start på hovedindhold

Plejecenter Hejlskov søger to fagligt stærke og engagerede SSA med koordinerende funktion til faste stillinger primært i dagvagt.

Vi søger to forskellige profiler, som begge har lyst til at tage ansvar og spille en aktiv rolle i udviklingen af vores hverdag, faglighed og læringsmiljø:

  • En SSA med funktion som faglig koordinator
  • En SSA med funktion som koordinerende oplæringsvejleder

På Plejecenter Hejlskov stiller vi høje krav – både til os selv og hinanden. Derfor forventer vi, at du brænder for ældreområdet og har lyst til at bidrage aktivt til den fortsatte udvikling af vores arbejdsplads. Er du uddannet social- og sundhedsassistent og har minimum 4 års erfaring – eller har du anden relevant erfaring med koordinering? Trives du med ansvar, tæt samarbejde og en hverdag, hvor to dage sjældent er ens? Har du samtidig et godt overblik, kan skabe struktur og har lyst til at gå forrest i hverdagen?

Så kan netop en af disse stillinger være noget for dig. 

Hos os er beboerens perspektiv afgørende. Derfor er formanden for vores brugerbestyrelse også en del af rekrutteringen af nye medarbejdere. Hun læser ansøgninger og deltager, når vi afholder ansættelsessamtaler.

Om jobbet

Vi er her for at skabe et hjem, hvor beboerne føler, at livet er værd at leve – hele livet. For os er den største succes, når vores beboere trives og oplever livskvalitet i hverdagen. Hos os får du i tæt samarbejde med dine kolleger stor indflydelse på, hvordan din arbejdsdag tilrettelægges. Du bliver en del af et mindre team, hvor du primært er tilknyttet ét eller to huse. Samtidig hjælper vi naturligvis hinanden på tværs, når behovet opstår.

Vi lægger vægt på høj faglighed,hjemlig hygge og stjernestunder for vores beboere. Vi er grundige og engagerede i den pleje og behandling, beboerne har brug for, og vi sætter en ære i at passe godt på vores fælles hjem og efterlade huset, som vi selv ønsker at overtage det.

Vi arbejder ud fra en borgercentreret tilgang, hvor den enkelte beboers livsverden, ønsker og behov er omdrejningspunktet for planlægning og udførelse af pleje og behandling. Det betyder, at vi ser mennesket bag behovet og sammen skaber en hverdag, der tager udgangspunkt i det liv, den enkelte beboer ønsker at leve.

SSA med funktion som faglig koordinator

Som faglig koordinator, bliver du en vigtig drivkraft i den daglige koordinering i en boenhed med 10 beboere.

Du vil blandt andet være sundhedsfaglig kontaktperson for 5-10 beboere. Have en central rolle i at skabe overblik over de mange opgaver, der skal løses i hverdagen. Du skal kunne koordinere, prioritere, og i tæt samarbejde med dine kolleger,delegere opgaver så vi sammen sikrer kvalitet og sammenhæng i plejen. Vi forventer, at du har lyst til at gå forrest, være rollemodel og bidrage aktivt til den faglige udvikling i hverdagen. Du skal kunne bevare overblikket, også når hverdagen er travl, og samtidig have blik for både beboernes behov og dine kollegers ressourcer. Der vil være administrativ tid til rådighed til planlægning og koordinering af opgaver. Ud over funktionen som faglig koordinator indgår du naturligvis på lige vilkår med det øvrige SOSU-personale i pleje og behandling af vores beboere.

SSA med funktion som koordinerende oplæringsvejleder

Som koordinerende oplæringsvejleder, får du en central rolle i arbejdet med vores SOSU-elever og deres oplæringsforløb på hele Plejecenter Hejlskov.

Du skal være med til at koordinere, og planlægge oplæringsforløb med fokus på elevtrivsel, læring og udvikling. Sammen med den assisterende leder og vores øvrige oplæringsvejledere, skal du bidrage til at skabe et positivt og støttende læringsmiljø, hvor eleverne får en meningsfuld og udviklende oplevelse under deres oplæring hos os. Du skal have et godt overblik, være tålmodig, udviklingsorienteret,og have lyst til at være med til at forme morgendagens kolleger. Der vil være administrativ tid til rådighed, til planlægning og koordinering af oplæringsforløbene.

Ud over funktionen som koordinerende oplæringsvejleder, indgår du naturligvis på lige vilkår med det øvrige SOSU-personale, i pleje og behandling af vores beboere.

Fælles for begge stillinger

Uanset hvilken funktion du søger, bliver du en del af en hverdag, hvor vi løfter opgaverne sammen og bringer hinandens forskellige kompetencer i spil.

Vi tror på selvstændighed under ansvar, og på at den enkelte medarbejder har mulighed for at tage ansvar og gøre en forskel. Vi forventer derfor, at du kan arbejde selvstændigt med dine egne opgaver og samtidig bidrage aktivt til det stærke faglige og kollegiale fællesskab.

Ledelsen tager afsæt i værdibaseret og situationsbestemt ledelse. Vi arbejder i høj grad med medarbejderinddragelse og gennemsigtighed, når vigtige beslutninger skal træffes, og vi arbejder bevidst med kontinuerligt at skabe mening med de vilkår, vi arbejder under.

Rammerne for vores arbejde defineres af Vejle Kommunes visioner og personalepolitiske værdier.

Læs om vision ved at klikke her

Læs om personalepolitiske værdier ved at klikke her

Om os

Plejecenter Hejlskov er en naturskøn perle beliggende i Egtved. Plejecenteret rummer 50 lejligheder fordelt på fem huse.

Vi er stolte af en arbejdsplads, hvor der er højt til loftet, plads til forskelligheder og en sund fejlkultur. Vi arbejder kontinuerligt med at skabe psykologisk tryghed og tror på, at vi bliver dygtigere, når vi tør være nysgerrige, stille spørgsmål og lære af det, der ikke lykkes første gang.

Men tag ikke kun vores ord for det. Vores medarbejdere siger blandt andet:

"På Hejlskov er der plads til at se mennesket før mønsteret. Her er der plads og rum til at se hvert menneskes historie med hver deres liv, minder og relationer."

"Her er plads til dygtige, engagerede og humoristiske kolleger, hvor vi sammen løfter opgaverne og gør hinanden stærke."

"Lederne er nærværende og synlige, og her er plads til gode idéer og input. Der er højt til loftet og gode muligheder for medspil."

"Vi bliver udfordret i hverdagen, og dialogen kan være intens – men det er der plads til. Vi lærer af vores udfordringer, og på Hejlskov løser vi dem sammen."

Vi måler kvaliteten af vores indsats på beboernes trivsel. En af vores beboere beskriver det sådan:

"Her er hyggeligt, der er god mad og godt personale, som altid er klar til at hjælpe mig. Det er meget trygt, og der er et hyggeligt fællesskab med de andre beboere."

Vi tilbyder dig

Vi kan tilbyde en arbejdsplads, som vi er stolte af. En arbejdsplads med højt til loftet og en sund fejlkultur, hvor vi lærer af vores erfaringer, og bruger dem til at udvikle og forbedre den pleje og behandling, vi giver til beboerne.

Vi respekterer og værdsætter forskelligheder og stræber efter et positivt arbejdsmiljø præget af åbenhed, ordentlighed, teamwork og faglig stolthed.

Vi har gode kollegiale relationer og hjælper hinanden – både i det enkelte hus og på tværs af hele plejecenteret.

Ambitionen er, at alle skal føle, at Hejlskov er det bedste sted at lande – hvad enten man er beboer, pårørende, medarbejder, frivillig eller en del af lokalsamfundet.

Vi har også et aktivitetsudvalg, som jævnligt arrangerer personalehygge, f.eks. sommerfest, julefrokost og fælles ture.

Hejlskov er desuden en arbejdsplads, hvor vi går op i din sundhed. Derfor stiller vi blandt andet massagestole og træningsfaciliteter med træningsfællesskaber gratis til rådighed.

Vi tilbyder et veltilrettelagt introduktionsforløb, hvor du blandt andet får en mentor og skemalagt introduktion ved leder, planlægger, sygeplejerske, TR og AMR.

Vi sætter en ære i, at du føler dig godt taget imod og får den bedst mulige start hos os.

Tag endelig et smugkig indenfor på vores facebookside ved at klikke her.

Ansøgningsfrist

Vi ser frem til at modtage din ansøgning senest den 13. september 2026

Skriv gerne i din ansøgning, hvilken af de to funktioner du primært er interesseret i – eller hvis du kan se dig selv i begge.

Samtaler forventes afholdt

Vi indkalder løbende kvalificerede ansøgere til samtale, så vent ikke for længe med at sende din ansøgning.

Vi har afsat tid til de sidste samtaler fredag den 18. september 2026 fra kl. 10.30 til 13.30.

Ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst og lokal løn.

Vi søger to uddannede social- og sundhedsassistenter med koordinerende funktion til faste stillinger på 30-37 timer ugentligt, primært i dagvagt.

Begge stillinger indebærer som udgangspunkt arbejde hver 3. weekend.

Der må desuden forventes enkelte aftenvagter.

Vi ønsker gerne stillingerne besat fra den 1. november 2026, men venter naturligvis gerne på de rette kandidater.

Har du lyst til at vide mere?

Hvis du er blevet nysgerrig eller har lyst til at komme forbi og besøge os, er du meget velkommen til at kontakte centerleder Lone Brønlund Jensen på 40 27 19 58 eller på lobro@vejle.dk

Assisterende centerleder Marianne Langgaard på 20 16 07 85 eller på mlard@vejle.dk

Straffeattest

Vi indhenter offentlig straffeattest med samtykke ved ansættelse.

Send din ansøgning

Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.

Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.

Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post.

Vejle Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.

Overvejer du at flytte til Vejle? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på www.vejle.dk/tilflytter.

Søg jobbet nu