Vejle Midtbyskole – to lærere til specialafdelingen heraf et barselsvikariat

Vejle Midtbyskole søger to lærere med erfaring fra specialpædagogisk praksis. Vil du være med til at skabe udviklende læringsmiljøer for vores elever med særlige behov? Er du god til at tænke i nye muligheder og handlinger og trives du med at arbejde tæt sammen med dine kollegaer om elevernes læring? Hvis ja, så søg stillingen som lærer hos os. Er du den lærer, der kan være med til at skabe grobund for, at vores elever udvikler faglige og personlige mestringsstrategier? Er du god til at balancere mellem struktur, genkendelighed og fleksibiliteten i mødet med elever - så er det måske dig, vi søger til at arbejde med læring, trivsel og dannelse på Vejle Midtbyskole.
Om jobbet
Vi søger lærere til en fast stilling og et barselsvikariat i vores specialindskoling og du kan have en bred vifte af fagkombinationer. Det vigtigste er, at du kan få det bedste frem i vores elever.
Som lærer hos os, skal du være med til at støtte elevernes faglige, personlige og sociale trivsel, samtidigt med, at du sammen med dine kollegaer skaber et motiverende læringsmiljø.
Hos os får du en hverdag, hvor vi underviser elever, der har nogle udfordringer ift. adfærd og trivsel, talevanskeligheder, autismespektrum /opmærksomhedsforstyrrelser og generelle indlæringsvanskeligheder. Eleverne kan være udfordret af lav arbejdshukommelse, motoriske udfordringer, forsinket udviklingsalder og faglige udfordringer. Vi ser på det enkelte barns potentiale, hvor vi støtter, giver tryghed og udvikler deres personlige mestring fagligt og socialt.
Du har viden og erfaring eller lyst til at udvikle dig inden for følgende områder
- Mentaliserende kommunikation: Du vil arbejde med at forstå og spejle børns følelser og tanker, med det formål at fremme en gensidig forståelse og skabe tryghed i relationen.
- Low arousal-metoder: Du vil anvende low arousal som pædagogisk tilgang til at understøtte børns følelsesmæssige regulering, og dermed hjælpe dem med at håndtere stress og konflikter på en hensigtsmæssig måde.
- Skabelse af positive skoleoplevelser: Gennem bevidst og tilstedeværende nærvær vil du arbejde på at skabe situationer og justere dig, hvor børn føler sig set, hørt og forstået.
- Samarbejde og udvikling: Du vil indgå i tæt samarbejde med kolleger, forældre og andre fagprofessionelle for at sikre en helhedsorienteret indsats, der understøtter det enkelte barns udvikling og trivsel.
- Sensorisk udvikling: Du vil gennem legende læring, sanseintegration og lign. støtte elevernes sensoriske udvikling til gavn for deres trivsel.
- Kreative aktiviteter: Du vil gennem krop og bevægelse eller musik, teater/rollespil give eleverne en mulighed for at lykkes både inden og udenfor klasselokalet.
Vi vil gerne tilbyde vores kommende kollega
- Et miljø, hvor vi prioriterer kendte voksne omkring eleverne i klasserne, så du kan sparre med dine kollegaer og vores elever får de bedste forudsætninger for trivsel, dannelse og læring.
- Fælles faglig forberedelse, hvor lærere og pædagoger omkring eleverne har mulighed for at forberede og evaluere undervisning og læring sammen.
- En hverdag, hvor vi arbejder som et professionelt læringsfællesskab, hvor vi på en ordentlig måde udfordrer hinandens forståelser og erfaringer, for vi hele tiden kan justere vores pædagogiske og didaktiske praksis, til gavn for eleverne.
- En skole med fart over feltet, hvor grin og latter er vigtigt i vores arbejdsmiljø.
- Mulighed for at udvikle dig fagligt og personligt.
- En mangfoldig elevgruppe, der har høje forventninger til personalet.
- Mulighed for at sætte dit pædagogiske aftryk i samarbejde med meget dygtige og kompetente kolleger.
- En ledelse der er tæt på og nysgerrig på praksis gennem læringssamtaler, observationsforløb mm.
Vores kommende kollega har følgende personlige egenskaber og kvalifikationer
Vi vægter mennesket højt, men selvfølgelig også din faglighed, derfor ser vi gerne, at du er nysgerrig på din egen praksis indenfor pædagogik og didaktik. Vi ser dig som en person, der er reflekterende, smilende og inkluderende i tanker og handlinger. Er indstillet på, at stillingen kræver løbende sparring - både som modtagende og givende.
- Du har uddannelsesbevis som lærer.
- Du har erfaring med specialpædagogik.
- Du er en inspiration til vores elever og evner at motivere dem til læring og leg.
- Du ser forældre som en vigtig ressource, er god til at samarbejde med forældre, og evner at møde dem dér, hvor de er - uanset baggrund og forudsætninger.
- Du kan indgå i et samarbejde med kollegaer og ledelse på en konstruktiv og åben måde. Hvor din forståelse og antagelser kan blive udfordret.
- Du er nysgerrig på egen praksis både indenfor pædagogik og didaktik.
- Du har gennemslagskraft, er tydelig og rammesættende samtidig med, at du giver tryghed og nærvær.
- Du er reflekterende, smilende og inkluderende i dine handlinger og tanker.
Matcher du jobbet, så fortæl os i din ansøgning, hvad der motiverer dig til at søge stillingen.
Vejle Midtbyskole
Vi er en skole som løfter eleverne fagligt og socialt igennem et stærkt fællesskab, samarbejde på tværs af forældre, eksterne og interne samarbejdspartnere og skolerne i Vejle Kommune.
Vi udfordrer traditionelle antagelser til en mere legende tilgang med mangfoldige læringsmiljøer, så vi løfter alle børn fagligt og trivselsmæssigt. Du skal kunne se dig selv i et miljø, hvor der er højt til loftet, hvor ledelse og medarbejdere er i tæt dialog om nye tiltag og utraditionelle måder at lave skole på. Vi er fælles om at bære ansvaret for vores børns udvikling, derfor tør vi at lave fejl. Vi udvikler os derved løbende og kan derfra skabe en større læringsproces for både medarbejdere og børn – fællesskabet lærer sammen!
Vi er en folkeskole beliggende midt i Vejle. Skolen er fordelt på to afdelinger. En afdeling er 0. til 6. klasse og en afdeling for 7. til 9. klasse med en specialafdeling på hver matrikel.
Vi er i runde tal 600 elever og 130 ansatte.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår vil være efter overenskomst og lokal løn. Der er tale om en faststilling på fuldtid og et barselsvikariat på fuld tid med tiltrædelse senest 1. august 2026.
Tilstedeværelsen på Vejle Midtbyskole er 7.40-16.00 mandag til torsdag og 7.40-14.15 fredag. Derudover vil der være planlagte aftenmøder.
Ansøgningsfrist
Vi har ansøgningsfrist den 17. juni 2026 og forventer at holde ansættelsessamtale den 23. juni 2026 fra kl. 15.00.
Har du lyst til at vide mere?
Så kontakt afdelingsleder, Heidi Krogh Lodahl på tlf. 2498 1378 eller på mail heklo@vejle.dk eller skoleleder Hanne K Melchiorsen på tlf. 2364 3571.
Aftal gerne et for besøg.
Attester
Vi indhenter børneattest og offentlig straffeattest.
Send din ansøgning
Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.
Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.
Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post.
Vejle Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.
Overvejer du at flytte til Vejle? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på www.vejle.dk/tilflytter.