninger, der vil gøre situationen værre. 


Med venlig hilsen


Anne Marie Jakobsen,

Bjørnsvej 8

Vedhæftede dokumenter

Blanketnummer 572263

Bent Jakobsen

Bjørnsvej, 7080 Børkop

Indsigelse mod udstykning af sommerhusgrunde

Vi gør indsigelse imod udstykning af 30 sommerhusgrunde ved Johannevej, Bjørnsvej og nærliggende områder. Indsigelsen begrundes bl.a. med:

  1. Udstykningen giver tilladelse til bygning af store huse på 180 kvm + 50 kvm udhuse. Dette indebærer, at mængden af disse huse alene anvendes til udlejning med deraf følgende mange mennesker, meget trafik og masser af støj (som vi i dag allerede kender fra Sommerhaven).
  2. Indkørslen fra Hvidbjergvej er en meget dårlig plan. Vejen er i forvejen hårdt belastet af meget trafik af såvel biler, cyklister samt fodgængere. Hvidbjergvej er i en dårlig forfatning og der er hverken fortov eller cykelsti, så efter vores mening er en øget trafik her forbundet med stor risiko for ulykker. En indkørsel via den nuværende vej fra Lavbolsvej gennem Sommerhaven virker mere naturligt. Flere af de nye grunde - vil som planlagt nu - få vej på begge sider af deres grund.
  3. At udstykningen ikke må få præg af et "parcelhuskvarter" er selvfølgelig et plus, men dette må jo også medføre, at husene får lov til egne farvevalg og altså også "sommerhusfarver", som vi alle har i dag i Hvidbjerg og Mørkholt. Samtidig må det jo være et krav, at der ikke kommer vejbelysning, som de f.eks. har i Sommerhaven. Det er et sommerhusområde - ikke en hovedgade i en større by.
  4. Områdets karakter ændres totalt - ikke bare æstetisk, men også natur- og miljømæssigt. Husenes størrelse bliver 2-3 helt op til 4 gange større end de nuværende sommerhuse, så "sommerhuskulturen" vil helt forsvinde og de nye huse passer ikke ind i det eksisterende miljø. Vi har i dag et dyreliv med råvildt, harer, agerhøns og fasaner, som alle kommer i haverne fra den planlagte udstykning. Vi ser dagligt mange forskellige rovfugle, som har et naturligt jagtområde i den planlagte udstykning.
  5. I øvrigt: er der nogen som har undersøgt om den fredede løvfrø lever i de eksisterende sumpområder? Den findes jo ikke så langt herfra- nemlig i Høll og engarealet mod Egeskov.
  6. Der kræves en grundejerforening i det planlagte område, som efter krav fra byrådet i Vejle, skal sammenlægges med eksisterende grundejerforeninger i de tilstødende områder. Vi tror absolut ikke, at de tilstødende grundejerforeninger er interesseret i at deltage i anlæggelse og drift af veje, etablering og vedligehold af 2 regnvandssøer, etablering og drift af stisystemer og lignende fremtidige projekter. 


Venlig hilsen

Else og Bent Jakobsen

Bjørnsvej 18

Blanketnummer 572388

Jesper Danø

Danø Arkitektur

Gregersensvej 7, 7080 Børkop

HØRINGSSVAR – FORSLAG TIL LOKALPLAN NR. 1435

Jeg udtaler mig både fagligt, som arkitekt, og privat som sommerhus ejer på Gregersensvej.


Lokalplan 1435 lægger op til høj grad af bygge-udfyldning mellem de eksisterende sommerhusområder. Bemærkelsesværdigt er det at man vælger at tillade skovfældning i NV hjørne - endda det sidste resterende skov mod de åbne marker mod NV, og den nybebyggede udstykning ved Sommerhushaven. Tillige grænser ny udstykning i høj grad helt op til de eksisterende udstykninger.


Det er generelt en stor fejl at nedlægge de grønne lommer og bælter mellem bebyggelserne, hvilket man nok vil fortryde senere.

Når man laver denne udstykning bør der minimum beholdes grønne bælter omkring udstykningen. Grønne bælter og hegn opdeler og indrammer kvarterer, og bidrager til i højere grad at bibeholder områders kvaliteter og identitet - i modsætning til den store udstrakte kage af sommerhuse, man ser nogen steder, og som har tendens til at blive karakterløse.

Både området ved Sommerhushaven og de gamle udstykninger omkring Bjørnsvej og Blåbærvej - men også den nye udstykning, vil derfor blive dårligere steder end nødvendigt, med den foreslåede plan.


Der er i området stadig en relativt rigt dyreliv med rådyr mm. også i de gamle haver og hegn. Det er uhyre vigtigt at der er grønne koridorer og passager for dyrelivet imellem de bevoksede områder. Kvaliteten af de grønne rum, sikrer også at mennesker kan færdes i kvalitative grønne bælter, og ikke kun på 'villaveje'.


De tilladte store huse der lægges op til i planen, intensiverer hele områdets bebyggelsesprocent og mindsker hele den grundlæggende karakter af grønt sommerhusområde - man indfører i praksis en grad af parcelhus karakter - med forholdsvis mindre haverum - uanset man i planen bestemmer materialer og bygningshøjder. Det er en helt enkel faglig vurdering. At påstå andet er at narre sig selv og andre.


Dyrelivet får derfor med den foreslåede plan betydeligt ringere kår ift. plads og passager, end i det gamle eksisterende sommerhuskvarter. Planen lægger op til høj udnyttelsesgrad (og høj fortjeneste!), mere end kvalitativ planlægning, der kan sikre at både nye og gamle udstyninger har høj rekreativ værdi, dyreliv og en grad af natur kvalitet.


Vedhæftet kort med markering af minimum af grønne bælter og lommer, som lokalplanen bør understøtte og lægge op til.


Mvh Jesper Danø, arkitekt maa. 

Danø Arkitektur


Blanketnummer 573101

Britta Danø

Siimvej, 8680 Ry

indsigelse med fokus på dyreliv og områdets karakt

Vi har et sommerhus på Gregersensvej, som har været i familiens eje i mere end 60 år.


I den tid, har jeg været vidne til at dyrelivet har fået sværere vilkår, og at områdets karakter er blevet udtyndet, samt at klitten i højere og højere grad bærer præg af slitage fra de mange turister.


Jeg kan kun forestille mig, at nærværende lokalplan må bygge på manglende dybt kendskab til området, dets karakter og dets dyreliv, samt udviklingen heraf.


Områdets rekreative, naturmæssige karakter:


Det var en skuffelse at læse, at området ikke var blevet fredet, og at der dermed ikke kom forbud mod at fælde træer og buske, hvor det forringer områdets plantageagtige karakter, samt formindsker skovområderne.

Jeg opfordrer til at man freder store dele af området, inklusiv eksisterende sommerhusområder.


Udlægning og bebyggelse af endnu et større sommerhusområde vil desuden medføre øget trafik på bla Hvidbjergvej. Hvidbjergvej er allerede traffikalt presset i sommerhalvåret - en udvidelse af vejbredden vil være en katastrofe for områdets rekreative og ikke mindst særlige karakter.


Ankomsten mellem Høll, forbi klitområdet og op mod bla Bjørnsvej var tidligere, og er stadig delvist, en særlig stemningsfuld og naturskøn oplevelse pga. de mange træer, lyngen, den smalle plantageomkransede vej osv.


Den type bebyggelse, der planlægges, vil kunne placeres mange steder i landet, eller kommunen. Jeg mangler egentlige argumenter for, at det skal ligge lige her - ud over lodsejers forståelige ønske om økonomisk gevinst.


Områdets dyreliv:


Jeg er ikke biolog, men opfordrer til at biologer, med dybtgående viden om flora og fauna, samt Danmarks Naturfredning inddrages i planerne. 


I familiens have på Gregersensvej har der i alle de godt 60 år vi har haft sommerhus der, været hjorte, fasaner, divserse fugle og flagermus. Indtil for et par årtier siden var der virkeligt mange flagermus, der er desværre færre nu - men de er der. Ligesom der er færre fugle.


Jeg har derudover set en isfugl på vores grund. Jeg ved desværre ikke hvor den holder til, men jeg opfordrer til, at man ikke forringer dens levevilkår.


Jeg hører ofte nattergal. Jeg ved desværre ikke hvor den holder til, men jeg opfordrer til, at man ikke forringer dens levevilkår.


Desuden er der, som så mange steder i landet og verden, langt færre insekter, sommerfugle osv. end tidligere. Det indbyder snarere til at man udlægger områder, som det, der nu peges på i lokalplanen til skov, plantage, "vild med vilje" eller lignende.


Endeligt peger jeg på Fjordens tilstand, som også mere indbyder til flere grønne områder i de kystnære områder, end til yderligere kystnær bebyggelse.


I håb om at kommunen genovervejer og ændrer planerne.


Venlig hilsen



 

Blanketnummer 573201

Verificeret afsender

Indsigelse mod byggeriet

I mit forrige høringssvar glemte jeg at nævne:


I skoven sydvest for området (den lille (freds?)skov ud mod Stadsvej) er jeg på mine gåture stødt på grævlingeunger, der bor i skoven. Grævlingen har været fredet i Danmark siden 1994, og ved at bygge på markerne fjerner man de åbne områder, hvor grævlingen søger føde. I området er der også flagremus, som søger føde henover marken om aftenen. 


Dernæst falder er det planlagte byggeri slet ikke ind i området. Det ligner et sommerhusområde, som dem man ser på vestkysten. 


Der kan kun lyde et STORT og RUNGENDE: NEJ TAK!!!!!


Såfremt man alligevel vælger at tillade byggeri på marken, kan man på ingen måde pålægge de eksisterende grundejerforeninger at skulle optage den nye grundejerforening, som beskrevet i punkt 10.4

Både grundejerforeningen for Høll/Hvidbjerg/Mørkholt men også den mindre grundejerforening på vejene Bjørnsvej/Johannevej/Borlevvej/Gregersensvej har givet indsigelser imod byggeriet. De kan derfor ikke pålægges udgifter til drift og vedligehold af et område, som de ikke ønsker skal opføres.


Vælger Vejle Kommune alligevel at tillade byggeri bør der etableres frizoner/grønne bælter/hegn hele vejen rundt om området, således at det ikke er synligt fra de eksisterende områder, og der skal ikke etableres gadelys, som vi ser brænde hele natten igennem på Sommerhaven. 


Med venlig hilsen


Anne Marie Jakobsen

Bjørnsvej 8

Blanketnummer 573502

Robert Bladt

Grundejerforeningen Ved Tre Vande (repræsenterende Bjørnsvej, Gregersensvej, Borlevvej og Johannevej)

Majsmarken 7, 7080 Børkop

Høringsvar vedr. forslag til lokalplan 1435

Hermed et høringssvar på forslag til lokalplan nr. 1435 og tak for den forudgående dialog med både forvaltningen og politikere.


Indsigelse til lokalplanforslag indledning:


Flagermus

Der gøres indsigelse til baggrunden for jeres konklusion:

• I skriver, at Vejle Kommune ikke har kendskab til, at der er flagermus i området. Det er faktuelt forkert og vi kan bevidne, at der er flagermus i området. I skriver, at ”Da projektet ikke berører eksisterende bevoksninger med løvtræ, vil eventuelle potentielle levesteder for flagermus ikke berøres”. Eksisterende bevoksning med løvtræ på området berøres i mindre grad, men i årene siden 2021, hvor landplandirektivet blev vedtaget – er der fældet større områder træer, herunder løvtræer:

◦ 2018-19 blev der fældet et bælte med træer for at give plads til sommerhusudstykningen ved Sommerhaven.

◦ 2012 var store dele af den sydlige del af lokalplanens areal tilplantet med træer, buske og vildtvoksende krat.

Flagermusens potentielle levesteder er blevet berørt over flere år, uden at nogen har grebet ind overfor fældningerne, så konklusionen er ikke truffet på et oplyst grundlag – vi mener at det klart påvirker flagermus i området.


Udstykningen bør ses i sammenhæng med den større udstykning i Sommerhaven - selvom de to områder ikke udstykkes samtidig, da deres påvirkning på de nævnte faktorer hænger sammen (de to områder ligger ved siden af hinanden).


Skovbyggelinjen

Der gøres indsigelse mod kommunens reduktion af skovbyggelinjen:

• Skoven vest for udstykningen er fredskov.

• Skoven vest for udstykningen var et sammenhængende, tilgroet område med træer og krat, som også dækkene ca. 1/3 af matrikel 12b. Virkeligheden er, at der hen over årene er sket fældning af træer og ryddet områder med uberørt natur (grundlag for bl.a. flagermus), som nu er årsagen til, at området i dag fremstår som et åbent landbrugsareal modsat for ganske få år siden (bare tjek flyfotos).


Indsigelse til lokalplanforslag:


§1: Formål

I skriver at området skal have karakter af et klassisk sommerhusområde.

Indsigelsen hertil:

• Et åbnet sommerhusområde er ikke i overensstemmelse med det eksisterende Høll, Hvidbjerg og Mørkholt. Området er kendetegnet ved naturlig bevoksning, små, tætte parceller og grunde, der er defineret af en beplantning.

• Et åbent sommerhusområde vil bryde med områdets eksisterende karakter og udtryk, og det vil få området til at fremstå mere synligt og eksponeret, hvilket ikke bifaldes.


§ 3 og 4: Anvendelse og Udstykning

Nedsivning af regnvand

Der skal tages særligt hensyn til eksisterende bebyggelse, som grænser op til lokalplanens sydlige område. Her er der problemer med højtstående grundvand og dårlig afledning.

Indsigelse hertil:

• Problemet forstærkes af bebyggelse i den sydlige del af lokalplanens område.

• Bassin mod syd skal afhjælpe problemet med regnvand - ikke forstærke det, derfor må bassinet anlægges lavt og uden kant mod syd, ellers kan problemer med højtstående grund- og regnvand forstærkes for matriklerne syd for lokalplansområdet.


§ 5: Vej-, sti- og parkeringsforhold

Indsigelse hertil:

• Antallet af P-pladser skal forhøjes ved sommerhuse på 180 kvm og foreslår, at dette justeres op til tre P-pladser pr. sommerhus.


§ 6: Bebyggelsens omfang og placering

Indsigelse mod at der kan bygges 180 kvm + 50 kvm sekundære bygninger:

• sommerhuse under 150 m2 skal overholde et krav på 4,0 kg CO2e pr. m2 pr. år, mens sommerhuse over 150 m2 skal holde et krav på 6,7 kg CO2e pr. m2. pr. år.  Det harmonerer ikke med intentionen om at sommerhusområdet ikke vil have væsentlig indvirkning på miljøet”.

• Der skal ”sikres arkitektonisk sammenhæng med de eksisterende sommerhusområder”. I modsætning til udstykningen ”Sommerhaven”, grænser området op til et sommerhusområde fra 1960’erne, hvor grundstykkerne er 600-800 kvm og sommerhusene er på ca 100 kvm eller mindre – det hænger ikke sammen med, at der gives tilladelse til sommerhuse på op til 180 kvm.

• Sommerhuse på 180 kvm. lægger op til udlejning v. flere familier, hvilket er uhensigtsmæssigt for områdets belastning og sammenhængskraft - størrelsen bør nedjusteres til max. 150 kvm.


§ 6,3

Indsigelsen hertil:

• Bebyggelse opført i 1 plan og med en højde på 5 meter over niveauplan med forskydning grundet terrænet, betyder at sommerhusene vil fremstå i to hele etager set ’nede fra’. Der skal tilføjes et afsnit, som modvirker, at ’tagflader’ kan anvendes som tagterrasser.


§ 7: Bebyggelsens udseende

Der gøres indsigelse hertil:

• så der kun kan anvendes tagsten med max. glanstrin 15. Så solceller kun kan opsættes hvis de integreres i tagfladen (plant) og med en mat overflade der sikrer at de sydvendte tagflader ikke giver genskin til omkringliggende sommerhusområder.

• Fastholder kommunen husstørrelse over 150 kvm skal disse have tage af strå-, tørv eller græs samt forbud mod opsætning af solceller.


§ 8: Ubebyggede arealer

Indsigelsen går på at diget er blevet gennembrudt, og skal genetableres, såvel som stadfæstes i lokalplanen at det er fredet.


§ 10: Grundejerforening

Der gøres indsigelse da:

• § 10.4 og 10.5 skal sløjfes, da der ikke er ønske om at blive sammenlagt med den nye grundejerforening. Det skal præciseres, hvem der vedligeholder området indtil en grundejerforening er etableret (før 50% udbygning). Vejene Bjørnsvej, Gregersensvej, Borlevvej og Johannevej skal udmatrikuleres fra matrikel 12b, så de to sommerhusområder er matrikulært adskilt.


Kortbilag

Der gøres indsigelse da:

• kortbilag medtager dele af Johannevej, hvilket skal rettes.

• Johannevej på et af bilagene benævnt ”Bjørnsvej”.

• Tilkørselsvejen til lokalplanområdet skal indgå i rammen for området, så det sikres at tilkørselsvejen er en del af området, og hvor den nye grundejerforening får ansvar for vedligeholdelsen.


Generelt

Det er noteret med glæde, at vejadgangen til det nye sommerhusområde er placeret med ind- og udkørsel ved Hvidbjergvej 97. Det ville fortsat være den bedste løsning, hvis Hvidbjergvej helt kunne friholdes for øget færdsel, da den i sommerperioden er overbelastet allerede og især for de bløde trafikanter som færdes med livet som indsats. Der skal derfor lyde en opfordring til, at I forbedrer infrastrukturen i hele Høll /Hvidbjerg /Mørkholt området.


Opmærksomheden henledes tillige på de generelle parkeringsforhold som adgang til de to strandområder (Hvidbjerg Klit og Fladstranden), som med nuværende antal sommerhuse og dagsgæster slet ikke er tilstrækkeligt i sommerperioden. Så når man vælger at området skal belastes yderligere, som følger af endnu en ny udstykning, bør kapaciteten for parkering øges.

Blanketnummer 573724

Poul Gert Petersen Agertoft

Borlevvej, 7080 Børkop

Trafikale og naturmæssige problemer

Den foreslåede bebyggelse vil belaste området med yderligere trafik, hvilket vil være til stor gene for både de nuværende og kommende beboere samt turister. Derfor bør mest mulig trafik kanaliseres mod Gårslev. For at mindske gener fra uvedkommende kørsel inde i områderne foreslås, at der gives tilladelse til skiltning herimod: Uvedkommende færdsel forbudt. 

Det er med forundring, at der intet sted nævnes, at den smukke hvidsandede klit er FREDET. Sliddet på klitten steget betydeligt de sidste år med bl.a. dybdegravning ned i de faste sandlag. Som minimum bør der skiltes tydeligt ved alle adgangsveje på flere sprog med fredningen og dens konsekvenser for diverse aktiviteter. Konklusionen er, at udstykningen vil få stor indvirkning på naturen og kystmiljøet. 

Blanketnummer 573778

Dorte Sønderby

Nyelandsvej, 2000 Frederiksberg

Indsigelse til Vejle Kommune


Til:

Vejle Kommune

Teknik & Miljøforvaltningen

Vedrørende: Indsigelse mod forslag om udstykning af nyt sommerhusområde ved Johannevej/Bjørnsvej, Hvidbjerg.



Kære Vejle Kommune,


Vi ønsker hermed at gøre indsigelse mod den planlagte udstykning af et nyt sommerhusområde med ca. 30 store sommerhuse på 180 m² i området ved Johannevej/Bjørnsvej, Hvidbjerg.

Vi ejer et sommerhus beliggende på Johannevej 12, som grænser direkte op til det område, der ønskes udstykket, og vi er derfor direkte berørt af projektet.


1. Områdets karakter og skala

Kommunen anfører selv, at det er vigtigt, at ny bebyggelse passer ind i det omkringliggende kulturlandskab. Vi mener ikke, at de planlagte sommerhuse vil gøre det.

De eksisterende sommerhuse i området er typisk 50–80 m² og har en ældre, naturlig og harmonisk karakter. De planlagte huse på 180 m² vil fremstå meget store og dominerende – både i højde og volumen – og dermed bryde med områdets særlige præg og skala.


2. Udlejning og støjgener

Der er en reel bekymring for, at de nye, store sommerhuse hovedsagelig vil blive anvendt til udlejning. Dette vil medføre en konstant udskiftning af beboere og potentielt øget støj og uro, især i højsæsonen. Det vil være en væsentlig forringelse af den ro og rekreative værdi, som området i dag er kendt for.


3. Indkig, udsigt og ejendomsværdi

Da vores grund ligger direkte op til den planlagte bebyggelse, vil flere af de nye grunde få direkte indkig til vores terrasse og have. Dette vil markant forringe både vores privatliv, udsigt og nydelsen af vores ejendom – og medføre en sandsynlig forringelse af ejendomsværdien.


4. Regnvandssøer og risiko for oversvømmelse

Det fremgår, at der planlægges etablering af regnvandssøer tæt på vores grund. Vi er meget bekymrede for, at disse søer kommer til at ligge højere end vores grund og dermed kan medføre risiko for oversvømmelser. Derudover er det uklart, hvem der skal have ansvaret for vedligeholdelsen af søerne. Det er vigtigt, at vores grundejerforening ikke pålægges yderligere opgaver eller udgifter som følge af denne udstykning.


5. Miljø og naturhensyn

Området, som planlægges udstykket, rummer i dag et rigt dyreliv. Vi ser ofte rådyr, harer, fasaner, flagermus, stålorme og endda grævlinger. I lavningen, hvor der planlægges regnvandssøer, lever frøer, og der er muligvis tale om den fredede løvfrø – noget der bør undersøges grundigt, inden projektet eventuelt realiseres.

Et så stort byggeri vil uundgåeligt reducere naturarealet og forringe levevilkårene for det eksisterende dyreliv.


6. Behov og planlægning

Der er allerede et nyere sommerhusområde, Sommerhaven, i nærheden, hvor der fortsat står mange grunde usolgte. Det tyder på, at der ikke er et reelt behov for flere nyudstykninger i området. Vi vil derfor opfordre kommunen til at vurdere, om projektet overhovedet er nødvendigt og miljømæssigt forsvarligt.


7. Lysforurening

Vi er også bekymrede for, at området – ligesom Sommerhaven – vil blive udstyret med kraftig gadebelysning, som giver konstant lyspåvirkning og forringer nattemørket. Det vil være en væsentlig gene både for beboere og for dyrelivet.


Samlet set vurderer vi, at den planlagte udstykning vil være til væsentlig gene for de eksisterende naboer og til skade for områdets landskabelige og rekreative værdier.

Vi opfordrer derfor kommunen til at genoverveje projektet, tilpasse bebyggelsesplanen til områdets karakter – eller helt undlade udstykningen.


Med venlig hilsen,

Peter Andersen og Dorte Sønderby

Nyelandsvej 3, Frederiksberg

Johannevej 12, Hvidbjerg


Blanketnummer 573774

Lisbeth Bordinggaard

Johannevej, 7080 Børkop

Indsigelse mod Lokalplan 1435

Lisbeth Bordinggaard

Johannevej 13, 7080 Børkop


Indsigelse mod lokalplan 1435


Vi har et sommerhus på Johannevej 13. Vi har haft det siden 2016. Da vi købte det, fik vi at vide at der aldrig

ville blive bygget over mod skoven, da man ikke må bygge før 300 meter fra skovgrænsen.

Vi har nydt det rige dyreliv her og de skønne gå turer rundt i det gamle sommerhus kvarter.


Da man lavede udstykningerne og byggede husene på Sommerhaven, fældede man en del skov og vi ser et helt andet

kvarter derovre med store parceller hvor store huse ligger med udendørs belysning - et kvarter fuldstændigt uden

charme. Det signalerer udlejning/ ekstra indtjening og ikke andet. Ikke et "klassisk sommerhus kvarter"

Hvad er jeres begrundelse for at man må bygge et sommerhus på 180 m2 ?

Allerede nu er der fældet så meget skov, at vi nu fra Johannevej kikker over på det oplyste område Sommerhaven ...

Uden træer !!!


I jeres screening (udført af dolri ?)

vedr. bevaringsværdigt landskab er afkrydset : ikke relevant


Jeg har talt med naturstyrelsen, da Vejle kommune gav tilladelse til at der blev opført 2 store sommerhuse på

Bjergstien (på højre hånd når vi går op til Hvidbjerg klit.) Og naturstyrelsen sagde at de desværre havde været

nødt til at overdrage ansvaret for klitten til jer - Vejle kommune...


Klitten er blevet mere og mere slidt og hærget de sidste 5 år og med flere udlejnings huse vil problemet kun blive

værre.


Jeg vil ønske at i får nogle faglige dygtige mennesker: Biologer/geologer/ folk fra naturfredningsforeningen til at

gennemgå jeres lokalplan 1435 og jeres screening.


Set ud fra et miljø/klimabelastning syn så syntes jeg at:


I i Vejle kommune skulle opfordre folk til at købe nogle af de allerede eksisterende sommerhuse som er til salg.

I stedet for at bygge nye og belaste med yderligere co2


Tænk på klimaet og den jord som vi giver videre til vores børn.



Tak.

Blanketnummer 573815

Dorte Nielsen

Gregersensvej, 7080 Børkop

Høringssvar vedr. Lokalplan 1435 - Hvidbjerg/Mørkh

Der skal herved fremsendes indsigelse mod Lokalplan 1435 – Sommerhusområdet Hvidbjerg/Mørkholt.


Jeg er ejer af et sommerhus på 72 m2 på en grund på 500 m2 og har udsigt til den åbne landskab ved Johannevej, hvor der ofte ses dyreliv, herunder rådyr, harer og fugle.

Om aftenen flagermus.


Denne udsigt kan jeg godt ”sige farvel” til, hvis Lokalplanen vedtages med 30 sommerhuse.


Man kan nok ikke gå imod udbygning af Hvidbjergområdet, men man kan i hvert fald opfordre til, at der ikke bygges et nyt stor sommerhusområde med 30 huse på op til 180 m2 + 50 m2 udhuse og grunde op til 1800 m2.


Det strider mod det miljø, der nu er for området – eller i hvert fald det, der var før ”Sommerhaven” blev udstykket. Men man behøver jo ikke at gøre det værre igen.


Det miljø, vi ønsker for Hvidbjerg/Mørkholt er mindre sommerhuse, mindre grunde, stilhed, mørke og natur- og dyreliv.


Men, ved udstykningen af ”Sommerhaven” fik vil gener i form af støj, lys døgnet rundt og rydning af natur/skov og dermed dyreliv.


Sommerhuse på op til 180 m2 er typisk udlejningshuse med de gener, det medfører af musik, fester og mange mennesker, der slider på området og naturen.


Og hertil kommer så, at Hvidbjergvej bliver belastet i en grad, den ikke er egnet til.

Indkørslen til ”Sommerhaven” blev trods alt holdt væk fra Hvidbjergvej.


Jeg skal derfor opfordre til, at der sker flg. ændringer i lokalplanen :


1. Sommerhuse på max. 120 m2

2. Grundene skal være mindre, så der kan genetableres skov og kratområder

3. Der laves indkørsel fra Lavbolsvej eller fra Stadsvej.


Desuden bør der ikke dispenseres for skovbyggelinien i den grad, som der planlægges.

 

Sluttelig vil jeg bemærke, at det er Ok at flere får glæde af et sommerhus på Hvidbjerg/Mørkholt/Høll, men jeg har svært ved at forstå, at Vejle kommune syntes, det er i orden at "ødelægge" et fint sommerhusområde for at bygge store sommerhuse, der ikke passer til miljøet. Det bør være de nye sommerhuse, der skal passes ind i det eksisterende miljø og ikke "de gamle sommerhuse", der skal acceptere forringelser for området.


Med venlig hilsen

Dorte Nielsen

Gregersensvej 15

Hvidbjerg




Blanketnummer 574218

Ulla Johansen

Toftevej, 7300 Jelling

Indsigelse mod LP 1435

Vedhæftede høringssvar runder de bemærkninger om vi er mange i naboområdet der har talt om og ønsker at afgive i håb om at kommunen vil lave en ekstra runde på bl.a. baggrunden for jeres konklusioner. Vi mener at man ureglementeret har været skyld i at de flagermus der er i området må være truet, da der er sket fældninger i strid med hensynene, som derfor ikke kan lægges til grund for jeres konklusion omkring flagermusene - de er der!

Derudover mener vi at man generelt ignorerer belastningsfaktoren i området rent trafikalt - samt at man animerer til at bygge store sommerhuse for at slippe lettere om ved LCA beregningerne og dermed skabe et mere forurenende område - mindre bæredygtigt. Kommunens arkitektoniske krav synes at kunne ligge på det mindste sted og biodiversiteten har endnu mindre grundlag for at trives/fremelskes.

Vedhæftede dokumenter

Blanketnummer 575295

Verificeret afsender

Høringssvar Lokalplan 1435

Jeg vil gerne gøre indsigelse mod forslaget til lokalplan 1435 Sommerhusområde ved Hvidbjergvej, Mørkholt. Jeg følgende har 3 punkter som jeg mener bør overvejes: 


1.

Side 8 står der at de "Områdets udnyttelse skal ske på en måde, hvor hensynet til de landskabelige, naturmæssige og kulturmiljømæssige kvaliteter i området, sikres." Jeg mener ikke at man sikrer landskabet og naturen i området ved at bygge sommerhuse i hele området. På side 6 figur 2 opleves netop landskabet og her vil lokalplanen placere sommerhuse på bakketoppen så udsynet til skoven mistes.


2.

På side 14 står der at lokalplanen overholder arkitekturpolitikken som skal "sikre visuelt og arkitektonisk sammenhængende forløb mellem de enkelte kvarterer og bydele". I Hvidbjerg er sommerhusene karakteristiske ved deres store variation og forskellige aldre. Et større område med nyere sommerhuse som vises på side 9 i figur 8 mener jeg ikke er sammenhængende med den øvrige stil i Hvidbjerg (som ses på side 5 figur 1) og bør derfor ikke placeres midt i det eksisterende område. "At regulere facadehøjde og materialevalg" er i min optik ikke nok til at sikre den sammenhæng. Det bør ikke placeres tæt på den oprindelige by.


3.

Nedsivningsbassinerne B1 og B2: Er der beregninger for mængderne af hvor store mængder vand de kan håndtere? Hvordan sikres det at grundejerforeningen vedligeholder dem? Sommerhuse og anlæg med befæstede arealer vil alt andet lige øge mængden af overfladevand der skal håndteres og med de meget kraftige regnskyl vi i dag oplever, kan eksisterende dræn og afløb ikke følge med. Sommerhuse på bakketoppen mod syd frygter jeg vil volde problemer med ekstra regnvand der skal håndteres. Som nabo mod syd er jeg noget bekymret på dette område.


Jeg mener derfor at især de sydligste 4 grunde på kortbilag 3 helt bør fjernes fra lokalplanen (se mit vedhæftede dokument). Dette vil hjælpe til at sikre landskabet og naturen i området, øge afstanden til den anden arkitektur og reducere risikoen for overfladevand mod syd.



Blanketnummer 575304

Verificeret afsender

Høringssvar vedr. forslag til lokalplan 1435

Dette høringssvar er en kopi af grundejerforeningens svar, indsendelsen her er for at tydelig gøre, at vi som ejere af sommerhuse klart bakker op om høringssvaret.



Indsigelse til lokalplanforslag:

§1: Formål

I skriver at området skal have karakter af et klassisk sommerhusområde.

Indsigelsen hertil:

• Et åbnet sommerhusområde er ikke i overensstemmelse med det eksisterende Høll,

Hvidbjerg og Mørkholt. Området er kendetegnet ved naturlig bevoksning, små, tætte

parceller og grunde, der er defineret af en beplantning.

• Et åbent sommerhusområde vil bryde med områdets eksisterende karakter og udtryk,

og det vil få området til at fremstå mere synligt og eksponeret, hvilket ikke bifaldes.


§ 3 og 4: Anvendelse og Udstykning

Nedsivning af regnvand

Der skal tages særligt hensyn til eksisterende bebyggelse, som grænser op til

lokalplanens sydlige område. Her er der problemer med højtstående grundvand og

dårlig afledning.

Indsigelse hertil:

• Problemet forstærkes af bebyggelse i den sydlige del af lokalplanens område.

• Bassin mod syd skal afhjælpe problemet med regnvand - ikke forstærke det, derfor

må bassinet anlægges lavt og uden kant mod syd, ellers kan problemer med

højtstående grund- og regnvand forstærkes for matriklerne syd for lokalplansområdet.


§ 5: Vej-, sti- og parkeringsforhold

Indsigelse hertil:

• Antallet af P-pladser skal forhøjes ved sommerhuse på 180 kvm og foreslår, at dette

justeres op til tre P-pladser pr. sommerhus.


§ 6: Bebyggelsens omfang og placering

Indsigelse mod at der kan bygges 180 kvm + 50 kvm sekundære bygninger:

• sommerhuse under 150 m2 skal overholde et krav på 4,0 kg CO2e pr. m2 pr. år, mens

sommerhuse over 150 m2 skal holde et krav på 6,7 kg CO2e pr. m2. pr. år. Det

harmonerer ikke med intentionen om at sommerhusområdet ikke vil have væsentlig

indvirkning på miljøet”.

• Der skal ”sikres arkitektonisk sammenhæng med de eksisterende

sommerhusområder”. I modsætning til udstykningen ”Sommerhaven”, grænser

området op til et sommerhusområde fra 1960’erne, hvor grundstykkerne er 600-800

kvm og sommerhusene er på ca 100 kvm eller mindre – det hænger ikke sammen med,

at der gives tilladelse til sommerhuse på op til 180 kvm.

• Sommerhuse på 180 kvm. lægger op til udlejning v. flere familier, hvilket er

uhensigtsmæssigt for områdets belastning og sammenhængskraft - størrelsen bør

nedjusteres til max. 150 kvm.


§ 6,3

Indsigelsen hertil:

• Bebyggelse opført i 1 plan og med en højde på 5 meter over niveauplan med

forskydning grundet terrænet, betyder at sommerhusene vil fremstå i to hele etager set

’nede fra’. Der skal tilføjes et afsnit, som modvirker, at ’tagflader’ kan anvendes som

tagterrasser.


§ 7: Bebyggelsens udseende

Der gøres indsigelse hertil:

• så der kun kan anvendes tagsten med max. glanstrin 15. Så solceller kun kan

opsættes hvis de integreres i tagfladen (plant) og med en mat overflade der sikrer at de

sydvendte tagflader ikke giver genskin til omkringliggende sommerhusområder.

• Fastholder kommunen husstørrelse over 150 kvm skal disse have tage af strå-, tørv

eller græs samt forbud mod opsætning af solceller.


§ 8: Ubebyggede arealer

Indsigelsen går på at diget er blevet gennembrudt, og skal genetableres, såvel som

stadfæstes i lokalplanen at det er fredet.


Kortbilag

Der gøres indsigelse da:

• kortbilag medtager dele af Johannevej, hvilket skal rettes.

• Johannevej på et af bilagene benævnt ”Bjørnsvej”.

• Tilkørselsvejen til lokalplanområdet skal indgå i rammen for området, så det sikres at

tilkørselsvejen er en del af området, og hvor den nye grundejerforening får ansvar for

vedligeholdelsen.


Generelt

Det er noteret med glæde, at vejadgangen til det nye sommerhusområde er placeret

med ind- og udkørsel ved Hvidbjergvej 97. Det ville fortsat være den bedste løsning,

hvis Hvidbjergvej helt kunne friholdes for øget færdsel, da den i sommerperioden er

overbelastet allerede og især for de bløde trafikanter som færdes med livet som

indsats. Der skal derfor lyde en opfordring til, at I forbedrer infrastrukturen i hele Høl

/Hvidbjerg /Mørkholt området.

Opmærksomheden henledes tillige på de generelle parkeringsforhold som adgang til

de to strandområder (Hvidbjerg Klit og Fladstranden), som med nuværende antal

sommerhuse og dagsgæster slet ikke er tilstrækkeligt i sommerperioden. Så når man

vælger at området skal belastes yderligere, som følger af endnu en ny udstykning, bør

kapaciteten for parkering øges.



Blanketnummer 575567