Fysioterapeut til genoptræningen, Sundhedshuset i Vejle

Vil du være en del af en genoptræning, hvor faglighed, selvstændighed og fællesskab går hånd i hånd?
Vi søger en erfaren fysioterapeut til vores ortopædiske team. Hos os får du spændende og varierede opgaver inden for almen genoptræning, gode muligheder for faglig udvikling og kolleger, der både er dygtige, engagerede og har let til grin.
Vi er i gang med at opskalere vores medarbejderstab og søger derfor én fysioterapeut til en fast stilling på 37 timer om ugen.
Om jobbet
Stillingen indeholder opgaver inden for almen genoptræning efter Sundhedslovens § 140.
Du bliver en del af vores ortopædiske team, hvor du vil arbejde med:
- genoptræning inden for det ortopædkirurgiske område for både børn, voksne og ældre
- selvstændig tilrettelæggelse af dine arbejdsopgaver og din hverdag
- tværfaglig sparring og samarbejde med dygtige kolleger
- udvikling af vores faglige praksis og tilbud til borgerne.
Erfaring med børneområdet er en fordel, da en mindre del af stillingen vil være målrettet børn og unge.
Vi har også et udekørende team, som varetager genoptræning for ældre borgere i eget hjem, når de ikke har mulighed for at komme til Sundhedshuset. I perioder kan der derfor være behov for, at du bidrager til den udekørende funktion f.eks. i forbindelse med barsler. Typisk op til to dage om ugen.
Om os
Genoptræningsafdelingen er administrativt placeret i Sundhedshuset Vejle og har desuden en mindre satellitklinik i Give.
Vi er 1 afdelingsleder, 3 koordinatorer, 2 hjerneskadekoordinatorer, 22 fysioterapeuter og 6 ergoterapeuter.
Vi tilbyder genoptræning på to matrikler og ved behov i borgerens eget hjem. Vi er samtidig godt i gang med at udvikle og implementere digital genoptræning gennem blandt andet apps og videokonsultationer.
Terapeuterne arbejder som udgangspunkt inden for velafgrænsede fagområder, hvilket giver mulighed for at opbygge og udvikle specialiserede kompetencer. Samtidig lægger vi stor vægt på, at vi er ét team, hvor vi hjælper hinanden, deler vores viden og træder til, når der er behov – også i spidsbelastningsperioder.
I Sundhedshuset har vi et stærkt fagligt og socialt arbejdsmiljø med gode muligheder for sparring på tværs af faggrupper. Der er højt til loftet, plads til et godt grin og et aktivt kulturudvalg, som blandt andet arrangerer fællestræning, padelturneringer, brætspilseftermiddage og andre sociale aktiviteter.
Vi tilbyder dig
- dygtige, engagerede og humoristiske kolleger, som glæder sig til at byde dig velkommen
- en god og grundig introduktion med mentorordning og god tid til oplæring
- en stilling som selvtilrettelæggende fysioterapeut, hvor du i høj grad selv planlægger din arbejdsdag og arbejdstilrettelæggelse
- mulighed for hjemmearbejde, når det giver mening for opgaven – f.eks. i forbindelse med onlineopfølgninger
- mulighed for personlig og faglig kompetenceudvikling
- en arbejdsplads med fokus på udvikling, kvalitet, trivsel og et godt arbejdsmiljø
- mulighed for at præge og udvikle den faglige praksis inden for dit område
- hyggelige sommer- og julefrokoster, frugtordning, god kaffe og medarbejdereftermiddage med sociale aktiviteter.
Vi ser gerne, at alle terapeuter har én længere arbejdsdag om ugen til kl. 16.30, så vi kan imødekomme efterspørgslen på sene træningstider for borgere, der er i arbejde.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsesdato er 1. januar 2027, og stillingen er på 37 timer om ugen. Ønsker du et lavere timetal, skal det fremgå af din ansøgning, og vi lægger vægt på en terapeut der kan have tilnærmelsesvis fuld tid.
Arbejdsstedet er primært Sundhedshuset i Vejle.
Kørekort og villighed til at bruge egen bil i forbindelse med den udekørende funktion er en fordel.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og lokal løn.
Jobsamtaler forventes at afholdes den 12. november 2026 kl. 12.30–15.00.
Oplysning om startløn
Ansættelse sker efter Overenskomst for ergoterapeuter, fysioterapeuter og jordemødre, § 4.
Den forventede startløn pr. måned på fuldtid og ekskl. pension ligger i intervallet 30.000 kr. - 38.000 kr..
Det bemærkes, at endelig indplacering, herunder overenskomstgrundlag og lønniveau, fastsættes på baggrund af din uddannelse og kvalifikationer og den konkrete tilbudte stilling.
Ansøgningsfrist
1/11 2026.
Har du lyst til at vide mere?
Spørgsmål vedrørende stillingerne rettes til afdelingsleder Helene Fuglsang-Damgaard på hemfd@vejle.dk.
Attester
Vi indhenter børneattest med samtykke.
Send din ansøgning
Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.
Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.
Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post.
Vejle Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.
Overvejer du at flytte til Vejle? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på www.vejle.dk/tilflytter.