start på hovedindhold

To nøglepersoner søges til Vejle Kommunes nye genbrugsbutikker

Ressourcer & Genbrug søger en butiksansvarlig og en assisterende butiksansvarlig, der vil være med til at udvikle og drive vores nye genbrugsbutik i Vejle og vores nye genbrugsbutikker på genbrugspladserne i Give, Egtved og Børkop. 

Har du erfaring fra butik, og motiveres du af gode kundeoplevelser, salg og inspirerende varepræsentation? Har du samtidig interesse for genbrug og lyst til at give brugbare ting nyt liv? Så kan du være en af de to nye kolleger, vi søger til vores genbrugsbutik på RessourceCenter Vejle.

Hvem er du?

Du kan se potentialet i både små og store ting – også dér, hvor andre måske bare ser affald. Du motiveres af at give brugbare ting nyt liv og har sans for indretning, varepræsentation og gode kundeoplevelser.

Du trives i en hverdag, hvor du både arbejder praktisk og tager ansvar. Du skaber naturligt overblik, følger op på aftaler og tager initiativ, når der er brug for det. Samtidig har du blik for de mange små ting, der får hverdagen til at fungere.

Du er god til at samarbejde med mange forskellige mennesker og møder både borgere og kolleger med godt humør, respekt og en hjælpsom tilgang.

Du kan balancere kreativitet og drift. For selv om du har øje for butiksindretning, præsentation og vareflow, forstår du også værdien af omsætning, orden, struktur og en velfungerende drift.

Om jobbet 

Vejle Kommune arbejder målrettet på at få flere brugbare ting videre til nye ejere gennem direkte genbrug. Derfor står Butikken på RessourceCenter Vejle foran en spændende udvikling. Hvor butikken tidligere har været gratis, skal den videreudvikles til en egentlig genbrugsbutik, hvor varer sælges videre til borgerne. Samtidig udvikler vi vores genbrugsrum til genbrugsbutikker på genbrugspladserne i Give, Børkop og Egtved.

Vi søger derfor to nye kolleger

Vi søger en butiksansvarlig og en assisterende butiksansvarlig. I bliver hinandens nærmeste samarbejdspartnere og skal være med helt fra starten, hvor arbejdsgange, kundeoplevelser og de praktiske rammer skal udvikles og formes sammen med jeres kolleger.

Som butiksansvarlig får du det primære ansvar for drift, koordinering og opfølgning. Som assisterende butiksansvarlig bliver du en tæt samarbejdspartner til den butiksansvarlige og inddraget i den daglige drift, vareflow, kundeoplevelser og udvikling af butikken.

Sammen har I et fælles ansvar for at skabe overblik og sikre sammenhæng mellem opgaver, vareflow og aktiviteter på tværs af området.

Da stillingerne indebærer arbejde på tværs af kommunens lokationer, er det et krav, at du har kørekort.

Dine arbejdsopgaver bliver at

•    koordinere den daglige drift på tværs af genbrugsbutikken og tillidsbutikker

•    skabe inspirerende vareudstillinger og temamiljøer

•    modtage, vurdere, sortere, klargøre og prissætte varer

•    betjene butikkens kasse og tælle kassen op ved dagens afslutning

•    vejlede og hjælpe butikkens kunder

•    sikre orden, flow og et rent og indbydende miljø

•    kommunikere løbende om butikkerne på sociale medier

•    koordinere den daglige bemanding i både genbrugsbutikken og tillidsbutikkerne

•    være med til at ansætte de nye medarbejdere, der også skal arbejde i butikkerne

Vi forestiller os, at du

•    har erfaring med kundebetjening, vareopstilling, kassebetjening og salg fra butik

•    har interesse for genbrug og kan se potentiale i brugte ting 

•    har sans for orden, indretning og en god butiksoplevelse 

•    arbejder struktureret og forstår, at en genbrugsbutik både kræver kreativitet og stabil drift

•    møder mennesker med overskud og skaber gode oplevelser

•    kan bevare roen, også når der er travlt

•    er fleksibel og ikke bange for at tage fat

•    har kørekort kategori B 

Til gengæld får du

•    et spændende og afvekslende job, hvor du bidrager til at styrke direkte genbrug

•    gode og engagerede kolleger, der hjælper hinanden, deler viden og bygger den nye butiksdrift op sammen, samt arbejder for at skabe gode borgeroplevelser

•    mulighed for at præge områdets videre udvikling

•    medindflydelse på egen arbejdssituation

•    en arbejdsplads, hvor der er højt til loftet

•    en grundig introduktion, så du kommer godt ind i opgaverne, systemerne og samarbejdet på tværs af genbrugspladserne

Om os

Ressourcer & Genbrug er en del af Facility Management & Ressourcer i Teknik & Miljø. Vi har ansvar for affalds- og ressourcehåndtering for mere end 124.000 borgere samt kommunale institutioner og mindre erhvervsvirksomheder. 

Afdelingen består af ca. 65 medarbejdere med forskellige faglige baggrunde, som sammen håndterer ca. 100.000 ton ressourcer årligt. Derudover er området et af kommunens mest besøgte, da vores genbrugspladser har mere end 650.000 besøg om året fordelt på 361 åbningsdage.

Vil du vide mere? 

Hvis du vil vide mere om stillingen som butiksansvarlig eller assisterende butiksansvarlig, eller ønsker du en rundvisning på stedet, er du meget velkommen til at kontakte Teamleder Administration & Kundeservice, René Stig Jacobsen, på mobil 29 13 47 31 eller mail rensj@vejle.dk.

Løn- og ansættelsesvilkår

Dine løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst, som forventes at være HK´s overenskomst for administrations- og IT-personale mv. i kommunerne, og principperne for Ny Løn. 

Din primære arbejdsplads bliver RessourceCenter Vejle, Voervej 12, 7120 Vejle Ø. 

Begge stillinger er fuldtidsstillinger med en gennemsnitlig arbejdsuge på 37 timer over året. Der er ikke personaleansvar i stillingen. Du indgår i en vagtplan, har vagt hver anden weekend og skal også forvente at skulle arbejde på helligdage.

Opstart er den 1. december 2026.

Ansøgningsfrist

Vi skal have din ansøgning senest den 4. oktober 2026.

Vi forventer at afholde første samtale den 8. oktober og anden samtale den 12. oktober.

Send din ansøgning

Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.

Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.

Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post.

Vejle Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.

Overvejer du at flytte til Vejle? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på www.vejle.dk/tilflytter.

Søg jobbet nu