Foto © Ukendt. Vejle Stadsarkiv

Erhvervseventyret i Vejle Kommune

Udstilling om erhvervslivet i Vejle Kommune, skabt til konferencen om Vejles erhvervspolitik, 2025. Her med beretninger fra erhvervslivet selv.

Fotografi © Ebbe Skov-Petersen. Vejle Stadsarkiv.

Erhvervseventyret i Vejle Kommune

Udstillingen Vejle Kommunes Erhvervseventyr, og den efterfølgende folder, trækker tråde fra Vejles erhvervshistorie til i dag gennem seks nedslag, der i særlig grad har været med til at forme DNA'et: tekstilindustri, jern- og metalindustrien, fødevareindustrien, turisme, detail og fremtid. Et erhvervsliv formet af fællesskab, visioner, mod og købmandskab.

Vejle har en lang historie som handels- og industriby. Byen fik sine ældst kendte købstadsprivilegier i 1327 og har siden vist en evne til at tilpasse sig og tænke visionært. I 1600-tallet var Vejle tæt på at forsvinde, da Frederik III overvejede at erstatte byen med Frederiksodde (Fredericia). Planen blev droppet, og Vejle blev senere kendt som Danmarks Manchester med sin blomstrende tekstilindustri og er nu hovedby i landets 5. største kommune – en kommune, der rummer både fjord og højland, land og by – og hvor byer som Jelling, Give, Grejs og Børkop også spiller en central rolle i udviklingen af erhvervsliv og identitet.

Erhvervshistorien i Vejle Kommune har udviklet sig gennem århundrederne – fra købstad med en stor tekstil- og jern- og metalindustri i starten af 1900-tallet til en dominerende fødevareproduktion og blomstrende detailhandel i midten og slutningen af 1900-tallet, hvor Vejle cementerede sig som service- og handelsby. Med et gennemgående fokus på natur, kultur og turisme som bindeled og tiltrækningskraft har Vejle formået at favne sine styrker og skabe et stærkt erhvervsliv samt en kommune i vækst.

Nu står Vejle på kanten af en ny tilføjelse til porteføljen: Vejle som universitetsby. Med øget fokus på bæredygtighed, iværksætteri og innovation står Vejle over for en spændende fremtid – stadig med dyb respekt for sin historie og eksisterende erhverv.

Denne udstilling præsenterer seks centrale nedslag, der i særlig grad har præget erhvervshistorien i Vejle Kommune: tekstil, jern- og metal, fødevarer, detailhandel, turisme og fremtid. Til hvert nedslag fortæller udvalgte virksomheder deres historie, suppleret med en liste, der giver et bredere overblik over branchen, men som ikke er fuldstændig. Mange flere er en vigtig del af både erhvervslivet, historien og DNA’et.

Erhvervshistorien i Vejle Kommune er præget af ildsjæle, købmandskab og handlekraft, mod, visioner og fællesskab. Det er fortællingen om, hvordan geografi, kultur, natur, erhverv og samarbejde – på tværs af by og land – har skabt en ånd og et DNA, der har givet hele Vejle Kommune et stærkt fundament til fremtidens udfordringer.

Velkommen til fortællingen om erhvervslivet i Vejle Kommune.