start på hovedindhold

Socialpædagogisk vejleder til barselsvikariat i Team ADHD-Autisme

Trives du med at arbejde selvstændigt med borgere med ADHD og autisme – og kan du skabe struktur, relation og fremdrift i komplekse hverdage?

Vi har en kollega, der går på barsel, og derfor har vi brug for dig, som har specifik målgruppeviden, som du kan sætte i spil med det samme.

Om jobbet

Center for Social Rehabilitering er en del af Social & Psykiatri i Vejle Kommune og er et tilbud til borgere, som bor i egen bolig og har en betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer.

Vi tror på, at samarbejde og faglighed går hånd i hånd. Derfor skal du være indstillet på både at kunne begå dig fagligt og samarbejde tværprofessionelt.

Vi arbejder ud fra strategiplanen ”Sammen om livsmestring”, der kan tilgås fra opslaget her. Strategien viser vejen til at skabe social værdi for de mennesker, vi samarbejder med og understøtter i deres livsmestring samt i deres ønsker, håb og drømme for livet.

I Team ADHD-Autisme arbejder vi primært med borgere med diagnoserne ADHD og autismespektrumforstyrrelse. Ofte har borgerne komorbiditet eller en dobbeltdiagnose, og derfor har vi et tæt samarbejde med psykiatrien, vores interne afdeling for mennesker med psykiatriske diagnoser samt Rusmiddelcenteret.

Kvalifikationer og kompetencer, vi søger:

  • Du har en pædagogisk, social- eller sundhedsfaglig uddannelse
  • Du har erfaring inden for ADHD-området og/eller autismespektrumforstyrrelser
  • Du har en anerkendende og ressourceorienteret tilgang til borgerne
  • Du har gode kommunikations- og samarbejdsevner, så du kan formidle din viden og vejledning klart og tydeligt til borgeren og andre fagpersoner i et professionelt arbejdsfællesskab
  • Du har kompetencer inden for dokumentation, opfølgning og skriftlig formidling, så du kan sikre høj kvalitet i din vejledning
  • Du er selvstændig og ansvarsbevidst og kan tage ansvar for egne og fælles beslutninger
  • Du trives med at arbejde fleksibelt og tværfagligt i en stor organisation i udvikling

Om os

I Team ADHD-Autisme bliver du en del af et fagligt dygtigt team, hvor vi arbejder ud fra værdierne sammenhold, anerkendelse, at spille hinanden gode og at gøre brug af de frie rammer. Du er derfor velkommen til at komme med feedback, nye idéer og ønsker til, hvordan vi fortsat kan være et godt tilbud til Vejle Kommunes borgere.

Vi arbejder med at understøtte mennesker i deres livsmestring. Det gør vi gennem en recoveryorienteret og rehabiliterende tilgang.

Din tilgang skal være ressourcefokuseret og understøttende, og du skal kunne arbejde selvstændigt, da vi ofte arbejder 1:1 med borgerne. Du har din egen borgerportefølje, men vi har ugentlige team- og sparringsmøder, og du får tilknyttet en mentor, som også fungerer som din sparringspartner i din opstart.

Vi har desuden løbende supervision.

Støtten gives efter servicelovens § 85.

Ansættelsesvilkår

Din ansættelse er tilknyttet Papirfabrikken i Vejle, men dit arbejdsområde dækker hele Vejle Kommune. Du skal derfor have kørekort. Der køres som udgangspunkt i centrets biler.

Du bliver lønplaceret efter gældende overenskomst. Lønintervallet oplyses i forbindelse med indkaldelse til samtale.

Din arbejdstid tilrettelægges efter borgernes behov. Derfor kan der forekomme aften- og weekendarbejde. Ellers ligger din arbejdstid på hverdage mellem kl. 7 og 17.

Der er tale om et barselsvikariat på 37 timer ugentligt med start den 1. januar 2027 eller efter aftale og med forventet varighed på ca. 1 år.

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er den 9. november 2026, og samtalerne afholdes den 17. november 2026.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Har du lyst til at vide mere?

Du kan kontakte afdelingsleder Lisbeth Deleuran ved at sende en sms til 23 92 50 61. Herefter vil du blive ringet op.

Se mere på vores LinkedIn-side.

Du kan også se Vejle Kommunes personalepolitiske værdier her eller læse vores strategiplan.

Attester

Vi indhenter offentlig straffeattest med samtykke.

Send din ansøgning

Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.

Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.

Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post.

Vejle Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.

Overvejer du at flytte til Vejle? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på www.vejle.dk/tilflytter.

Søg jobbet nu